Rejse til Yucatan: 10 fascinerende Maya pyramider i Mexico

Når rejsen går til Yucatan halvøen i Mexico, må du ikke springe den spændende og kulturelle del over, nemlig at besøge nogle af de flotte Maya pyramider der er at finde i denne del af landet.

For Yucatan halvøen i Mexico er ikke bare en feriedestination – det er en portal til en forsvunden verden, hvor Mayafolket skabte imponerende resultater inden for arkitektur, kunst, matematik, astronomi og hieroglyfisk skrift.

Alene på Yucatan findes over 2000 maya zoner og 80 Maya pyramider.

Vi er helt fortryllet af Mayaernes historie og livsværk og derfor synes vi selvfølgelig at du skal have en liste over de 10 mest spændende Maya pyramider, som du kan finde på Yucatan halvøen.

En af de 5 puuc ruiner - Maya pyramiden Sayil
Sayil - en af de berømte Puuc ruiner mayaerne byggede

De 10 flotte Maya pyramider i Mexico du bør se…

Det er de færreste der tager 10 Maya pyramider på en rejse til Mexico.

På vores sidste rejse rundt på Yucatan halvøen besøgte vi fem af dem som du kan finde på listen, men vi er også meget interesseret i Mayaerne og deres historie.

Alt lige fra deres ritualer, deres skrifttegn og til beliggenhed har haft stor betydning for dem.

At vandre gennem frodige jungler og opdage skjulte maya pyramider og templer er som at blive smidt ind i en Indiana Jones film. Vi finder det fantastisk!

Men kig listen igennem og se hvilke Maya pyramider der kunne være interessant for din rejse.

Pyramiderne er listet så de starter fra Cancun og følger uret rundt på Yucatan halvøen. 

(reklamelink)

DiscoverCars.com

Kom med på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Vi skal gøre opmærksom på at posten indeholder reklamelinks til Get Your Guide og er markeret med *

1. Tulum ruinerne – pyramider i Mexico med bedste udsigt

Tulum er ikke kun en berømt feriedestination syd for Cancun. Det er også her du finder de smukkest-beliggende Maya-byer på Yucatan.

Tulum ruinerne ligger nemlig på de flotte hvide dramatiske klipper med en udsigt over det turkiseblå Caribiske hav.

Den mest ikoniske struktur er pyramiden på klippetoppen. Kig også ind i Freskotemplet for at se originale Maya-fresker, der skildrer Maya-guderne for de dødes og de levendes verden.

Tulum har aldrig været en stor by, så der er ikke mange pyramider at falde i svime over, men det gør ikke historien eller stedet mindre fascinerende.

Tulum ruiner

Fakta:

Pris: Da vi sidst var forbi ruinerne i 2021 kostede det kun 80 pesos per person. I dag (2023) kan vi læse at det koster 90 pesos pr person + 58 pesos pr person for et Tulum National Park CONAP armbånd som er obligatorisk for at besøge ruinerne. 

Fakta: Tulum var en af de sidste byer der blev bygget og beboet af mayaerne og opnåede sin storhedstid mellem det 1. og 15. århundrede. Byen havde max 1600 indbyggere hvilket indikerer at det mere var et center for religion og handel.  

Tip: Tulum ruinerne ligger på Yucatans mest besøgte Riviera Maya strækning og der kommer derfor mange turister – hver dag. Prøv evt. at komme om morgenen inden turbusserne kommer fra Cancun og Playa del Carmen.
Og husk vand, solbriller og kasket – vejret på Yucatan er som regel varmt og med meget lidt skygge, er det næsten livsnødvendigt.

Hvordan kommer du dertil: Med lejebilen…(det koster at parkere – i 2021 kostede det 100 pesos)  Hvis ikke du har lejebil, men bor i Tulum, så kan du leje nogle cykler og tag en cykeltur på 6-10 km i det gode vejr. Eller evt. tage en collectivo eller en Uber.
Hvis du bor i Cancun eller Playa del Carmen, kan du tage et kig på disse ture.*

(reklamelink)

2. Coba – et enormt centralt handelcenter

På strækningen midt imellem Tulum og Valladolid finder du den engang så blomstrende Mayaby, Coba.

