Vores rejse på Sumatra i Indonesien med orangutanger, jungletrek og vulkaner

I foråret 2024 tager vi endnu engang ud på en helt eventyrlig rejse. Denne gang er vi stukket af fra vores workation i Malaysia og er taget til Sumatra i Indonesien.

Vi har store forhåbninger om hvad Sumatra vil byde os, men højst står oplevelsen om at se vores orange skovfætre – nemlig orangutangerne.

Derudover så har vi også fået planlagt andre store oplevelser, såsom at bestige vulkanen Sibayak og komme tilbage til junglen. Anden gang bliver dog helt derude hvor meget få turister kommer.

Lad os tage dig med på vores 10 dages rejse til Sumatra i Indonesien som blev meget mere, end vi overhovedet havde drømt om.

Med jungletaxi på Sumatra Indonesien
Med "jungletaxi" gennem junglen på Sumatra

Men hvor ligger Sumatra i Indonesien

Lad os lige introducere Sumatra ordentligt.

Indonesien kender vi alle – eller i hvert fald, kender vi alle den populære turistø, Bali.

Bali er kun en ud af Indonesiens 17.000 øer – jeps, det er skrevet rigtig – 17.000 øer.

Ud af disse 17.000 øer, der er Sumatra den største og nordligste i Indonesien. Den ligger så nordligt at det er kortere at flyve fra Malaysia til Sumatra end fra f.eks Bali.

Og så er den faktisk også verdens 6. største ø.

Hvor ligger Sumatra i Indonesien

Vi starter vores eventyrlige rejse i Medan

Som nævnt så er vi stukket af fra vores arbejdsferie i Malaysia, for at holde rigtig ferie på Sumatra. Eller det vil sige vi tager lige et ophold i Medan, for at afslutte vores projekter.

Vi ankommer til Medans lufthavn en mørk aften og finder vores Grab, der skal køre os til vores hotel.

Desværre er der omkring 45 min til en times kørsel fra lufthavnen og ind til byen.

Vores første møde med Medan blev en lidt hæsblæsende oplevelse, da vores chauffør, en lidt ældre herre, havde svært ved at holde sig vågen.

Kenneth forsøgte at starte en samtale, men mandens engelske var næsten ikke eksisterende og vi må indrømme, at det samme var vores indonesiske.

Dog forstod han ordet radio. Han fik tunet sig ind på en amerikansk country-station og inden vi vidste af det, sad vi og skrålede med på John Denver-sange og ”Country Roads” for åbne vinduer og fuld udblæsning for at holde vores chauffør vågen.

Vi landede på vores hotel lidt blæste og med en summende hovedpine.

Her boede vi: Four Point Sheraton (reklamelink)

Medan udsigt
Udsigt over Medan fra værelse

Fra Medan videre til større oplevelser

Efter et par stille dage i Medan tjekkede vi ud og glædede os til at komme ud på næste store eventyr.

Vi havde en hotelreservation i den hyggelige landsby, Bukit Lawang, men vi havde ingen planer om hvordan vi kom dertil.

Vi havde fået et “tilbud” fra vores jungletur-arrangør på 700.000 IDR, men vi synes det var for dyrt.

Rundt i Malaysia havde vi brugt taxi-app´en, Grab (Asiens Uber) en del og havde læst at den også var udbredt på Sumatra, så vi tog chancen.

Og den gav heldigvis pote.

Det tog dog godt nok et lille stykke tid før der blev en bil accepteret, men det lykkedes og vi tog turen ud af Medan mod Bukit Lawang i en Grab.

Der var en tydelige forskelle at se i trafikken – fra pæne regelrette Malaysia til det mere fattige og kaotiske Indonesien. I hvert fald på Sumatra. Selvom der kun er en times flyvning imellem dem.

Da vi kom ud af Medans trafikkaos, som i øvrigt tog omkring en time, så kom vi ud i de små lokale samfund, hvor børn løb og legede med pinde og hvor vasketøjet lå kreativt til tørre over buske og småtræer.

Det tog omkring 3 timer før vi ankom til Bukit Lawang. Hvad vi dog ikke vidste var, at det ikke er muligt at køre til den del af landsbyen, hvor hotellerne lå.

Så vores jungletur-arrangør kom og hentede os – eller hentede vores kufferter og så gik vi sammen med en guide imellem landsbyen til vores hotel.

Det var god service. Vi havde kun arrangeret vores jungletur med dem, ikke andet.

Hotel vi boede på i Bukit Lawang: Hotel Orangutan (reklamelink)

Ankomst til Bukit Lawang
De sørgede for at vores kufferter kom frem til hotellet
Udsigt over Bukit Lawang
Udsigt fra vores værelse i Bukit Lawang

I søgen efter orangutanger på Sumatra i Indonesien

Inden vi tjekkede helt ind på vores hotel havde vi lige en kort briefing med guiden fra vores jungletur-arrangør omkring turen.

Og efter en god nats søvn og et par pakkede trek-tasker var vi klar til at indtage junglen.

Vi havde arrangeret en 3 dage/2 nætters tur i junglen med alt hvad det indebar af fantastisk dyreliv, udfordrende terræn og ulækre toiletforhold.

Okay, det sidste vidste vi ikke helt hvordan det forgik, men lad os bare sige det var en klam fornøjelse.

Men det er alt sammen glemt, når man får oplevelser og eventyr for alle pengene.

Vi kæmpede os igennem junglen – dog måtte vi skilles et par timer på anden-dagen, men oplevelserne var fantastiske.

Du kan læse meget mere om vores jungletur og hvordan du selv kan få en lignende oplevelse i vores blogpost: Vi finder orangutanger nær Bukit Lawang på Sumatra i Indonesien

Sumatra orangutanger

Ud på vilde vulkaner på Sumatra, Indonesien

Vores eventyr fortsætter og fra vores hotel, kunne vi bestille en shuttle som tog os videre.

Så efter et lækkert bad og en skøn nats søvn i en semi-blød seng, startede vi rejsen til næste destination på Sumatra.

Vi skulle nemlig en tur til byen, Berastagi, som vi ramte efter 4 timer og et kæmpe regnskyl.

Berastagi var dog ikke noget specielt. Men vi var der heldigvis ikke for byen, men for at opleve de nærtliggende vulkaner.

Der ligger nemlig to imponerende vulkaner nær Berastagi. De er begge aktive, dog på hver deres måde.

Mens vulkanen Sinabung er forbudt område fordi den er uberegnelig i dens udbrud, så er vulkanen Sibayak, den vi er her for.

Vi bestiger Sibayak en tidlig morgen og heldigvis er bestigningen ikke lige så hård som Acatenango vulkanen i Guatemala.

På vores tur op mod toppen finder vi små boblende pytter og dampe stiger op fra jorden. Det er lidt foruroligende at vi faktisk vandrer på en aktiv vulkan, men også virkelig fascinerende.

Fra toppen af den over 2000 meter høje vulkan bliver vi belønnet med en uovertruffen solopgang.

Efter at have oplevet et spektakulært farvespil over det omkringliggende landskab og Sinabung vulkanen, som vi kan se i horisonten, er det tid til at komme ned igen.

Læs mere her -> Vi bestiger Sibayak vulkanen – en aktiv vulkan på Sumatra i Indonesien 

Her boede vi i Berastagi: Kaesa Homestay (reklamelink)

Fantastisk oplevelse på Sumatra Indonesien
Helt utrolige udsigter!

En tur i hot springs på Sumatra, Indonesien

Vores vulkantur inkluderede også en tur i et af de mange hot springs, som er i nærheden.

Dette synes vi dog ikke var det lækreste.

I udkanten af en lille by imellem vulkanen og Berastagi havde de udnyttet den geotermiske aktivitet og havde bygget en anstalt med forskellige pools.

Der var ingen natur omkring – kun et par kedelige hvide pools.

Derudover så var vi vidne til at en mand sad på en af kanterne og indtog sin mad – fedtet risblanding med sine fingre. Kan du gætte hvor han ”skyllede” dem?

Og i en anden pool stod der en far med sin søn på måske 4-5 år. De stod og fik sig et ”bad” – der blev skrubbet godt igennem diverse steder.

Dette synes vi ikke var super lækkert – og vi nåede derfor kun at være der i en halv time.

Hot Spring ved Berastagi
Hot Spring anstalten

Fra vulkan og geotermisk aktivitet dykker vi ned i junglen igen

Vores næste eventyr blev et af de mest autentiske vi nogensinde har prøvet.

Vi havde fundet et sted på nettet, som vi fik arrangeret en hel tur med.

Så de kom og hentede os fra vores homestay i Berastagi og fragtede os ind i junglen via næsten ufarbare grusveje og krydsede et par floder i deres lille sedan-bil.

Vores tanker blev lidt mørke – og tænkte om det var klogt at booke noget der ikke var nogen der havde skrevet om eller nogensinde nævnt om nogen steder.

De to mænd kunne nemt have gjort ubehageligheder ved os og ingen ville nogensinde vide hvad der blev af os.

Men heldigvis blev vores tanker skudt direkte til hjørne og dette eventyr blev en af de bedste fra vores rejse på Sumatra i Indonesien.

Turen fra Berastagi til Simolap tog omkring 5 timer. Med de sidste 1,5 time på bumlende grusvej kun omringet af palmeolieplantager og køer.

Og med et kæmpe buldrende tordenvejr over os, ankom vi til sidst til vores ophold i styrtende regn/tordenvejr.

Jungleeventyr på Sumatra Indonesien
Vores hytte i junglen
Junglen på Sumatra Indonesien
Ude ved dyb dyb jungle

På jagt efter vilde orangutanger på Sumatra i Indonesien

Efter en nat i vores jungle-træhytte har vi endnu engang spændt vores vandresko på fødderne og taget rygsækkene på ryggen, for denne gang skal vi ”rigtigt” ind i junglen.

Med vores gut der hentede os i går begynder vi endnu engang at begive os ind i Gunung Leuser Nationalparken. Men denne gang fra en helt uofficiel side.

Vi er derude hvor meget meget få turister har været. Vi fik fortalt at de i 2023 kun havde haft 10 gæster.

Så vores gut skar vejen igennem junglen med sin machete og vi håbede blot på at vi ikke fik trådt på nogle slanger eller edderkopper på vores færd.

Vi var i den helt vilde del af junglen – og der var kun os og junglen. Ingen andre.

I vores søgen efter de vilde orangutanger – for de var helt vilde i denne del af nationalparken – fandt vi kun afgnavne frugter og voldsomt knækkede grene. Desværre.

Men det skulle ikke ødelægge vores tur. Vi så en masse andet dyreliv, vi kom forbi vandfald og vi sov i en grotte dybt inde i junglen på Sumatra.

Det var magisk.

Dagen efter gik ruten tilbage til vores jungle-træhytte, hvor vi havde efterladt resten af vores ting.

Det kunne have været super lækkert med et bad da vi vi kom tilbage til hytten, men der var hverken et bad eller sæbe på stedet.

Hvis du er nysgerrig på denne tur, så deler vi alle oplevelser og hvor vi bookede turen i vores post: Et vildt eventyr dybt i Sumatras jungle i søgen efter vilde orangutanger

Søger efter orangutanger på Sumatra Indonesien
Vi sover i grotte på Sumatra Indonesien

Fra fantastiske oplevelser på Sumatra til workcation i Malaysia

Vores feriedage i Indonesien var kommet til en ende og efter at være vågnet i træhytten til brølende gibbonaber, var tiden inde til at blive kørt til lufthavnen i Medan.

Men du kan nok forestille dig, hvor dårlig samvittighed vi havde over for de mennesker der kom tæt på os, på vores rejse tilbage til Malaysia.

Direkte fra junglen, uden et bad og uden at kunne vaske os med sæbe, syntes vi selv vi var to lugtende gnuer, der satte os op i et fly.

Men vi forlod Indonesien med fyldte SD-kort i kameraet, store oplevelser i ærindringen og et kæmpe smil på læben.

Sikke et eventyr Sumatra havde leveret!

Fantastiske oplevelser på Sumatra Indonesien

Kom med på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Vi håber at denne rejsebeskrivelse af vores rundrejse på Sumatra i Indonesien kan hjælpe dig med at få en fantastisk rejse på Indonesiens største ø.
Hvis du har spørgsmål til turene, Sumatra eller blot finder denne post hjælpsom, så skriv endelig en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.

Del gerne denne post på din:

Find flere posts om fantastiske Indonesien her:

2 Responses

  1. Tak for at dele jeres fantastiske rejseoplevelser med os 🤩. Ud fra jeres billeder og beskrivelser ligner det helt klart en destination, jeg skal besøge. Jeg er imponeret over det forberedende arbejde, I har lagt i turen.
    Hilsen Rie

    1. Hej Rie
      Åh, tusind tak for din virkelig søde besked – og tak for at komme forbi vores rejseblog.
      Vi kan kun på det varmeste anbefale en rejse til Sumatra – det er virkelig et eventyr. Og et vildt dyreliv -og fugleliv 😉
      At sammensætte de rundrejser vi tager på kræver en del forberedelse, men jeg elsker det… som “gammel” rejsekonsulent, så er det bare blevet en del af mig 🙂
      Men sig endelig til hvis du behøver hjælp med noget 😉
      Rejsehilsner fra
      Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *