14 seværdigheder i Cape Town, Sydafrika der byder på fantastiske oplevelser

Vi startede vores rejse til Sydafrika ved at tilbringe en uge i Cape Town og oplevede en masse af Moderbyens seværdigheder.

Cape Town er flere gange blevet udnævnt som den bedste by i verden at se. Vi har nu set hvorfor og vi skriver os helt sikkert med på den liste.

Beliggende lige ud til havet med de smukkeste strande og med bjergene som den imponerende bagkulisse er det svært at forestille sig en mere overdådig ramme for en storby.

Vores første indtryk af byen var overraskende. En ren, pæn og indbydende by med en masse seværdigheder, der bare ventede på at blive oplevet.

Dog er byens historie lang og frygtelig, men det har gjort den til det, den er i dag: en smuk perle med en venlig lokalbefolkning.

Og med vinmarkerne i baghaven, spændende oplevelser og naturskønne køreture tiltrækker Cape Town helt bestemt alle typer rejsende. For der er virkelig noget for alle.

Vi fik oplevet mange af seværdighederne i Cape Town – og nogle venter på vores næste besøg, for vi kommer helt sikkert tilbage til Sydafrika.

Vi deler her i denne post alle de gængse turistseværdigheder, adrenalin-muligheder og de hyggelige stunder som vi selv gjorde, så, prøvede og tænkte på at prøve.

Udsigt over Cape Town Sydafrika

Oplevelser og seværdigheder i Cape Town, Sydafrika

Tag med sporvogn rundt i vinlandet, Franschhoek

Sydafrika er verdenskendt for deres vine og med de mange fantastiske vindistrikter der ligger i Cape Towns baghave, måtte vi da ud og smage sagerne.

Så vi tilbragte vores allerførste dag i Cape Town med at tage på en vintur i Franschhoek vindistiktet. Det var en fin tur og det var bare super rart at vi ikke skulle tænke over hvem der skulle køre hjem.

Det hyggelige ved denne tur var at vi kunne tage en hop on/hop off sporvogn til de forskellige vingårde.

Der er 10 forskellige vingårde på ruten at vælge imellem, men du når normalt kun 4-5 stykker.

Se hvad vi smagte, hvilke gårde vi besøgte og hvad vi synes om vores dag i Franshoek i denne video (vi taler dansk)

INFO OG TIPS TIL TUREN:
(reklamelinks er markeret med *)

Vi bookede denne tur ved Get Your Guide.*
Det var super nemt og vi skulle blot informere om hvor vi ville stige på bussen fra Cape Town og så havde vi bussen inkluderet til/fra vinlandet.

Tip: Turen bliver hurtigt udsolgt, så book den i god tid. Vi bookede den omkring 1 måned før.

Sporvogn i Franschhoek vindistriktet i Sydafrika
Drikker vin i Cape Town, Sydafrika

Se det farverige Bo-Kaap

De flotte pastelfarvede huse og de hyggelige brostensbelagte gader udgør den historiske Bo-Kaap bydel.

Det siges at være den ældste bydel i Cape Town og det blev etableret til at huse slaverne som de hollandske og britiske kolonister bragte med sig.

De forskellige farver husene har, menes at være en måde for beboerne at fejre deres tro og traditioner.

Mange af beboerne i dag er muslimer og derfor kan du også finde flere moskeer i området – inklusiv Auwal moskeen som skulle være den ældste moske i Sydafrika.

Det er et super stille og fredeligt område, som er helt sikkert at gå rundt i.

INFO OG TIPS:

Det er gratis at gå rundt i området og det er kun en kort gåtur væk fra Long Street, som er en af de mere populære gader i Cape Town.

Tip: Hvis du booker nedenstående billetter, får du en guidet gåtur med i købet.

Seværdighed i Cape Town - Bo-Kaap
Bo-Kaap i Cape Town, Sydafrika

Svæv højt med kabelbanen til Taffelbjerget

Det er muligt at tage en god vandretur op til toppen af Taffelbjerget, men vi vil absolut anbefale en tur med kabelbanen.