Med omkring 50.000 indbyggere (og muligvis mange flere på sit højeste) var Coba knudepunkt for en række handelsruter der gik af gamle hvide kalkstensveje igennem Yucatan halvøen. Over 50 er fundet, hvoraf 16 af dem er åben for turister.

Cobas bebyggede område strækker sig over omkring 80 km2. Men du kan kun se en lille procentdel af det, men det er stadig meget.

På en omkring 6 kilometer lang strækning gennem den tropiske skov, kommer du forbi pyramider, templer, boligområder og en boldbane. Intet er restaureret, som ses andre populære steder, som f.eks Chichen Itza og Uxmal og det giver bestemt en rå charme og autensitet til stedet.

I Coba finder du også en af de højeste Maya pyramider på Yucatan halvøen – den 42 meter høje Nohoch Mul pyramide. Den er kun overgået af ”Structure 2” i Calakmul, som kommer længere nede på listen.

Hele området er så stort at der lejes cykler ud eller det er muligt at hyre en cykeltaxier til at transportere dig rundt til de vigtigste pyramider på stedet.

Coba ruiner - Mayernes store centrum
Maya pyramider i Mexico - Coba

Fakta:

Pris: Da vi var der i 2021 kostede det 80 pesos pr person. I 2023 kan jeg læse at det koster 100 pesos pr person.

Fakta: Coba er en af de ældste præ-spanske byer i Yucatan. Coba var en stormagt i Maya-imperiet fra omkring 50 f.v.t til år 600 e.v.t. Da de mere moderne maya-byer som Chichen Itza og Uxmal kom til, førte det til Cobas tilbagegang, men de sidste forlod først stedet i slutningen af 1600-tallet.

Til info, så har det været muligt at bestige den høje pyramide, men ikke så sent som i 2022. 

Tip: Stedet er beliggende imellem to søer, så det kan være en god idé at medbringe myggespray og solcreme.

Hvordan kommer du dertil: Det bedste er selvfølgelig med lejebil, men der er mange ture til Coba fra både Valladolid, Tulum og andre kystbyer.

De fleste heldagsture fra Cancun (som denne tur*) eller fra Playa del Carmen (som denne højt vurderede tur*) kombinerer Coba med et besøg i Tulum Maya-ruinerne og en svømmetur i en cenote.

(reklamelink)

3. Muyil – lille sted med sjæl

Muyil som er placeret ca. 25 kilometer syd for Tulum i Sian Ka´an biosfæren var et af de tidligste og længst beboede Maya-steder på den østlige kyst af Yucatan-halvøen.

Selve komplexet er relativt lille. Mange går blot igennem for at komme ned til bådturen i Sian Ka´an lagunen.

Muyil var stratetisk placeret langs en handelsrute fra Caribien, som engang var tilgængelig via lagunen. De mest almindeligt handlede varer var jade, chokolade, honning, salt og meget andet.

Det menes, at Muyil havde stærke bånd til både Chichen Itza og Cobas centrum, som begge ligger nord for Muyil.

Myjil ruiner på Yucatan
Muyil ruiner Yucatan

Fakta:

Pris: 80 pesos per person + 50 pesos per pesos, hvis du ønsker at gå af træstien ned til lagunen.
(Hvis du ønsker en bådtur i naturreservatet koster denne 1000 pesos per person!) (2022)

Fakta: Artefakter der er fundet her kan dateres tilbage til 350 år f.v.t. til så sent som 1200-1500 e.v.t.

Tip: Muyil er et relativt lille sted, men hvis du ønsker en tur i Sian Kaan reservatet, så anbefaler vi vand og solcreme.

Hvordan kommer du dertil: Med egen bil ligger det blot 25 km syd for Tulum og nemt at komme til. Det er selvfølgelig også muligt at besøge med en dagstur.

(reklamelink)

4. Chacchoben – mystikken lever endnu

Kun 170 km syd for Tulum og 50 km nord for Bacalar finder du de lidt mindre besøgte Chacchoben pyramider.

Et fint sted at besøge og som også giver dig et indblik på hvordan naturen kan snige sig ind på ruinerne.

Selvom stedet ikke er det største, så har det alligevel rigtig meget charme og med beliggenhed i lidt jungle er det et fint sted også at fordybe sig i dyrelivet.

Vi blev selv fortryllet af en gruppe edderkoppe-aber der svingede og legede i træerne.

Et af stedets mest unikke træk er de kvadratiske pyramider med runde hjørner, som er en af de fem klassificeret Maya-arkitekturstile.

Smukke Chacchobben ruiner

Fakta:

Pris: 70 pesos per person (+ parkering 50 pesos) (2022)

Fakta: Ruinerne blev officielt opdaget for kun 50 år siden. En amerikansk arkæolog, fløj over området med helikopter og bemærkede adskillige bakker i det flade landskab. Han indså, at pyramider lå under disse bakker, som var naturligt begravet over en periode på 2000 år.

Tip: Hvis du kan være der inden kl 10, så har du næsten stedet for dig selv. Pyramiderne er et kendt sted for turistbusser fra Cancun, Playa del Carmen og Tulum og de rykker ind ved 11-tiden.

Hvordan kommer du dertil: Hvis du er på kør selv ferie på Yucatan halvøen og skal ned forbi Bacalar, så er det fint at køre forbi. Ikke nogen stor omvej.

Hvis du er uden bil, kan du tage en dagstur fra Cancun, Playa del Carmen eller Tulum. Du kan finde turene her.*

5. Calakmul – Mayaernes magtfulde centrum

Maya-civilisations vigtigste sted er Calakmul. Det er et af de største kendte Maya-steder og det ligger dybt inde i junglen som Mexico og Guatemala deler på den sydlige Yucatan halvø.

Calakmul komplexet er kæmpestort og det er muligt at komme op på mange af pyramiderne, deriblandt den højeste Mayapyramide på 45 meter. Derfra kan du få en fantastisk udsigt over jungle, jungle og mere jungle.

I sin storhedstid anslås det at Calakmul havde en befolkning på over 50.000 og var et stort magtcentrum som regerede og bekrigede andre Maya civilisationer.

Og med kun omkring 80 km jungle imellem var specielt Tikal i Guatemala et kongerige som de lå i krig med ofte.

Den over 7000 km2 store Calakmul biosfære er hjemsted for den største koncentration af jaguarer, som lyder på over 500 individer. Du skal dog være yderst heldig at se én.

Desværre var vi ikke så heldige… men vi så en masse andre dyr.

Calakmul - største Maya pyramider i Mexico
Maya pyramider i Mexico - Calakmul

Fakta:

Pris: Der er to priser du skal være opmærksom på.
For at komme ind i nationalparken koster det 165 pesos pr person (2022)
Derefter betaler du for at komme ind til Calakmul pyramiderne, det koster 85 pesos pr pesos (2022)
Note: Gratis for Mexikanere på søndage.

Fakta: Bygget i omkring 500 år f.v.t og først forladt da Tikal folket i år 1000 e.v.t. erobrede byen.
Pyramide komplekset ligger langt fra turistområderne og du kan næsten have stedet for dig selv. Det er så stort at folk har faret vild derinde og derfor er noget af komplekset lukket af hvis ikke du har guide med.
Vi kom desværre lidt sent på dagen i egen bil, så der var ingen guider til rådighed. Og alligevel brugte vi 3 timer derinde.

Tip: Det skulle det være muligt at se til Tikal pyramiderne i Guatemala, vi havde dog en god flot dag, men kunne ikke se dertil – så husk evt. en kikkert. Og husk rigelig med vand til når du har besteget de mange pyramider.

Hvordan kommer du dertil: Der er håbløst langt ind til Calakmul pyramiderne. Nærmeste by er Xpujil som ligger 120 km derfra og det tager ca. 2½ time at køre derfra helt ind til pyramiderne. Og det er kun én vej – så skal du samme vej tilbage.

De fleste endagsture er ud fra Campeche, da der vil være alt for langt fra Riviera Maya kysten. 

(reklamelink)

6. Palenque – pyramider i junglen

Vi laver en afstikker væk fra ”ringvejen” rundt om Yucatan halvøen og finder de første Maya pyramider dybt inde i junglen tæt på byen, Palenque.

I over 1000 år blev de historiske pyramider slugt af den tætte jungle og først i midten af 1700-tallet blev nogle af ruinerne fundet og udgravningerne startede.

Palenque er et fint medium størrelse kompleks med nogle af de flotteste pyramider og ruiner at finde. Det er også muligt at komme ind til et gravkammer i en af pyramiderne.

Du kan gå på opdagelse i og på de fine ruiner og fra de mange hieroglyffer som er fundet på stedet har det været muligt at få en stor forståelse for Maya folket som har levet på stedet.

Jungle maya pyramider - Palenque ruiner
Palenque pyramider i Mexico

Fakta:

Pris: Der er to priser du skal være opmærksom på. (2023)
For at komme ind i nationalparken koster 105 pesos pr person.
Derefter betaler du for at komme ind til Palenque pyramiderne, det koster 90 pesos pr pesos.
Note: Gratis for Mexikanere på søndage.

Fakta: Palenque havde sin tid fra omkring 230 f.v.t. til 800 e.v.t. og det siges at over 90% af Palenque komplekset stadig ligger begravet i den dybe jungle.

Palenque pyramiderne kom på UNESCOs Verdensarvliste i 1987.

Tip: Da pyramiderne ligger inde i junglen er der rigelig med skygge, men husk altid vand og gode sko/sandaler.

Hvordan kommer du dertil: Vi har besøgt Palenque to gange og på to forskellige måder. Den ene vil vi bestemt ikke anbefale!

Den første er den rareste. Tag et par overnatninger i Palenque til at opleve pyramiderne og de omkringliggende vandfald. Du kan enten tage med de komfortable ADO busser til byen eller tag med fly til Villahermosa og derfra tag en 2 timers bustur til Palenque.

Den anden mulighed vil vi ikke anbefale. Vi tog en dagstur fra San Cristobal for at opleve Palenque ruinerne og vandfald. Det var en MEGET lang dag og køreturen (specielt tilbage) i mørke på mexikanske bjergsider var absolut ikke vores favorit. Men du kan finde samme tur her* – hvis du har nerver til den.

(reklamelink)

7. Edzna – en overset perle

Vi kommer ned på ”ringruten” igen og kører op mod Campeche, som ligger på den vestlige kyst af Yucatan.

Edzna er et flot Maya arkæologisk sted omkring 45 minutters kørsel sydøst for byen, Campeche og husede i sin stohedstid omkring 25.000 mennesker.

Men de er i dag alle væk, faktisk havde vi næsten stedet helt for os selv – selvfølgelig inden der rykkede en turbus ind.

Det flotte og bemærkelsesværdige hovedtempel der står i fem etager med vinduer og er over 40 meter højt.

Edzná blev opdaget i 1907, men de første organiserede udgravninger startede i 1958 og stedet har været åben for besøgende siden 1970’erne.

Rejse til Yucatan - Edzna
Maya pyramider i Mexico - Edzna ruiner

Fakta:

Pris: 85 pesos pr person – parkering gratis (2022)

Fakta:
Edzna kan have været beboet allerede i år 600 f.v.t., men det var først ca. 800 år senere at den udviklede sig til en storby. Og den blev forladt omkring 1500-tallet.

Tip: Ankom så tidligt som muligt og du vil have pyramiderne for dig selv. Der er ikke meget skygge, så husk vand, solcreme og hat.

Hvordan kommer du dertil: Med lejebilen er det nemt – 45 minutter fra Campeche. Hvis ikke du har lejebil, så er colectivo-busser meget hyppige i Mexico, så disse kan også tages.

Ellers kan turen nedenfor tages fra Merida og så får du også et lille besøg i den hyggelig by, Campeche.

(reklamelink)

8. Puuc ruinerne, 5-i-1 pyramider i Mexico

Nord for Campeche og kun 85 km syd for Merida finder du Puuc ruten.

Det er en rute der strækker sig af 60 km og kan køres på en times tid, hvis du ikke skal besøge nogen af de 5 pyramider der ligger på strækningen. Men altså, det skal man jo selvfølgelig.

Puuc ruten indeholder 5 specielle pyramider, hvoraf Uxmal og Kabah er de mest kendte. De er flotte, restaureret og meget turistede.

Derudover så er Labna og Sayil også et besøg værd, mens Xlapak måske ikke er så interessant. Disse steder er forholdsvis små, men ved Labna og Sayil finder du flotte bygninger og imponerede udskæringer.
Disse steder er der næsten ingen turister og indgangen er billig.

Selve Puuc, kommer af det Mayanske ord for bakke, for selv om Yucatan er relativt faldt, så er der en smule kuperet i dette område – deraf navnet. Og selve bygge stilen er også udnævnt som Puuc-stilen, som man også kan finde i Edzna.

Det er også muligt at gå af den originale sti som mayerne også brugte i sin tid, som forbinder de 5 arkæologiske steder.

Vi har her skrevet en guide til de 5 Puuc pyramider – så du får set dem på den bedste måde.

Labna - pyramider på Puuc ruten

9. Chichen Itza – den mest populære pyramide i Mexico

Vi er nu kommet hele vejen rundt og er nu landet i Valladolid. Her kun omkring 40 km vest for byen, finder du den mest berømte af alle pyramider i Mexico – nemlig El Castillo i Chichen Itza.

Chichen Itza begyndte at komme til som nogle af de sidste Maya pyramider i år 600 e.v.t. Byen erobrerede mange af de andre store mayabyer, som f.eks. Coba og voksede sig til et større magtcentrum med over 40.000 maya-folk.

Det siges at den kan have haft den mest forskelligartede befolkning i Maya-verdenen. En faktor der kan have indflydelse på de mange forskellige arkitektoniske stilarter der er fundet på stedet.

Vi har besøgt Chichen Itza mindst 5 gange og alle gange er lige fascinerende. Dog er det trist at se at det hele skal være så fin og poleret. Ligesom vi også så i Uxmal.

Pyramiderne og ruinerne er over 2000 år gamle, vi synes godt at man må kunne se at naturen har haft sit indgreb. I stedet, så er hele pladsen ryddet for jungle.

Smukke Chichen Itza

Fakta:

Pris: Det er den dyreste af alle pyramider i Mexico! 614 pesos pr person. Fredag og lørdag er prisen ca. 15% dyrere. Og søndag er den ca. 25% billigere, mens alle mexikanere kommer gratis ind. (2023)

Fakta: Chichen Itzas blomstrede i over 1000 år og blev forladt omkring det 1500 århundrede.
Ruinerne blev fundet i junglen i 1800-tallet.

Chichén Itzá blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste i 1988.

Tip: Ved godt det er billigt at komme ind om søndagen, men da mexikanerne kan komme ind gratis, vil der være rigtig mange mennesker.
Husk godt med vand, den mexikanske sol er bagende og det er ikke muligt at købe andet end souvenirs når du er indenfor.

Hvordan kommer du dertil: Der er flere muligheder til hvordan du kan komme til Chichen Itza. Du kan både starte lejebilen og selv køre dertil. Bare vær obs på dyr parkering. 

Hvis ikke du har lejebil, så er der flere ture både fra Valladolid, Cancun og Tulum som kan tage dig med ud til de populæreste pyramider i Mexico.

(reklamelink)

10. Ek Balam – pyramiden med den imponerende udsmykning

Kun 25 km nord for Valladolid ligger de mindre kendte, men næsten mere imponerende arkæologiske Ek Balam pyramider

Det er ikke ligeså stort som Chichen Itza, men har noget af det mest imponerende udsmykning som vi har set på alle pyramider i Mexico.

Den mest fascinerende bygning er ”El Trono” – som også er den højeste pyramide på stedet. Omkring midten kan du stå ud på platforme der mest af alt ligner et par monster tænder.

På Mayasprog betyder Ek Balam ”mørke jaguar”, så mon ikke de tænder indikere en jaguar-mund. Bagved findes graven for en betydningsfuld hersker.

I Ek Balam er det også muligt at finde den specielle byggestil, hvor der blev bygget ovale fine bygninger, ligesom vi så i Coba og Uxmal.

Smukke pyramider i Mexico - Ek Balam
Udsigt over Ek Balam - pyramider i Mexico

Fakta:

Pris: Endnu en gang er det to priser der betales. En pris for indgangen og en anden til Yucatan regeringen.  85 pesos + 409 pesos per person (2022)

Fakta: Det siges at 18.000 mayaer har haft sin gang i Ek Balam siden år 300 f.v.t. og helt frem til spanierne ankomst.

Tip: Det er muligt at bestige mange af de gamle konstuktioner, så vi anbefaler gode sko/sandaler – og vand.

Hvordan kommer du dertil: Hvis du opholder dig i Valladolid, så er det bedst at have en lejebil, så du selv kan tage turen i dit eget tempo. Men igen, hvis du opholder dig i Cancun, Playa del Carmen eller Tulum uden bil, så er der en masse ture at vælge imellem.

(reklamelink)

General info om besøg til pyramiderne i Mexico

  • Vær forberedt på at ved mange af indgangene, skal du betale et gebyr for at medbringe kameraer (ikke telefoner.) Og tripods og droner er slet ikke tilladte.
  • Der vil være små og mellemstore trappepyramider at bestige flere af stederne, så det er godt at have gode sko/sandaler på.
  • Flere af ovenstående pyramider ligger uden skygge eller meget lidt skygge, og det er varmt i Mexico, så medbring kasket/hat/solskærm, vifte, solbriller – det er bare rarest.
  • Og husk også solcreme og vand – masser af vand, for det er ikke muligt at købe noget, når først du er kommet indenfor.
Mayernes boldspil ved maya pyramider Mexico
Mayaernes populære boldspil-bane ved Uxmal

Mayaerne i Mexico

Maya-civilisationen siges at have eksisteret fra ca. 2000 f.v.t. op til det 16. århundrede, hvor Spanierne amkom.

Mayaerne besatte en stor del af den nordvestlige del af Mellemamerika. Fra Chiapas regionen og Yucatan halvøen i Mexico – ind i Guatemala, gennem Honduras, Belize og El Salvador og ned til Nicaragua.

Byer som Tikal i Guatemala og Palenque i Mexico skiller sig ud med imponerende templer og pyramider hvor mange strukturer og bygninger blev bygget i et samlet kompleks.

Mayaerne udviklede et komplekst hieroglyfisk skriftsystem, som kun de rige og magtfulde kunne læse. 
Derudover har de også bidraget væsentligt til den matematik og astronomi vi kender i dag med avancerede kalendersystemer.

Mayaerne havde forskellige guder, der skulle tilbedes ved gode og dårlige tider og de praktiserede menneskeofringer som en del af deres religion.

Mere end 6 millioner Maya-efterkommere lever stadig i Mellemamerika og flere versioner af Maya-sproget bliver stadig talt af landlige indbyggere i Mexico, Guatemala og Belize.

Mayaernes pyramider i Mexico
Mayaernes byggestil og aftegninger

Vi håber at vores liste over mayaernes pyramider i Mexico giver dig lyst til at besøge nogle af disse smukke og historiske steder.
Hvis du har spørgsmål omkring nogle af pyramiderne, Mexico generelt eller bare synes at denne post var nyttig og brugbar, så skriv os en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.

Del gerne denne post på din:

Find mere om skønne Mexico her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *