Rejseguide til Kuala Lumpur: Seværdigheder, hoteller og hvordan du kommer omkring
Kuala Lumpur er byen du lander i, når rejsen går til Malaysia – uanset om du skal ud og søge efter orangutanger i Borneos jungle eller få fantastiske oplevelser på fastlandet.
Vi har været omkring Kuala Lumpur et par gange, men i marts 2024 tog vi en god uges tid i byen for at få alle oplevelser med.
Byen er kulturel og mangfoldig og hvert år tiltrækker den flere og flere turister. Den er en smeltedigel af mange nationer og en kombinationen af forskellige kulturer.
Og det ses tydeligt, når du er ude og opleve byen.
Byen er kendt for sin skyline og sine indkøbscentre, men den har så meget mere at byde på.
Du finder fantastisk mad, masser af shopping-muligheder, spændende seværdigheder, skønne parker, tårnhøje skyskrabere med udsigt over byen og meget mere!
Vi fandt byen ualmindelig pæn og meget velholdt. Der er ikke den samme kaotiske trafik som i Indonesien – regler og vejstriber bliver overholdt.
Faktisk vil vi sige at Malaysia lige er et step op fra resten af Sydøstasien.
Men læs med her i vores rejseguide til Kuala Lumpur. Du vil finde tips om hvor du skal bo, hvordan du kommer rundt og hvilke seværdigheder i Kuala Lumpur der er værd at se.
Skal man have visum til Malaysia?
Først lige lidt praktisk, som vi fandt ud af var nyt.
Nej, hvis du opholder dig under 90 dage, så skal vi danskere ikke have visum til Malaysia. Men pr. 1. januar 2024 har den malaysiske regering indført at der skal udfyldes et indrejsekort (MDAC) inden man stempler ind i landet. Det er helt gratis og du kan finde linket her.
Det kan tidligst udfyldes 3 dage før du ankommer til landet.
Vi havde læst at det sagtens kunne udfyldes, når man var landet i Malaysia, men vi udfyldte det alligevel inden vi tog hjemmefra. Det var lidt heldigt, for hende der chekkede os ind i Københavns Lufthavn, ville gerne se at vi havde udfyldt det.
Så for at det ikke skaber nogen problemer, så anbefaler vi at du udfylder det inden din rejse.
Husk også at tjekke udenrigsministeriet for andet du skal være obs på, på din rejse til Malaysia.
Sådan kommer du fra lufthavnen og ind til Kuala Lumpur
Når du ankommer til Kuala Lumpur (KUL), så lander du i Kuala Lumpur International Airport (også kaldet KLIA)
Lufthavnen ligger 60 km syd for centrum og der er mange muligheder for at komme ind til byen, for det er primært der de fleste tager sig et ophold.
Tog + metro
Du kan tage KLIA Express eller KLIA Transit, som er to helt fine muligheder for at komme ind til endestation på KL Sentral station. Derfra skal du med metroen nærmere ind mod centrum – selvfølgelig alt efter hvor du bor.
Turen med KLIA togene tager ca. 30 min og derefter skal du medregne turen med metroen mod centrum.
Vi læste os til, at det ville koste omkring 55 MYR pp (ca. 80 DKK), så derfor tog vi nedenstående…
Den lette måde!
Vi tog en Grab.
Grab er Sydøstasiens svar på Uber og vi kan ikke anbefale den nok. Må faktisk indrømme at den blev en meget kær ”ven” på vores rejse. Vi brugte den til alt.
Vores Grab-tur fra lufthavnen til vores hotel midt inde i centrum kostede os 78 MYR (ca. 113 DKK) inkl. toldafgifter som også blev trukket automatisk + tips og tog ca. 1 times tid.
Men vær obs på at priserne ændrer sig efter udbud og efterspørgsel, f.eks. blev vores modsatte tur samme pris og der boede vi kun 30 min fra lufthavnen.
Hvis du gerne lige vil have tid til at kigge nærmere på Grab app´en og du ikke ønsker at begive dig ud i tog og metro lige ved ankomst, så kan du bestille din private transfer (for 3 personer) ind til byen her. (reklamelink)
Sådan kommer du rundt i Kuala Lumpur
Som du kan læse ovenover så blev Grab en rigtig god ven. Det var bare super nemt at bestille en Grab, vente lige udenfor hvor vi nu skulle hentes, sætte os ind i air-con og blive fragtet direkte.
Og det er super billigt. Og de kører i rigtig fine biler i Kuala Lumpur og faktisk i hele Malaysia.
Men når det er sagt, så har Kuala Lumpur også et rigtig fint metrosystem, som vi på tidligere rejser har benyttet os af.
Metrosystemet dækker stort set alle distrikter (eller i hvert fald distrikter der er værd at besøge) og du kommer nemt til alle topattraktioner.
Billetterne er billige og du kan nemt købe dem på stationerne.
Wifi i Kuala Lumpur er en rigtig god idé
Det er virkelig praktisk at have internet, når du bevæger dig rundt i Kuala Lumpur og også hvis du skal ud på flere eventyr i Malaysia.
Det er nyttigt, når du f.eks. skal bruge en Grab eller bruge Google Maps for at finde rundt.
Undersøg endelig inden din rejse, om din telefonudbyder tilbyder data i Malaysia. Ellers kan det bliver en dyr fornøjelse.
Selvom vi selv har 3LikeHome, som tilbyder dataroaming i Malaysia, så valgte vi alligevel at købe et SIM-kort, da vi var ankommet til Kuala Lumpur.
Vi bruger internettet en del på vores rejser, fordi vi blandt andet også arbejder remote og for at vi havde nok data eller ikke skulle være afhængig af hotellets wifi virkede, så var det bare nemmere for os.
Så vi fik købt et SIM-kort (Hotlink) fra Maxis. Vi tog den helt store med ubegrænset data for kun 70 MYR (ca. 100 DKK) gældende i 30 dage.
Maxis er en af de bedste på markedet, sammen med Celcom og Digi.
11 skønne seværdigheder i Kuala Lumpur
Nu har du styr på hvordan du kommer rundt, så lad kigge på de skønne seværdigheder Kuala Lumpur har at tilbyde.
Få en fantastisk udsigt over byen fra Patronas Tower
Et højt arkitektonisk vidunder, kan vi vidst godt kalde Petronas Towers, som med sine 452 meter er de højeste tvillingetårne i verden.
Og Kuala Lumpurs mest berømte vartegn.
Selvom Petronas Towers er et særsyn fra jorden, især hvis du sætter pris på moderne arkitektur, så er højdepunktet at tage en elevator til et udsigtsdæk, hvorfra du kan beundre den store metropol.
Om aftenen kommer der lys på tårnene for et endnu smukkere indtryk.
Petronas Tower er hovedattraktionen i byen og hvis du er frisk på en tur op til toppen, vil vi anbefale at booke din billet til Petronas Towers: Skip-the-line billet (reklamelink) for at spare tid.
Besøg de populære Batu Caves
På trods af at det er et stykke udenfor byens centrum, så er dette en af de seværdigheder i Kuala Lumpur du ikke må springe over.
Ved ankomst til Batu Caves, bliver du hilst velkommen af den gyldne hinduistiske gud, Murugan, som står til højre for den farverige trappe.
De 272 trin (jep, jeg talte dem) fører dig op til den 100 år gamle grotte, hvor du finder statuer, et hinduistisk tempel og andre helligdomme.
Men inden du når helt derop, vil du se at en del aber holder til på trappen. De er opmærksomme på dig og om du har noget spiseligt eller drikkeligt – og vil helt sikkert tage det fra dig, hvis du har. Derfor et godt råd, har du noget med dig, så hold det i din taske – og sørg for at den er helt lukket.
TIP: Bemærk, at dette er et religiøst sted og du bør klæde dig passende. Du vil blive standset ved indgang til trappen, hvor du kan du leje saronger, hvis ikke dit tøj er passende til besøget.
Det er et af de mest besøgte steder i Kuala Lumpur og ligger ca. 11 kilometer nord fra centrum, men det er super nemt at komme dertil.
Metroen kører op til Batu Caves stationen , hvor der kun er 5 min gang til grotterne.
Men den mest bekvemme måde fra centrum er nok bare at tage en Grab. Det tog os ca. 20 min og kostede 16 MYR (ca. 23 DKK).
Det er gratis at komme ind i hulen og templet.
Oplev hængebroerne i KL Forest Eco Park
Der er en del grønne parker rundt omkring i Kuala Lumpur, hvor du kan tage en pause fra den travle storby.
KL Eco Park byder på en hyggelig vandring i trætoppene i en lille del af parken, hvor der er udsigtsglimt til den mægtige metropol.
Parken ligger i forlængelse med KL Tower, så du kan sammensætte en tur over byen, med en tur i trætoppene.
Desværre så vi ikke nogen dyr i parken, selvom den virker stor og ”vild”.
Det koster 40 MYR pp (ca. 58 DKK) at komme ind.
Bliv farve-fortryllet i Thean Hou Templet
Thean Hou Templet er et af Sydøstasiens største kinesiske templer, bygget på en lille bakketop lige uden for centrum.
Dette smukke og farvestrålende tempel, er helt sikkert kræs for øjnene.
Der er gratis adgang til templet, men du kan give lidt i donationsboksen inde i templet, hvis du lyster.
Den ligger i den sydlige del af midtbyen, men endnu engang tog vi bare en Grab.
En gåtur gennem Little India
At stige ud af vores Grab i Little India, var som at blive smidt tilbage på vores rejse igennem Indien.
Lugtene, musikken, lydene og alt hvad vi så, det var som om vi var tilbage.
Området er fyldt med indiske restauranter og butikker, hvor du kan købe traditionel indisk påklædning og smykker.
Flere anbefaler at slå sig ned på en af de mange restauranter i området. Men jeg nægtede at få Delhi Belly på min rejse til Malaysia, så vi satte os ikke og delte den ellers lækre indiske mad som er beskrevet flere steder, med inderne.
Jeg husker mine spiseoplevelser i Indien, hvor vi spiste med højre hånd og hvor renligheden var tvivlsom, det havde jeg ikke behov for her i Malaysia.
Men det var et ”sjovt” tilbageblik vi fik.
Køb alverdens tingeltangel på Petaling Street i Chinatown
I modsætning til Little India, så er Chinatown et stort friluft-gademarked, med alt hvad du skulle have behov for lige fra tasker og sokker til mobilcovers.
Gaden Petaling Street er fyldt med boder, der sælger tøj/sko/tasker fra alle mærker, du kan komme i tanke om (men forvent ikke at købe originale ting her – ligegyldig hvor hårdnakket sælgerne påstår hvor originalt det er.)
Tip: Hvis du du kan bruge noget – så husk at prutte om prisen. Og hold godt øje med lommetyve her.
Hvis du ikke har planer om at købe noget, så er det værd bare at suge atmosfæren til dig.
Det er en travl gade med mange besøgende – og det var bare hyggeligt at slentre igennem med en friskpresset kold juice fra en af de mange juiceboder.
Kom tæt på de majestætiske fugle i KL Bird Park
Selvom de skilter med at være verdens største free-flight aviary, så ved vi at det ikke helt passer – vi har nemlig besøgt den største, Birds of Eden, på vores roadtrip på Garden Route i Sydafrika.
Og derudover, så var det lidt hårdt at se, at mange af de fugle som vi så i Birds of Eden flyve omkring, var her i små bure.
Jo, det var et hyggelig besøg og vi kom tæt på dansende traner og dovne skestorke, men vi må indrømme at parken når ikke samme status hos os, som Bird of Eden i Sydafrika.
Parken er hjemsted for mere end 3.000 lokale og udenlandske fugle og 200 forskellige arter.
Det kostede 85 MYR pp (ca. 123 DKK) at komme ind (2024)
Nyd Perdana Botanical Gardens
I samme område som KL Bird Park ligger også KL Bufferfly Garden og Den Botaniske Have.
Vi sprang Butterfly Garden over og slentrede i stedet til den botaniske have, som er en stor flot park med god mulighed for at undslippe byens stress og jag.
Du kan inde i parken finde en hibiscushave, en orkidéhave og masser af andre fredelige områder med mange vandrestier imellem.
Da vi var der i marts måned var der ikke mange mennesker. Der var ingenting at købe inde i haven, så husk at have lidt vand og snacks med dig.
Det er gratis at komme ind i den botaniske have.
Merdeka Square & Sultan Abdul Samad Building
Merdeka Square er et vigtigt sted for malaysisk historie, da nationens uafhængighed fra briterne blev erklæret her i 1957.
Deraf navnet som kan oversættes til Uafhængighedspladsen.
Det skal dog siges at den store grønne plads er nådesløs i solen. Der er ingen skygge at krybe ind under. Man kunne godt begynde at forstå de fjollede (eller kloge) kinesere der rendte rundt med paraplyer…
Det er også her – til højre for pladsen at du kan finde en af de smukkeste bygninger i Kuala Lumpur – nemlig Sultan Abdul Samad.
Bygningen går tilbage til det 19. århundrede og var oprindeligt hjemsted for den britiske koloniadministration. I dag er det en malaysisk regeringsbygning.
Det er muligt at gå rundt om bygning og se alle detaljerne.
Træd ind i Wilayah Mosque
Denne seværdighed i Kuala Lumpur er ikke den mest overrendte, faktisk vil du ikke finde mange turister omkring den.
Men Wilayah moskeen er nok en af de mest imponerende moskeer i Kuala Lumpur. Dens arkitektur henter inspiration fra forskellige moskeer rundt om i verden, såsom Den Blå Moske i Istanbul, Tyrkiet.
Det er kun muligt at komme rundt i moskeen på en guidet tur.
Vi troede vi havde læst på lektien og havde klædt os passende til besøget med lange bukser/ankellang nederdel og vi havde begge bare en t-shirt der dækkede skulder til. Men det var ikke nok for Christina.
Derfor kom jeg i fuld muslimsk kostume, for at komme med på rundturen i moskeen.
Indgangen er gratis – og de sørger for passende tøj til både mænd og kvinder, hvis behøves.
Slentre omkring og nyd livet i KLCC Park
Bag de ikoniske Petronas Towers finder du KLCC Park, som er et af de mest behagelige og livlige grønne områder i Kuala Lumpur.
Gangstier snor sig igennem den store park, hvorfra du vil have en fantastisk udsigt til de flotte tårne.
Lokale har slået sig ned i skyggerne fra de store træer og børnene løber og leger ved den udendørs vand-og legeplads.
Om aftenen kan du opleve et hyggeligt vandshow i springvandet imellem KLCC Park og Petronas Tower. Det starter hver halve time. Hvor der hver time kl 20, 21 og 22 er symfonimusik med lysshow og hver 30. minut – 7.30, 8.30 og 9.30 er det kun vandshow med lys.
Adgang til parken er gratis.
Hvor mange dage behøves i Kuala Lumpur?
Det kommer selvfølgelig an på, hvor meget du ønsker at opleve i byen.
Nogle tænker at et besøg i Petronas Tower og en tur til Batu Caves er fint, hvor andre (som os selv) gerne vil opleve mere af byen.
Det er en stor by, men 3-4 nætter i byen, vil give dig god tid til at opleve mange af ovenstående seværdigheder i Kuala Lumpur.
Hvor skal man bo i Kuala Lumpur
Vi vil anbefale dig at bo inde i centrum tæt på Petronas Towers enten i KLCC eller Bukit Bintang områderne.
Du vil ikke blot have mulighed for at bo godt med god udsigt, du er også tæt på mange af de seværdigheder i Kuala Lumpur, som du finder på listen.
Det er ikke dyrt at opholde sig i Kuala Lumpur. Vi sætter normalt et budget på 500 DKK pr overnatning overalt i verden, hvor vi rejser. Men i Kuala Lumpur kunne vi få rigtig meget for de penge.
Check evt. listen af 4-5* hoteller i Kuala Lumpur (reklamelink), og se listen af billige, men lækre og gode beliggende ophold.
Vi valgte at rykke ind i en lejlighed i Kuala Lumpur med køkken, da vi skulle opholde os der en uges tid og vi ikke behøvede at gå ud og spise hver dag.
Vi havde booket en lejlighed med et soveværelse på KLCC Suites Platinum 2 (reklamelink). Det lå et stenkast fra Petronas Tower og KLCC park og så kunne vi gå hen i Quilt Mall, for at handle til køleskabet (eller spise ude).
Vi fik en lejlighed på 31. etage med udsigt til KL Tower, men den gode udsigt var fra poolen på 51. etage med udsigt til både Petronas Tower og KL Tower – så bliver det altså ikke flottere.
Oplev mere af Malaysia ud fra Kuala Lumpur
Kuala Lumpur ligger helt perfekt i landet til at bruge den som hub til at komme ud og opleve mere i Malaysia.
Vi tog denne gang en hel rundrejse på fastlandet i Malaysia, hvor vi både så en af verdens ældste regnskove, fandt et ø-paradis i det Sydkinesiske Øhav, var kulturelle og så bandede vi lidt over masseturismen på Langkawi.
LÆS EVT.: Taman Negara Nationalpark – et eventyr i Malaysias ældgamle regnskov
Der skal nok komme mere om disse oplevelser på bloggen. Skriv dig gerne på vores nyhedsbrev, så du får opdateringer om nye blogposts, nye eventyr og alt det andet der rør sig i vores rejseliv.
Vi har tidligere brugt Kuala Lumper som hub til også at komme over og og få nogle fantastiske oplevelser på Borneo.
Indenrigsflyvninger i Malaysia og resten af Sydøstasien er virkelig billige og du kan komme rundt og opleve meget for få penge.
Vi håber at denne rejseguide til Kuala Lumpur med seværdigheder, hoteller og transport kan hjælpe dig med at få en fantastisk tid i Malaysias hovedstad.
Hvis du har spørgsmål til Kuala Lumpur, Malaysia eller blot finder denne post hjælpsom, så skriv endelig en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.
Del gerne denne post på din:
Find flere posts om magiske Malaysia her:
Rejsebudget for vores rejse til Malaysia
Hvad koster en rejse til Malaysia? Det vil vi forsøge et give dig et indblik i her. Økonomi og struktur er super vigtig for os
Taman Negara Nationalpark – på eventyr i Malaysias ældgamle regnskov
Vi tager dig her med på eventyr i en af verdens ældste regnskove. Efter at have suget de mange oplevelser og indtryk til os som
Flodsafari på Borneo: I tæt regnskov og med fantastisk dyreliv
Efter et fantastisk besøg på Orangutang Sepilok Rehabitet Center, er vi klar til at komme videre på vores eventyr på Borneo – vi skal nemlig