Vi bookede nedenstående Hop on/hop off billetter, som inkluderede billetter til kabelbanen. Vi havde hørt at det var en god idé at købe billetter på forhånd, da der kan være en kedelig lang kø på stedet.

Turen tager omkring 3 minuter og selve kabinen drejer langsomt rundt, så alle får et blik af den fantastiske udsigt på vejen.

Når nu du har taget turen op, så undlad ikke at bruge lidt tid deroppe. Der er et par loops, som du kan gå ud på og få nogle lækre udsigter.

Der er helt fladt deroppe, så det er ikke svært at komme rundt. Derudover finder du også en lille restaurant og toiletter deroppe, lige når du kommer op.

INFO OG TIPS TIL TUREN:
(reklamelinks er markeret med *)

Vi købte denne tur ved Get Your Guide* som både gav os billet til Hop on/Hop off bussen, samt billetter til kabelbanen.
Det var smart også at have billetter til bussen, da den kører op forbi startstedet til kabalbanen og inkluderet i billetten, er også en guidet gåtur i det historiske Bo-Kaap.

Kabelbanen til Taffelbjerget i Cape Town
Toppen af Taffelbjerget

Fordyb dig i naturen i Kirstenbosch Botaniske Have

En naturperle du ikke må gå glip af i Cape Town er den berømte botaniske have, Kirstenbosch.

Placeringen ved foden af Taffelbjerget giver haven den smukkeste kullisse. Og med ”Boomslang” gangbroen i trætoppene får du en fantastisk udsigt over bjerget og haven.  

Haven har over 7000 forskellige arter af planter, hvoraf mange af dem er unikke for Sydafrika.

Hvis du kommer i deres sommerhalvår, har du mulighed for at tage en af deres mange sommerkoncerter. Så kan der både nydes musik og natur.

INFO OG TIPS TIL TUREN:
(reklamelinks er markeret med *)

Den botaniske have ligger ca. 13 km udenfor Cape Town, men er nem at komme til med en Uber.

Haven er åben hver dag.

Du kan læse mere om haven, priser og booke billetter på deres officielle side her.

Kirstenbosch botaniske have i Cape Town

På fængselsbesøg på Robben Island

Ca. 10 km ud for Cape Town i Sydafrika ligger øen Robben Island der nok er den anden mest kendte fængselsø i verden.

Det var her Nelson Mandela tilbragte 18 år af de 27 år han sad i fængsel.

Det er kun muligt at besøge fængslet på en guidet tur. Rundt på turen ser du de celler, hvor fangerne boede, arbejdede og diskuterede politiske ideer.

Selve turen ledes af tidligere fanger, der også deler ud af deres personlige historier.

Vores guide/tidligere fange havde siddet i fængslet fra 1977 til 1982, men kunne fortælle mange spændende historier – også fra apartheid tiden.

INFO OG TIPS TIL TUREN:
(reklamelinks er markeret med *) 

Vi bookede vores billetter på deres officielle side, men den drillede en del.

Det er en rigtig god idé at booke oplevelsen på forhånd, hvis du rejser i højsæsonen. Vi rejste udenfor sæsonen og måtte vente 3 dage med at komme afsted.

Hvis siden overfor driller, så kan du også booke disse billetter*, hvor du bliver hentet på dit hotel.

Robben Island, Cape Town, Sydafrika

Tag en uforglemmelig vandretur til Lions Head

En populær vandretur i Cape Town er blevet turen til Taffelbjergets nabo som hedder Lion´s Head.

Det er rute der kræver lidt. Stien er fint velholdt, men der er visse dele af turen som er stejle og kræver hjælp fra reb og træstiger. Den sidste del klatrer du lidt på væggene i en god højde, så er ikke optimalt for dig med højdeskræk.

Hvis du er i god fysisk form så vil de omkring 4,5 kilometer tage dig omkring halvanden time at komme til toppen, afhængigt af din hastighed og konditionsniveau.

Belønningen er dog fænomenal. Med en 360° udsigt har du både det store hav, byen nedenfor og Taffelbjerget som din kulisse.

Så det er ikke underligt at det er blevet et populært solopgang -men også solnedgangsspot for mange.

INFO TIL TUREN:

Bestil en Uber som tager dig op til af Signal Hill, hvor stien der fører dig til toppen, starter.

Det er en af de gratis oplevelser i Cape Town, med mindre du ønsker at bestige den med en guide.

Husk at medbringe en masse vand, gode vandresko og solcreme.

Hvis du går efter en fantastisk solopgang eller sodnedgang, så husk også en lommelygte, da der vil være bælgmørkt.

Lions head i Cape Town

Sug indtryk og stemningen til dig ved V&A Waterfront

Et af de mest besøgte områder i den travle Cape Town er havnekvarteret, kendt som Victoria & Alfred Waterfront (til daglig bare V&A Waterfront).

Det er ikke nogen stor seværdighed, men det er et stort hyggeligt område ved havnen, hvor du kan spise, shoppe og suge stemningen til dig.

Der findes over 450 butikker og over 100 cafeér og restauranter, så det er et helt perfekt sted at slå sig ned og kigge på mennesker eller nyde underholdningen.

Ved havnefronten finder du også Nobel Price pladsen, hvor du finder fire statuer deriblandt Desmond Tutu og Nelson Mandela.

V&A Havnefront i Cape Town, Sydafrika

Glid ud på havet i kajak

Hvis du er til oplevelser på havet, kan en kajaktur i Table Bay være den perfekte tilføjelse til din seværdigheder i Cape Town-liste.

Der er rigtig meget liv i havet ud for Sydafrika, så hvis du er heldig kan du komme tæt på legesyge sæler og delfiner. Afhængigt af årstiden, kan du også være heldig at spotte hvaler.

En oplevelse vi har til gode til næste gang 🙂

(reklamelink)

Nyd atmosfæren ved Camps Bay

Som en anden sydlandsk turiststrand ligger Camps Bay med sine luksuriøse boliger, trendy cafeer og restauranter og fantastiske strande lige ud til det store Atlanterhav.

Som den største af strandene i Cape Town, er der ingen problemer med at finde et godt sted at slå sig ned.

Camps Bay er også et perfekt sted for at se en flot solnedgang og hvis det blæser op og forvandler stranden til en sandstorm, kan du krydse gaden og se om du kan få et bord på et af de mange restauranter og cafeer der har tagterrasse.

INFO TIL TUREN:
(reklamelinks er markeret med *)

Hvis ikke du bor i nærheden, så er det nemt at bestille en Uber dertil.

Eller du kan også tage forbi med Hop on/Hop off bus billetterne.*

Seværdighederne Camps Bay og de tolv apostle i Cape Town, Sydafrika
Camps Bay i Cape Town

Få luft under egne vinger med en god paragliding over Cape Town

En kæmpe oplevelse vil være at svæve stille og se Cape Town på en helt unik måde. Det må være en af de mest betagende udsigter i verden.

Du vil have Taffelbjerget, Lion´s Head, havet og hele den rå kyststrækning som kulisse.

Det nødvendige udstyr bliver koblet på dig og du hopper ud med instruktør, så det er bare at læne sig tilbage og nyde de spektakulære udsigter.

Næste gang tager vi turen! (Det bliver måske kun mig 🙂

(reklamelink)

Oplevelser udenfor Cape Town

De næste seværdigheder på vores Cape Town-liste er nogle ligger lidt udenfor byen. Derfor skal du enten på en guidet tur eller du kan evt. leje en bil.

Turene varierer fra halvdagsture til flerdagsture, men det betyder faktisk at hvis du har 7-9 dage i Cape Town, så kan du komme ud og se meget af det Sydafrika har at byde på.

Hvis du ikke er afskrækket af en lejebil og venstrekørsel, så kan du også leje bil i et par dage og komme ud og opleve.

Tag endelig et kig på Discover Cars (reklamelink) vores foretrukne billeje-bookingsted på nettet.

Kom helt tæt på de nuttede afrikanske pingviner

En times kørsel syd for Cape Town ved den lille hyggelige by Simon´s Town, kan du finde de nuttede afrikanske pingviner.

Der går en gangbro imellem Foxy Beach og Boulders Beach. Det er ikke muligt at komme ned på stranden ved Foxy Beach. Der går gangbroen helt ud og du kan nyde pingvinerne på afstand.

Men ved Boulders Beach kan du komme helt ned stranden og være heldig at komme helt tæt på pingvinerne.

Da vi var forbi, så vi kun tre pingviner på Boulders Beach, mens der var en masse på Foxy Beach.

TUR:
(reklamelinks er markeret med *)

Hvis ikke du har egen bil, kan du booke denne billige bestseller-tur*, hvor du både kommer forbi pingvinerne, men også har nedenstående seværdighed med – nemlig Kap Det Gode Håb.

Pingviner i Sydafrika
Pingviner ved Cape Town

Oplev Kap Det Gode Håb og Cape Point

En halv time længere sydpå kommer du ind i Table Mountain National Park, hvor du kan stå ved Kap Det Gode Håb – skiltet.

Som mange tror (inklusiv jeg selv, indtil et par dage forinden) så er dette punkt ikke det sydligste af Afrika, men altså, det gør ikke stedet mindre spændende.

Det er muligt at tage en lille vandretur op af klipper og få en helt særlig udsigt ud over det sydlige Atlanterhav.

Også flere steder i nationalparken er det muligt at tage kortere og længere vandreture. Bare vær opmærksom på det er et vildt reservat med zebraer, bavianer, strudse og mange andre dyr.

Se vores dag med pingviner og Kap Det Gode Håb i denne video. (Vi taler dansk)

TUR:
(reklamelinks er markeret med *)

Hvis ikke du har egen bil, kan du booke denne billige bestseller-tur*, hvor du både kommer forbi Kap Det Gode Håb, men også har ovenstående seværdighed med – nemlig pingvinerne ved Boulders Beach.

Sydafrika - Kap Det Gode Håb

Oplev havets imponerende skabninger fra Cape Town i Sydafrika

Som skrevet tidligere, så er havet omkring Cape Town og Sydafrika fyldt med alverdens spændende havdyr.

Hvis du er i Cape Town fra august til oktober, så har du rigtig mange muligheder for at komme ud og spotte sydlige rethvaler og pukkelhvaler.

Er du til havets lidt større rovdyr, så er det også muligt at komme ud og stå ansigt til ansigt med Sydafrikas hajer.

På vores rundrejse i Sydafrika har vi været ude på hvalsafari et par gange og tog også en tur i hajbur, som var en hel særlig oplevelse.

Du kender sikkert til udtrykket ”Big 5 Safari” – fra Cape Town kan du komme ud på en ”Big 5 Ocean Safari”, hvor der spottes efter hvaler, hajer, delfiner, sæler og pingviner.

INFO TIL TURE MED HVALER, HAJER OG ANDET HAVDYR:
(reklamelinks er markeret med *)

Ca. 1,5-2 timer sydøst fra Cape Town finder du Sydafrikas hval -og hajcentrum, Hermanus og Gansbaai, hvorfra mange ture går ud.

Igen, hvis ikke du har lejet bil, så er der heldigvis muligheder for at komme ud på havet alligevel.

Hvis du er til en hvaltur, så er dette en rigtig fin tur* til at komme hen til hvalerne ved Hermanus og Gansbaai – og du bliver hentet og afleveret tilbage på hotellet i Cape Town.

Hvis du ønsker at være ansigt til ansigt med hajerne, der svømmer rundt i havet ud for Sydafrika, så kan denne tur,* være interessant for dig. Husk at booke turen inkl. transport. 

Hvis du ikke er til de lange ture på 7-10 timer, som ovenstående ture tager, så kan du tage en stille og rolig halvanden times “Big 5 Ocean Safari“* på havet ud for Cape Town. Du skal blot møde op på V&A havnefronten.

I hajbur i Sydafrika
hvaler i sydafrika

Få uforglemmelig øjeblikke på en ”Big 5 Safari”

Og nu hvor vi bragte ”Big 5 Safari” på banen, så kan du også tage på game drives fra Cape Town og kigge efter de store fem på savannen, som er elefant, løve, næsehorn, leopard og vandbøffel.

Den mest populære game reserve i nærheden af Cape Town er Aquila Private Game Drive.

Men der er også muligheder for at kombinere en hel tur på 3-5 dage med safari og andre naturoplevelser

INFO TIL TURE MED SAFARI:
(reklamelinks er markeret med *)

Er du til en heldagstur, så kan denne tur til* Aquila Game Reserve være noget for dig. Der er både afhentning/aflevering og frokost inkluderet.

Du kan også tage på en 2-dages safari-tur fra Cape Town. Denne tur* tager dig ikke kun ud på en anerkendt safari, men også ud til Cape Agulhas, som er Afrikas sydligste punkt.
Det 4* Garden Route Game Logde er midtpunktet for denne tur, hvor du både har et par game drives og en overnatning med aftensmad og morgenmad inkluderet.  

Elefanter - safari fra Cape Town

Er Cape Town farlig at opholde sig i?

Kriminalitet i Cape Town er desværre et stort problem.

Cape Towns omdømme er skæmmet af beretninger om tyveri, overfald, biltyveri og bandevold – ofte drevet af fattigdom.

Heldigvis er kriminalitet mod turister ret lav. Tyveri i form af overfald, svindel og lommetyveri er dog fortsat en del af bybilledet, som det er i en enhver storby med lidt højere kriminalitet.
Steder, der regelmæssigt besøges af turister er der sat lidt styrke ind i form af turistpoliti, men det betyder desværre ikke, at man er helt sikker. Men vi så en del turistpoliti, så de er der.

Undgå at gå ude sent om aftenen og tidlig morgen – og om natten selvfølgelig.

Vi boede i CDB området, hvilket var rigtig fint i dagstimerne.
Men da vi bevægede os ud klokken 7.30 en søndag morgen, da vi skulle på en tur – følte vi os en lille smule usikre. Der var mange personer på gaden og det var ikke de velklædte kontorfolk typer. Også en aften hvor vi kom lidt for sent hjem, blev vi oppasset af en tigger der pressede os ind mod butiksvinduet og stoppede først da jeg råbte lidt højt.

Anbefalinger:

Der har været et stigende antal anmeldelser om tour guide-svindel, så book din billet på offentlige steder eller på nettet.

Hvis du lejer bil, uanset om det er for at se lidt omkring Cape Town eller om det er for en rundrejse, så er carjacking et særligt problem i Sydafrika.
Lås altid dørene lige så snart du sætter dig ind i bilen. Og når du går fra bilen skal du altid dobbelttjekke at den er låst, da tyvene har fundet ud af at spærre for centrallåsen, hvis du er et stykke væk fra bilen.

Vi er ikke fans her

På vores rejse i Indien, oplevede vi i Delhi stor interesse fra andre rejsende, at komme ud og snuse til de fattigste bydele.

Vi kunne i Cape Town se at der er samme interesse for at komme ud i de fattige kvarterer. Vi er slet ikke fans af disse ture. Vi forstår ikke hvorfor andre folks lidelser og fattige levestil skal gøres til en udflugt.

Rundt på vores rejse, blev vi mindet om at landet har voldsom vandmangel og strømmangel – så hvordan mon de har det, de fattigste steder. 

Langa and Nyanga er to af de ældste townships i Cape Town, men også nogle af de fattigste. Derfor er kriminaliteten høj i disse områder og det er ikke noget sikkert sted at bevæge sig som turist. Blot til info.

Er Cape Town farlig

Er Cape Town værd at besøge?

Det må blive et stort rungende JA!

Cape Town er en fantastisk by at besøge. Renheden, den venlige befolkning og så er den er et godt udgangspunkt for ture og udflugter som tidligere beskrevet.

Udvalget af hoteller og lejligheder er for alle typer rejsende og prisniveauet ligger ganske fornuftigt…

Alt i alt var vi meget begejstret for Cape Town og ingen rejsende til Sydfrika bør snyde sig for mindst 3-4 dage i den spændende storby.  

Vi håber at denne rejseguide til 14 seværdigheder i Cape Town, Sydafrika kan hjælpe dig med at få en fantastisk tid i Sydafrikas sydligste storby.
Hvis du har spørgsmål til Sydafrika, Cape Town eller blot finder denne post hjælpsom, så skriv endelig en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.

Del gerne denne post på din:

Find flere posts om spændende Sydafrika her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *