Tropeparadis på Borneo med kæmpeøgler og babyskildpadder

Netop ankommet til Sandakan fra Kuala Lumpur, starter vi vores lille rejse rundt på Borneo.

Vi er ankommet om formiddagen og har egentlig kun en nat i Sandakan inden vores eventyr rigtig begynder.

Sandakan er den andenstørste by i Sabah-regionen på Borneo.
Men selvom byen er den andenstørste er det ikke fordi vi finder skyskrabere eller andre storby-lignende huse.

Faktisk er Sandakan kun en ”storby” med et indbyggertal på lidt over 500.000 mennesker.

Fra lufthavnen finder vi en taxi og kører ud til vores hotel, der ligger på kanten ud til det skønne Sulu hav.

Fra de enorme ruder på vores værelse har vi en fantastisk udsigt over lidt af byen og havet.

Lige i vores ånd.

På denne rejse til Borneo har jeg (Christina) taget min søster med på tur. Vi har rejst sammen tidligere, hvor vi fik nogle fantastiske oplevelser i Australien.

Udsigt over Sandakan
Lækkert værelse på Borneo
Udsigt fra lækker hotel

Kom med på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Lidt oplevelser i Sandakan

Med en enkelt overnatning i Sandakan, kan vi ikke nå at se alt hvad byen kan tilbyde, men heldigvis venter der nogle fantastiske oplevelser uden for byen.

Vi går en tur i byen og får nogle gode indtryk og vi når også lige at få det sidste ud af det store Sandakan Central Market inden det lukker for dagen.

Her bliver der hver dag handlet lækre specialiteter i form af grøntsager, frugter, olier mm.

Vi bor på det fine 4* Four Points by Sheraton, hvor vi ikke kun har nogle dejlige store værelser, men der er også udsigt over byen og har også en infinitypool med udsigt til solnedgangen.

Derudover er hotellet også en del af Sandakans store shoppingcenter, som vi naturligvis også måtte en tur ind i.

Sandakan by på borneo
Sandakan oplevelser
Hotel med pool på Borneo
Sandakan marked frugt

Rejsen på Borneo starter med de store havskildpadder

Næste morgen bliver vi hentet og kørt ned til bådene.

Min søster og jeg har arrangeret denne rejse til Borneo helt på egen hånd. (Som jeg plejer at gøre)
Dog måtte vi denne gang lige kontakte en lokal turoperatør for at få de næste dage til at hænge sammen.

Med os to alene i speedbåden bliver vi sejlet ud til vores første store oplevelse. Eller det har vi i hvert fald kæmpe forhåbninger om.

Vi bliver nemlig sejlet 40 km ud i Suluhavet – ud til Selingan Turtle Island.

Vi er dårlig nok kommet ud fra byens bugt, før vi sejler forbi det spektakulære Buli Sim Sim Water Village, som man også kan besøge til fods, selvom alle husene står på pæle i vandet.

“Vandbyen” skulle være berømt for sine lækre fiskerestauranter.
Vi kom desværre ikke forbi denne gang, men derfor er der en grund til at komme tilbage.

Da vi tog afsted fra Sandakan, var vejret ikke helt med os, men på vores speedbådtur ud til Selingan Turtle Island klarede vejret op og da vi stod af båden, stod vi i strålende sol og blå himmel.

Super lækkert!

Rejse på Borneo
Rejse på Borneo - Buli Sim Sim Water Village
Turtle Island strand

Tropeparadis og kæmpeskildpadder

Ved ankomst til den mikroskopiske ø, var vi helt alene.

Vi havde simpelthen dette tropeparadis helt for os selv, det var fantastisk.
Dog kun for en kort stund.

Hytten vi blev indlogeret i, var helt simpel, men overhovedet ikke primitiv. Med to skønne senge og eget badeværelse, var det helt perfekt til en enkelt overnatning

Hytte på Turtle Island
Turtle Island værelse

Selingan Turtle Island er et fredet område, der tager sig af havskildpadderne. De måler dem, sørger for at der ikke sidder skrald på dem, registrerer hvor mange æg de lægger og sørger for at de kommer godt afsted.

Til øen kommer der to arter af skildpadder. Den grønne skildpadde og hawksbill-skildpadden – begge truede arter.

Skildpadderne kommer op og lægger æg hele året og der kommer babyskildpadder til verden hver dag, men der er selvfølgelig ”højsæsoner” for disse events.

Det siges at fra juli til oktober er bedste sæson for at se skildpadderne komme op og lægge æg.

Vi havde denne rejse til Borneo i november måned. Måske lidt udenfor sæson, men så alligevel ikke.

I november så vi både en kæmpeskildpadde lægge sine æg og vi sendte også et lille kuld babyskildpadder ud på deres første rejse.

Strand på Borneo
Paradis strand

Efter en times tid alene på øen, kom der en gruppe danskere med en rejseleder, som selvfølgelig også nød øen.

Vi havde et par timer på egen hånd til at nyde paradiset, strandene og det lækre hav.

Desværre havde vi ikke snorkeludstyr med, det er ellers muligt at tage ud på snorkeleventyr fra stranden og måske se havskildpadder derude.

Men dyrelivet på øen var fantastisk og vi så flere store kæmpeøgler (varaner) ligge og slumre i solen på bunden af de små jungleområder, samt vandre rundt i det varme sand.

Kæmpeøgle
Kæmpeøgle Borneo

Venter på skildpadderne

Efter mørkets frembrud må vi ikke længere gå rundt selv. Der går i stedet rangers rundt på øen for at holde øje med skildpadderne der kommer ind.

Vi samles med rejsegruppen i hovedhuset og bliver briefet om hvordan aftenen kommer til at foregå.

Både os og gruppen er kun herude på øen i en nat og kun for at opleve skildpadderne, det er ligesom det man er her for.

Aftensmaden bliver serveret og vi spiser også sammen med gruppen.

Vi skal alle opholde os i hovedhuset. Hvis en ranger finder en skildpadde, vil der blive kaldt over walkieen og vi kan derefter følge med den anden ranger ud i mørket med vores små lommelygter, vi har fået udleveret.

Venter på skildpadder på Borneo
Buffet på rejsen til Borneo
Aftensmad på rejsen til Borneo

Efter maden sidder vi bare og snakker og får tiden til at gå… der er ingen garantier for at rangerne finder nogen skildpadder.

Klokken slår og tiden går og pludselig bliver der kaldt over walkien, vi sidder alle spændt.

”Okay, let´s go”, bliver der råbt og vi farer alle ud i mørket, småløbende af de små sandede stier.

To minutter senere står vi rundt om en stor fin havskildpadde som er komplet i trance.

Hun er i gang med æglægningen.

Vi får instrukser om ikke at lyse hende i hovedet og ikke tage billeder af hende med blitz.

Det var en fantastisk oplevelse, men hun blev også den eneste skildpadde vi så den aften.

Mens vi stod og iagtog hendes “fødsel”, sad der en ranger bag hende og samlede æggende sammen i en spand.

Skildpadde på Borneo
Skildpadde lægger æg på Borneo

En god sag eller ej

På øen har de flere indhegninger, såkaldte “Hacheries” = rugepladser.

Det betyder at hver gang en skildpadde bliver set lægge æg på stranden, så styrter rangerne til den, for at tage æggene med det samme.

Derefter bliver æggene lagt i en seperat rugeindhegning, inden for indhengningen. Der vil de blive noteret med dato, hvor mange æg mm.

Der er studier der indikere at hvis æggene ligger i skygge, bliver de fleste hanner og hvis de ligger og bager i det varme sand, så bliver størstedelen hunner.

Skildpaddeæg i skygge på Borneo
Skildpaddeæg i solen på Borneo

I løbet af dagen gik vi flere gange forbi disse indhegninger.

Mens vi stod og kiggede, så vi en af rederne bevægede sig og flere små babyskildpadder piblede frem.

Både indenfor deres runde indhengning, men nogle kom også frem af sandet udenfor deres indhengning, men stadig indenfor den store indhegning.

Der fik vi en lille chance for lige at hilse på en lille nuttethed.

Men vi var de eneste der var til stede og de små skildpadder var stadig i indhegningen langt fra havet.

Øen er blevet fredet og de passer på skildpadderne i bedste intentioner. For at beskytte dem og for at holde øje med hvor mange små babyskildpadder der bliver sendt ud i havet. Når nu de er truede.

Om det er en god ting eller ej, kan vi dog ikke helt finde ud af.
Vi så de små babyskildpadder ligge der i Borneos bagende sol og vi blev lidt bekymrede for de små padder. 

De virkede efter et stykke tid en smule sløve og energiforladte.

Babyskildpadde Borneo
Babyskildpadde på Borneo

Sender små babyskildpadder ud på deres første færd

Efter vi tog afsked med fru æglæggende skildpadde, kom en anden ranger til os med en supermarked-lignende-kurv og spurgte om vi ville være med til at sende babyskildpadder ud i havet.

Selvfølgelig ville vi det!

I mørket førte rangeren an og vi gik mod vandkanten, hvor han stille tiltede kurven i sandet og de små skildpadder kravlede ud og mod havet.

Rangeren måtte dog lige stille sig ud i havet for at agere månen, for at de små nuttede væsner blev guidet i den rigtige retning – ud mod det store mørke hav.

Babypadder på Borneo
Babyskildpadder på vej ud i havet ved Borneo

Tid til at forlade skildpadderne på Borneo

Med nogle gode aften/natte-oplevelser, fandt vi vores senge.

Næste morgen spiste vi morgenmad med gruppen. Derefter havde vi lidt tid til at nyde øen inden vi skulle videre på vores rejse på Borneo.

Selvom vi fik af vide at vi havde været heldige, fordi de ikke havde registreret mange skildpadder på øen i løbet af natten, fandt vi alligevel adskillige skildpaddespor på vores sidste tur i strandkanten.

Hvilket vi måske synes var lidt underligt, når nu vi havde fået andet af vide.

Vi får pakket vores ting og sejler sammen med gruppen tilbage til Sandakan, hvor vi splittede op og får herefter nogle lækre eventyr med orangutanger og andet dyreliv dybere inde i Borneos frodige jungle.

Håber du vil læse med på vores videre rejse på Borneo med orangutanger i Sepilok og flodsafari i Borneos regnskov

Du kan læse med her i vores del 2 af vores fantastiske oplevelser på Borneo: Orangutanger i Sepilok

Og 3. del af vores rejse på Borneo: Flodsafari på Borneo: I tæt regnskov og fantastisk dyreliv 

Skildpaddespor på Borneo

Vi håber du synes godt om vores begyndende rejse rundt på Borneo, i så fald husk at læse videre om vores rejse ind i junglen på Borneo.
Hvis du har spørgsmål til Borneo, Malaysia eller bare synes at denne post var nyttig, så skriv os en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.

LÆS OGSÅ:

Del gerne denne post på din:

Find mere om skønne Malaysia her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *