Vores nytår i New York på Times Square – et kæmpe flop!

Ligesom at opleve jul i New York, så fascinerer det os danskere også at kunne holde nytår i New York – og det skal jo gerne være midt i festlighederne på Times Square.

Nogle vil helt sikkert sige ”det kommer aldrig til at ske!”, men for os var det en ting, vi helt sikkert skulle have krydset af vores liste.

Nytår i New York – det er episk!

Hvis du som os, har en drøm om at stå midt på Times Square nytårsaften. At se det enorme digitale ur tælle ned mod nytår og opleve millioner af mennesker på Times Square tælle ned, så anbefaler vi dig at læse med her.

Vi besluttede at fejre nytårsaften i New York i 2018/19. Sådan helt specifikt – på Times Square. Vi var super begejstrede og fik gejlet det op med familie og venner.

De ville kigge efter os på TV og drillede os med at der skal voksenbleer med til sådan en aften.

Den ikoniske fejring, vi havde set i tv-serier, på utallige film og fra direkte tv-udsendelser.

Store stjerner ville syngende slå tiden ihjel for os og den massive skare af glade og feststemte mennesker, der holdte humøret højt indtil det ville regne ned med konfetti, der bare strømmede ned fra himlen ovenover.

Hvor ville det være en hel fantastisk fortælling. Det var sådan vi forestillede os vores nytår i New York.

Desværre blev det ikke helt som vi forventede og vores nytår i New York blev i stedet til en stor nytårsjoke.

Vi vil naturligvis dele vores oplevelse – for alle oplevelser er mindeværdige. Hvad vi vidste inden vi tog afsted, hvad vi gjorde grueligt forkert, og hvad vi helt sikkert vil gøre anderledes næste gang.

Vores forberedelser til nytår i New York

Vi læste rigtig meget om, hvordan man kommer ind på Times Square inden vores rejse til New York. Mange skrev om lange ventetider og at gaderne ind til Times Square er spærret.

Nogle var bekymrede over madsituationen og andre spøgte med voksenbleer. Ja, det er IKKE en joke!

Vi sugede det hele til os og snakkede om fordele og ulemper, priser og alt det andet.

Til sidst besluttede vi os for at gå efter den ”dumme” lad os-gøre-det-vores-måde-version, det var måske ikke helt optimalt. Set i bakspejlet.

Times Square spærret af til nytår i New York

Nytårsdag starter

Da vi kun havde planlagt at opleve nytår i New York, betød det, at vi kun havde to dage i byen til at se andre seværdigheder. Så vi planlagde selvfølgelig lidt sightseeing – også på nytårsaftensdag.

Vi boede i en Airbnb-lejlighed nede i Two Bridges-området. Ikke langt fra Brooklyn Bridge og med en tydelig duft af skaldyr fra gaden nedenfor.

Jetlaget var stadig lidt over os, så vi vågnede tidligt. Dagen virkede kold, men kun med et par lette skyer – ikke noget vi ikke kunne klare.

Vi klædte os i flere lag for at holde kulden ude. Hellere have for meget tøj på end for lidt.

Vores plan for dagen var først at gå en tur til Brooklyn Bridge og derefter hen forbi New York Stock Exchange endnu engang.

Vi kom også lige forbi den lille frygtløse pige og fik et billede med den skræmmende wall street-tyr der står hvor Broadway deler sig.

Wall street tyr i New York
Frygtløse pige ved New York Stock Exchange

Derefter tog vi turen forbi World Trade Center Memorial for at vise vores respekt – det har vi gjort på alle vores rejser til New York.

Det begynder her langsomt at småregne. Men vi lod ikke lidt småregn komme i vejen for vores plan om at fejre nytår i New York. Ikke endnu i hvert fald…

Vi smutter herfra ned i metroen til Penn St., som ligger en kort gåtur fra Times Square.

Tip: Hvis du er i New York for at fejre nytår, så lad din rejse være koncentreret omkring det. Gem sightseeingen og resten af seværdighederne til en anden gang.

regn og nytår i New York

Fra plan til realitet

Vores ”geniale plan” var at gå mod Times Square omkring kl. 14.30

På vejen ville vi tage forbi en Burger King og få købt et par burgere og have dem i tasken til senere. Jeps, et super festligt nytårsmåltid, we know!

New York er en by med et stort antal turister hele året rundt og nytåret er ingen undtagelse. Byen var som en myldrende myretue.

Men da vi nåede Penn St. ramte virkeligheden os hårdt.

Holy moly, hvor kom alle de mennesker fra!

Som de optimistiske sjæle vi nu er, håbede vi at komme ind på Times Square via 47th street og derefter ind lige i smørhullet på Times Square.

Hahaha – hvor var vi dog naive!

Ved at tage mod Times Square omkring kl 14.30, troede vi ærligt at vi ville være nogle af de første og at der ikke ville være nogle problemer med at komme ind.

Men som vi rigtig nok havde læst, så bliver Times Square spærret af. Du vil kun kunne komme ind ad 6th eller 8th Street hele vejen fra 38th Street og op til Central Park.

Times Square spærret af til nytår i New York

Vi ramte en de mange køer for at komme indenfor i Times Square-zonen omkring 47th Street. Fire gader væk fra hvor vi havde håbet på at komme ind!

I 1½ time stod vi i kø. Vi stod blot og kiggede på de mange mange mennesker der spadserede forbi og var på vej til deres.

Vi kunne helt sikkert godt fornemme at vi var kommet til det udadvendte og engagerede Amerika. Højrøstende samtaler gik i gang omkring os og som de introverte sjæle vi er, startede vi ikke frivilligt disse samtaler.

Faktisk engagerede vi os ikke meget i vores kø-medmennesker, men i stedet iagttog vi blot hvor uhøflige og uvenlige mennesker kan optræde i en kø. Dog er der heldigvis også venlige sjæle iblandt os.

Det frygtligste ved vores nytår i New York

Og nå ja, det der startede som småregn tidligere på dagen, var nu blevet til en silende regn, der ikke viste noget tegn på at stoppe. Heldigvis stod vi, den første 1½ time, under noget stillads.

Efter de halvanden time under stilladset, gik der en politimand ned langs køen med besked om at 47th Street var lukket og vi måtte prøve at komme ind ved 49th Street. Denne meddelelse vakte selvfølgelig en masse tumult, og folk løb i hast for at nå dertil først.

Nytårshorden myldrede frem til den næste mulige indgang…

Ved 49th Street stod vi igen i kø. En hel time i silende regn, kun for endnu en gang at modtage beskeden om, at indgangen var lukket, og vi skulle videre til 51st Street.

På 51st street var der åbnet, men folk var nu trætte af at stå i kø, så der blev i stedet dannet en menneskeligt sluseport, hvor der kun kom en person igennem af gangen.

Årsagen var selvfølgelig at der var sikkerhedstjek. Vi skulle både visiteres og have tasken tjekket. Naturligvis helt iorden – vi ønsker alle at have en festlig aften. Selvom man kunne have sine tvivl, sådan som folk snakker til hinanden i sådan en kø!

Nytår i New York med regn

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser og udfordringer, samt konkurrencer og mange andre spændende rejserelateret ting.

Vores helt ærlige mening om denne helt forfærdelige oplevelse.

Mens vi ventede i denne massive horde af ivrige og utålmodige mennesker, blev vi skubbet frem bagfra.

Vi blev presset så hårdt ind i hinanden, som var vi 3. klasse folk på Titanic der blev presset op mod gitterdøren. Du kommer lidt fra hinanden, åndet på og du står simpelthen pakket som køer, der skal til slagtning.

Med mine 1,67 cm blev jeg presset ind i vådt hår eller våde regnfrakker. Det var forfærdeligt!

Folk råbte, nogle skreg og børn græd. Ja, nogle forældre havde taget deres børn med til dette massive kaos.

Note til forældre: Gør venligst ikke dette mod dit barn! Det var frygteligt!

Bare lad være med at tage børn og tumlinger med. De vil ikke have det godt, de kan komme til skade, og vores største frygt var at de faldt og det ikke var muligt at få dem op igen.
Det vil være svært at bevæge sig væk fra mængden i tilfælde af problemer.

Bemærk: Det er ikke tilladt at medbringe store rygsække eller paraplyer. Du vil blive bedt om at forlade tasken ved indgangen uden opsyn og liggende på åben gade.

Tip: Kenneth medbragte sin mindre taske, den var tilladt og den var stor nok til mad, snacks og drikkevarer, det var super.

Men vi kom igennem! Nytår i New York, så er vi klar!

Vi klarede det! Vores begejstring steg igen på trods af at vi kunne fornemme den våde og kolde regn der nu havde nået til vores tøj under overtøjet.

Vi kom ind gennem 8th og 51th Street. Nu skulle vi bare gå ned til Times Square og komme så tæt som muligt på, hvor det hele sker.

Ja, det håbede vi i hvert fald på!

Vi drejede om hjørnet og med det samme bemærkede vi, hvor utroligt få mennesker, der gik mod Times Square.

Vi kom ind i en mindre forsamling, der var proppet sammen lige før 49th Street. Vejen var her spærret af lastbiler, og vi kunne ikke komme længere.

Prop til nytår

Regnen væltede ned over os.

Vi havde forberedt os 100% til en kold aften. Ikke en våd en.

”The Ball” steg til tops kl. 18, som vi kunne se som en lille lysende ært i det fjerne. Mens vi ventede, spiste vi vores burger som vi havde købt tidligere og ventede så bare yderligere.

Vi kunne høre festlighederne starte på Times Square, men kun som en summende lyd – der var intet at se og der var intet at give sig til.

Den kraftige regn så stadig ud til at gøre aften til en mindre vandfaldsoplevelse.

Vi havde ingen toiletkriser eller madkriser, vi havde det fint.

Omkring kl. 19.30 måtte vi dog have krisemøde. Der var stadig 4,5 time til nytår. Vi var ikke en del af festen på Times Square. Ikke engang tæt på. Og vores tøj var gennemblødt til inderste del.

Nytår i New York - vi giver op

Vi må give op!

Vi tog beslutningen om at forlade mængden og finde en åben metro.

Da vi gik, lagde vi mærke til at der ikke var mange bag os, så vi var ankommet som nogle af de sidste.
Så der var nok en del mennesker, der havde forladt køerne, allerede inden de kom indenfor afspærringerne, eller også havde de fundet andre muligheder.

I hvert fald, vores strategi havde bare været helt forkert.

Dog en stor kudos til politistyrken og sikkerhedsfolkene. De var tålmodige og venlige at tale med, på trods af at de var på vagt sådan en travl og våd aften.

På vej tilbage til vores Airbnb købte vi en flaske champagne fra en lille butik for at kunne fejre det nye år derhjemme.

Det var så godt at komme indenfor i varmen og komme af med alt vores våde tøj. Vores undertøj kunne vi vride som havde det været dyppet i en balje vand.

Vi krøb under dynen, satte en film på Netflix og fik varmen. Med et par slurke af champagnen og med film på skærmen (som vi ikke engang kan huske hvad var) faldt vi i søvn med et par timer til midnat…

Ikke noget ”godt nytår”, ikke nogen fest på Times Square og intet godt nytårskys.

Dette var en af de helt store nytårsflop vi har haft.

Heldigvis ventede andre skønne eventyr – det kan du læse mere om her -> New York til Florida – fra nytårsflop til Bahamas krydstogt

Nytår i New York bobler

Hvad har vi lært fra vores forfærdelige nytår i New York?

Vi har faktisk lært flere ting fra vores nytår i New York.

Først og fremmest, som nævnt ovenfor, dediker hele din dag til at få det bedste sted på Times Square. Du er her til nytår. Arranger ikke andre aktiviteter den dag.

For det andet vil der være så mange mennesker overalt – også i de hurtige fastfood-restauranter. Hvis det er muligt, så lav nogle sandwich hjemmefra hvis du bor i AirBnB eller fra hotellet til at tage med.

Tjek VEJRET. For at være på den sikre side, medbring et foldbart regnslag. Det vil være din bedste ven, hvis det begynder at vælte ned.

Vigtig note om sko. Vær opmærksom på, at du skal stå op i rigtig lang tid. Hvis du skal være så heldig at komme ind til de store festligheder, der foregår på Times Square, får du i ventetiden ikke lov til at sidde. Tag dine bedste sneakers eller nogle virkelig behagelige vinterstøvler på.

Hvad vi har af idéer om en fremtidig nytårsaften i New York

‘Vil I virkelig gøre det her igen’? tænker du måske.

Det bliver et stort rugende JA – vi fik jo ikke krydset af på vores liste at vi har oplevet nytår i New York på Times Square.

Til næste gang har vi overvejet to muligheder som vi her vil dele med dig.

Vores første mulighed ville være at tjekke hotelpriser og tilgængelighed for hotellerne i det blokerede område. (I området fra 40th Street op til Central Park mellem 6th og 8th Avenue)

Personer med gyldige hotelreservationer og værelsesnøgler kunne komme ind på de spærrede gader. Og vi kunne kun stå og se på i stor misundelse.

Hvis du bor i det område, kan du komme ind når som helst, og du kan sikkert kombinere din dag med lidt sightseeing.

Eller endnu bedre, hvis du sparer godt op. Book et værelse med udsigt til Times Square. Så kan du se fejringen fra dit varme værelse. Med et vindue. Og et toilet og måske lidt champagne.

Udsigt over New York

Hoteller nær Times Square for en fantastisk nytårsaften, som vi vil anbefale du tager et kig på:

*reklamelink
Vi har søgt på de samme 3 dage som vi opholdte os i byen (30/12 – 2/1) – så kan du se hvad der skal spares sammen til 😉 
Priserne er søgt i midten af september.

Der ligger rigtig mange hoteller i området. Vi har listet nogle af dem her. De har dog ikke udsigt til “The ball” eller Times Square. Men du er indenfor indhegningen.

Vi vil helt sikkert anbefale dig at være så tidligt ude som muligt, for de billige hoteller smutter først. Og det er muligt at få hoteller ned til omkring 6-7.000 for 3 nætter i nærheden af Times Square, så du kan nyde dit nytår i New York lidt fredligere end os.

Nytår i New York

Den anden mulighed er lidt mere hård

Dediker hele din dag til Times Square. Mød op ved middagstid (eller før), og forlad ikke din plads. Det vil være SÅ svært, men hvis du vil have oplevelsen af nytårsaften på Times Square, så vil det være det, der skal til.

Forbered dig på at stå op en hel dag, tag nogle super behagelige sko på og for din egen skyld klæd dig varmt og i lag.

Medbring mad, snacks og vand/sodavand – det er forbudt at medbringe alkohol, også champagne.

Medbring noget at underholde dig selv med. Din smartphone er god underholdning, men husk at medbringe en vældig god powerbank, så du ikke løber tør for strøm.

Det er helt korrekt at der ingen toiletter er tilgængelige og butikkerne er lukket inde i området. Så forbered dig på bedst tænkelig måde.

Om nytårsaften på Times Square i New York

Arrangementet er helt gratis.

Metrostationerne omkring Times Square vil være lukkede, så tjek evt. på forhånd, hvor de åbne metrostationer vil være. (Hvis du ikke vælger mulighed 1) 😉

”The Ball” er placeret på toppen af One Times Square-bygningen på 43rd Street. Den kan ses fra Broadway fra 43rd til 50th Street og fra 7th Avenue fra 43rd til 59th Street.

Note: Du vil ikke være en del af festen på Times Square, medmindre du befinder dig på Times Square. Sådan er det bare.

Gaderne, der er spærret, vil blive bevogtet af politifolk, så du kan ikke bare snige dig indenfor.

Underholdningen starter kl. 18.00 på Times Square med værter, forskellige optrædener og kendte musikere.

Vi håber virkelig at du kan bruge  de fejl og de gode råd i denne post, så du får et festligere nytår i New York end os.
Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller bare synes at denne artikel var nyttig, så skriv os en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.

Vidste du at...?

Når du køber noget igennem vores links, støtter du os med en lille kommission.
Det har ingen betydning for din pris overhovedet… så vil du støtte os?

(F.eks hvis du bruger nedenstående reklamelinks)

Del gerne denne post på din:

Find mere om fantastiske USA her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *