Vores miniguide til Rio de Janeiro, Brasilien – seværdigheder, hoteller og tips

Vi er i RIIIIOOOO!!

Det var den besked jeg skrev til min søster, da vi landede i karnevalernes hovedstad – Rio de Janeiro i Brasilien.

Måske lidt overstadigt, men det var den følelse jeg havde. Rio de Janeiro i Brasilien havde længe stået på Kenneths og min liste over storbyer der skulle opleves.

Så jeg var virkelig ekstatisk da vi endelig, i august 2024, landede i byen.

Ud af vores 6 uger i Brasilien tilbragte vi en hel uge i byen. Så vi både kunne få klaret lidt arbejde, men også havde tid til at opleve en masse af Rio de Janeiros seværdigheder.

Vi har her lavet en lille rejseguide til dig, med hvor vi fandt os bedst tilrette, hvilke oplevelser du kan se og hvad vi generelt synes om byen som førstegangsbesøgende.

Men vi kan kun sige: Rio de Janeiro er ikke bare en destination – det er en by, der sætter et stort aftryk.

Udsigt over Rio de Janeiro Brasilien
©️Rejsekompasset

Hvad kan Rio de Janeiro i Brasilien tilbyde?

Rio de Janeiro ligger på Brasiliens sydøstlige kyst og er landets næststørste by efter Sao Paulo.

Lige som Cape Town i Sydafrika ligger Rio de Janeiro i Brasilien med en super smuk placering mellem havet og bjergene.

Rios kendte vartegn er uden tvivl Kristusstatuen, som våger over byen fra Corcovado-bjerget. Derudover så er de ikoniske strande Copacabana og Ipanema et besøg værd. Her samles både de lokale og turister for at nyde solen, atmosfæren og det pulserende strandliv.

Byen er også kendt for Sukkertoppen, hvor du fra toppen får en spektakulær udsigt over hele Rio.

Men Rio er også en by med en dyb historie, der strækker sig tilbage til det 16. århundrede, hvor portugisiske kolonister grundlagde byen. Som vi sagtens kunne se lidt arv fra, på vores tur igennem byen.

Med sin blanding af fantastisk natur, interessant kultur og en skøn befolkning er Rio absolut en by, vi vil anbefale.

Udsigt ud over Copacabana
Udsigten fra vores lejlighed (du kan finde linket længere nede)

Lidt omkring lufthavne i Rio de Janeiro, Brasilien

Der er to lufthavne i Rio du bør kende, hvis du ønsker at rejse rundt i Brasilien.

Der er den store internationale lufthavn – Rio de Janerio Galeão International Airport (GIG). Det er den lufthavn du lander i, hvis du flyver oversøisk til Rio de Janeiro i Brasilien.

Den ligger ca. 24 km nord for Copacabana.

Vi kom ikke selv til Brasilien via Rio de Janerio, da vi tog vores internationale flyvning til Sao Paulo. Så vi kan ikke give info omkring transport til/fra GIG lufthavnen.

Men på vores rundrejse landede vi derimod i Rios anden lufthavn – Santos Dumont Lufthavn (SDU). Det er Rios indenrigslufthavn og betjener destinationer over hele Brasilien. Hvilket var perfekt for os, da vi kom fra vores oplevelser i Pantanal.

SDU lufthavnen ligger meget tættere på byen og vores Uber-tur fra lufthavnen tog også kun 20 min. Det lidt mystiske ved denne lufthavn var at det ikke var muligt at booke en Uber til at hente os ved ankomsthallen.

Istedet skulle vi følge Uber-skiltningen ned til Bossa Nova Shopping Mall (som er knyttet til lufthavnen), hvor der er et dedikeret Uber-venteområde. Men det var kun en kort gå-tur på 5-7 min.

Det blev en Uber-tur på 20 min og kostede 45 DKK.

Vi er her - Rio de Janeiro Brasilien
Vi er her!

Sådan kom vi rundt i Rio

Tror vi er blevet meget bekvemme rejsende.

Vi har læst at der både er metro og busser der kører fint rundt i Rio. Men her er vi også helt ærlige… vi har overhovedet ikke sat os ind i hvor de er, hvad de koster eller hvordan de kører.

For i Rio blev Uber vores ven – ligesom Grab gjorde i Kuala Lumpur.

Vi brugte Uber til alt. Fra lufthavnen til vores lejlighed og til/fra seværdigheder.

Alle vores Uber-ture i Rio blev omkring 300 kr i alt (inkl. turen fra lufthavnen)
Og det kan vi naturligvis godt se er dyrere end at tage bus eller tog, men det er også bare komforten i det – at blive kørt fra dør til dør. Og kan bestille en Uber fra alle gadehjørner, når man ikke gider gå længere.

Det er det, vi er blevet fan af.

Uber-tur i Rio de Janeiro Brasilien

8 fantastiske oplevelser og ikoniske seværdigheder i Rio de Janeiro, Brasilien

I og med at vi havde slået os ned i Rio i en uge, så havde vi rigtig god tid til at suge byen til os. Vi fik set og oplevet en masse – og dog står der stadig ting på vores liste over oplevelser vi skal se.

Men hvis du er førstegangsbesøgende i byen, som vi var, vil vi anbefale at tage et kig på disse seværdigheder:

Bliv overvældet af Kristus statuen

Kristusstatuen er nok en af Rios mest ikoniske seværdigheder og et absolut must, når du besøger byen. Med sine 38 meter (inkl. hans pedestal) står han på toppen af Corcovado-bjerget og kan næsten ses hvor end du befinder dig i Rio.

Det er muligt at tage en god vandretur gennem Tijuca nationalparken for at nå toppen, men bare pas på. Vi har læst og hørt at der er sket lidt overfald på turister på turen.

I stedet tag en naturskøn togtur med en fantastisk udsigt. Togturen tager omkring 20 minutter og kører direkte op af bjerget. Ved endestationen er der lige et par ekstra trapper, men så står han dér – godt nok med ryggen til, men det er kun fordi han står kigger ud over smukke Rio.

En imponerende panoramaudsigt med de lækre strande og det pulserende liv Rio de Janeiro leverer i alle dens forskellige kvarterer.

Vi tog en Uber til Cosmo Velho (bjergtogstationen), hvor vi kunne købe billetter og det var også her togturen startede fra.

Det kostede samlet 97 BRL pp ~ ca. 120 DKK pp (2024)  

Rejsekompasset i Brasilien
Kristus statuen i Rio de Janeiro Brasilien

Udfordre din højdeskræk med en tur til Sukkertoppen

Næst efter Kristusstatuen er Sukkertoppen Rio de Janeiros mest berømte seværdighed.

Det 400 meter høje ikoniske bjerg, giver en spektakulær udsigt over byen, Atlanterhavet og de omkringliggende bjerge.

For at komme op og nyde udsigten tager du kabelbanen. Den tages i to omgange, hvor du på midten lige kan komme ud og få første flotte udsigt af byen.

Besøget på Sukkertoppen er en af de dyrere seværdigheder i Rio. Vi betalte næsten dobbelt så meget som vores besøg ved Kristusstatuen.

Og altså selv om det Sukkertoppen er en seværdighed du bare må opleve i Rio, så synes vi heller ikke at den er mere speciel.

På toppen er der lidt cafeer, butikker og isboder… så det eneste du kan er at købe en is, noget koldt/varmt at drikke og en bid mad – og nyde udsigten.

Det kostede 185 BRL pp ~ ca. 230 DKK med kabelbanen (2024)

Udsigten fra Sukkertoppen i Rio de Janeiro Brasilien
Fantastisk udsigt fra toppen

Hop i bølgen blå på strandene Copacabana og Ipanema

Legendariske strande som er berømte i hele verden.

Mens vi slentrede ned at den ikoniske sort/hvide strandpromenade, kunne vi ikke lade være med at nynne med på Barry Manilow´s ”we´re at the Copa – Copacabana”–sang.

Der er en skøn atmosfære på begge strande. Vi fandt os dog bedst til rette på Copacabana. Her er turister, lokale og gadesælgere, der skaber en konstant strøm af aktivitet og god atmosfære.

Og er helt perfekt til at opleve Rios pulserende strandliv – sæt dig og se på de aktive fodvolley spillere eller bare nyd en caipirinha i sandet.

Og snyd ikke dig selv for en tur i det skønne Atlanterhav.

I havet ved Copacabana
Vil gerne indrømme det var køligt og der var en god understrøm

Et globalt møde på Selaron trappen

Dette er en lidt sjov seværdighed, for trappen blev nok først kendt efter Snoop Dog & Pharrell Willams filmede deres musikvideo ”Beautiful” på den i begyndelsen af 00’erne. I dag er trappen plastret til med turister – nok også takket være de sociale medier.

Trappen er et imponerende kunstnerisk værk som Jorge Selarón startede i 1990 som en hyldest til det brasilianske folk. Han begyndte med at dekorere den slidte trappe foran sit hjem med farverige fliser og det udviklede sig til et livsværk.

Trappen består af 215 trin og den er dækket med mere end 2000 fliser fra over 60 lande, hvilket gør trappen til et globalt kunstværk.

Selaron trappen ligger i et centralt og relativt sikkert område mellem Lapa og Santa Teresa bydelene, som er kendt for sin boheme-stemning og kunstneriske atmosfære.

At besøge trappen er helt gratis (2024) – du skal blot have en Uber dertil.

Selaron trappen
Escadaria Selaron - Brasilien seværdighed

En afslappende gåtur i Botanisk have

Hvis du, som os, godt kan bruge at komme lidt væk fra byens travle gader, så kan vi bestemt anbefale en tur i Jardim Botanico.

Haven blev grundlagt i 1808, strækker sig over 137 hektar og er hjemsted for mere end 6.000 plantearter, inklusive eksotiske tropiske planter.

Du vil i haven møde en blanding af natur og historie med monumenter, huse og statuer.

Men havens mest ikoniske attraktion er de lange rækker af majestætiske høje palmer, som skaber en imponerende allé.

Den botaniske have byder også på et fint orkidéhus, lidt små vandfald og en café, hvor du kan sætte dig og nyde lidt mad og drikke i frodige, grønne omgivelser.

At komme ind i haven kostede 73 BRL pp ~ ca. 90 DKK pp (2024)

Botanisk Have i Rio de Janeiro Brasilien
Besøg i Botanisk Have

Oplev historien på Rios forter

Vi kan godt lide at dykke lidt ned i historien de steder vi kommer – og når jeg nu er gift med en ex-militær mand, så kunne vi ikke misse et besøg på Copacabana Fortet.

Fortet er en historisk og kulturel attraktion beliggende ved den sydlige ende af Copacabana stranden. Det blev opført i 1914 som en forsvarsstruktur for at beskytte byen mod trusler fra havet, så fortet er bygget som en bunker.

Fortet har en spændende historie og spillede en vigtig rolle i brasiliansk militærhistorie, især under revolten i 1922.

Inde i fortet ligger et lille museum som giver et indblik i Brasiliens militære historie med udstillinger af gamle våben, uniformer og andre artefakter. Det er også muligt at komme ovenpå bunken og så komme helt tæt på de kæmpestore kanoner.

Når du er færdig med Brasiliens historie, kan du (stadig indenfor murene) sætte dig ved en af de hyggelige caféer og nyde en kop kaffe eller et måltid, mens du ser ud over Copacabana og det spektakulære Atlanterhav.

Det kostede 20 BRL pp ~ ca. 25 DKK pp at besøge fortet og museet (2024)

Rio de Janeiro Brasilien - Besøg Copacabana fortet
Afslapning i Copacabana fortet

Søndag i Rio = bilfri gader og spændende markeder

Søndage i Rio de Janeiro er helt specielle og fyldt med liv, især omkring byens mest populære områder.

Vi oplevede at Avenida Atlântica, vejen langs Copacabana stranden, blev lukket for biltrafik i den ene retning.

Der var en fantastisk atmosfære langs stranden. Folk slentrede, motionerede eller bare nød søndagen på en mere afslappet måde.

Børn løb og legede, unge hyggede sig på løbehjulene og familier kunne bare nyde en rolig afslappet gåtur.

KL. 18 kunne vi overvære politiet åbne gaden igen med sirene, hvor de stille og rolig kørte forrest og sikrede sig at alle kom væk fra vejen.

Søndage er også markedsdage, så rundt om i Rio er der store gademarkeder sat op.

På vores søndagstur i kvarterene Lapa og Santa Teresa, fik vi forvildet os ind i det store feira livre da glória – marked. Som er et af de traditionelle gademarkeder i Rio de Janeiro.

Alle sanser kom i brug, selvom markedet primært et madmarked, hvor du kan finde et bredt udvalg af frisk frugt, grøntsager, kød og fisk. Så boomede markedet også med farver overalt. De store blomster- og krydderiboder var virkelig en fryd for øjet.

Søndage i Rio er virkelig en oplevelse, der viser byens skønne atmosfære.

På søndagsmarked i Rio de Janeiro Brasilien
Søndagstempo i Rio

Oplev en fortryllende solnedgang på Apoador rock

Imellem Copacabana og Ipanema finder du Apoador stenformationen.

Hver aften strømmer lokale og turister igennem Garota de Ipanema-parken, ud på Ipanema stranden og op af stenformationen for at finde sig til rette.

Herfra får du nemlig en fantastisk udsigt over Ipanama stranden og du kan nyde de sidste stråler fra dagens sol inden den går ned bag bjergene.

Vi tog også turen og vi må sige det var en oplevelse i sig selv. Der var så mange mennesker, sælgere der gik og solgte drikkevarer og der blev klappet da solen var gået ned.

Det var næsten som at være til en fodboldkamp… stemningen var i hvert fald næsten den samme.

At komme op på stenen er ikke uden risiko – der er ingen hegn, ingen hjælpe remedier – det er bare at følge stien og klatre op og ud, hvor du føler dig tilpas.

Men en helt gratis oplevelse i Rio.

Solnedgang ved Ipanema stranden

Oplev meget mere både i Rio de Janeiro, men også et par timer udenfor byen

Selvfølgelig har Rio meget mere at byde på end de oplevelser vi har listet ovenfor. Dette er blot nogle af de seværdigheder, vi synes du bør fokusere på som førstegangsbesøgende.

Nedenstående er nogle seværdigheder og oplevelser, vi selv havde med på listen, men må tage en anden gang.

Museer: Vi har læst at der skulle være nogle rigtig spændende museer i byen. Specielt National Historical Museum og Museum of Tomorrow kunne være et par interessante besøg.

Vandreture: Rio er jo omringet af smukke bjerge og på nogle kan man tage nogle gode vandreture på. F.eks. så mødte vi et par i Manaus som havde vandret på “De to brødre” – bjergene der ligger for enden af Ipanema stranden.

Er du fodboldfan?: Så er Maracaña Stadium et sted du skal prøve at få billet til. Du kan både se det med og uden en kamp.

Kom ud på vandet: Der er ikke de store vandsportsaktiviteter på strandene. Men er du til surfing eller en hyggelig paddleboarding-tur, så kan dette gøres fra både Copacabana og Ipanama.

Nyd Rio fra oven: Dette kan gøres på flere måder… 
– Med helikopter kommer du op og får en flot udsigt over byen og kommer også helt op omkring Kristusstatuen.
– Paragliding/Hanggliding: Uh, jeg var så tæt på at komme op og tage en hanggliding-tur, men desværre var vejret blæsende den dag vi kunne sætte tid af. Men tænk bare at sætte fra og nyde udsigten over Rio, mens du glider igennem luften. Sikke en oplevelse!

Hvis du tager en tur i luften enten med helikopter eller para-/hanggliding så skriv gerne en kommentar omkring oplevelsen nederst på siden her – vi vil elske at høre om den!

(reklamelinks)

Powered by GetYourGuide

Også muligheder for andre lækre oplevelser fra Rio

Selvom Rio de Janeiro er en strand-destination i sig selv, så må ikke snyde dig selv for at komme ud til nogle andre, mere lækre strande og vandoplevelser kun et par timer fra Rio.

Lidt nord fra Rio kan du komme op og nyde det lækre sand og det helt tyrkise vand ved Arraial do Cabo. Tjek evt. sidste tur nedenfor.

Derudover kan du et par timer syd for Rio også komme ud og boltre dig i det tyrkise vand og nyde solen nær Angre dos Reis og på Ilha Grande. 

Det er absolut en tur vi anbefaler, hvis du ikke har tid til at afsætte et par dage til piratøen, men ønsker at komme ud og nyde nogle af de super lækre strande Ilha Grande byder på. Find turene nedenfor.

(reklamelinks)

Powered by GetYourGuide

Det bedste sted at bo i Rio de Janeiro, Brasilien

Her kunne vi godt liste alle de bydele op som mange andre bloggere nævner, men helt ærligt, så kunne vi ikke se os selv bo andre steder end ved Copacabana stranden.

Den er så ikonisk at vi lige skulle nive os selv i armen, for at tro på at vi virkelig var her.

At bo ved stranden giver dig direkte adgang til den verdensberømte strandpromenade. Du kan tage en afslappende gåtur, følge med i en fodvolley-kamp på stranden eller bare sætte dig på en at de mange cafeer og kigge på mennesker.

Men vi vil absolut anbefale dig at bo med udsigt, så du også kan nyde et par solopgange over Atlanterhavet.

Vi boede selv i denne lille lejlighed med en fænomenal udsigt. Opgangen og elevatoren var lidt slidt, men lejligheden var fin og passede perfekt til vores budget og behov. 

Hvis du er mere til pænere hoteller med morgenmad, så har vi her listet nogle hoteller som vi også kiggede på – og som også har værelser med udsigt over stranden.

(reklamelinks)

Rio Othon Palace

Vi boede lige ved siden af dette hotel og kan fortælle at det ser super lækkert ud. Med pool på taget med udsigt til Sukkertoppen, værelser med balkon og Skylab Restaurant på 30. etage med brasilianske retter og havudsigt.

Stjerner

5/5

Windsor California Copacabana

Windsor California Copacabana byder på service i topklasse lige ved Copacabana-stranden. Hotellet har moderne værelser med aircondition. Du kan nyde poolen på taget og smage brasilianske retter i hotellets restaurant.

Stjerner

4/5

Windsor Excelsior Copacabana

Windsor Excelsior Copacabana tilbyder service på luksusniveau. Hotellet har fine elegante værelser. På tagterrassen kan du nyde poolen og panoramaudsigten og du kan nyde både brasilianske og internationale retter i restauranten.

Stjerner

4/5

Hvorfor bo ved Copacabana stranden?

Området hvor vi boede er fyldt med restauranter, caféer, og butikker. Så det var super nemt at handle ind til køleskabet, komme ud og smage på noget autentisk brasiliansk mad og kigge på souvenirs.

Lige neden foran vores lejlighedskompleks, blev der hver aften sat boder op med spændende souvenirs lige fra fodboldtrøjer til små nøgleringe.

Derudover er Copacabana også et godt udgangspunkt til at opleve Rio. Det tog ikke lang tid at komme rundt til ovenstående seværdigheder… nogle kunne vi endda bare gå til.

Copacabana er et sikkert og populært område for turister. Politiet er meget synlige omkring strandpromenaden, så vi havde ingen problemer med at færdes ude efter solen gik ned.

Dog kan vi ikke sige noget om sikkerheden i nattetimerne, da vi ikke er de store nattelivs-explorers.

Men vi faldt fuldstændig pladask for området og vi synes Copacabana helt klart er det bedste sted at bo, når du besøger Rio.   

Derudover så er gaderne relative pæne, der ligger ikke skrald og plastik og flyder. Faktisk så synes vi generelt at Rio de Janeiro var en meget pæn by.

Natteliv i Rio de Janeiro Brasilien

Hvor mange dage behøves i Rio de Janeiro, Brasilien

Som så mange andre storbyer, så kommer det selvfølgelig an på, hvor meget du ønsker at få ud af byen.

Nogle besøger Kristusstatuen og Sukkertoppen på en dag og tænker at det er fint og andre (som os selv) vil gerne opleve mere af byen.

Rio er en stor by og der er meget at se og opleve, men 2-3 nætter i byen vil give dig fin tid til at opleve de mest berømte seværdigheder. Hvis du har flere dage, så kunne en dagstur til en af de lækre strand-destinationer være en god oplevelse at få med.

Lidt omkring prisniveauet i Rio de Janeiro

Prisniveauet i Rio de Janeiro var ikke slemt. Selvfølgelig kan det variere afhængigt af, hvor du befinder dig og hvilke oplevelser du ønsker.

Generelt fandt vi Rio billigere end mange europæiske storbyer.

Specielt mad og drikke er relativt billigt – og de har et smart koncept med at have portioner for 2-3-4 personer.

Vi havde et par ”dyre” middage til omkring 300 kr for 2 personer og det var med både øl, sodas, mad og dessert. Og vi havde også et par måltider imellem 100-150 kr for 2 personer.

Også seværdighederne var til fine priser – lige bortset fra Sukkertoppen, som var den dyreste seværdighed vi tog.

Vi oplevede at Rio de Janeiro er en by, hvor du kan opleve og få meget for pengene, men selvfølgelig afhænger det selvfølgelig af dine valg af restauranter, oplevelser og butikker du ønsker at shoppe i.

Der kommer snart en rejsebudget-post om vores udgifter i Brasilien – som vi plejer at gøre om vores rejser – vi har samlet alle vores  rejsebudgetter for vores rejser her, hvis du er nysgerrig.

Lækker mad i Brasilien
Middag for 2, men der var næsten mad til 3

Til sidst, lidt nyttig info omkring Rio

  • De tager stort set VISA/Mastercard overalt. Ved seværdigheder, i supermarkeder og restauranter. Vi havde ingen problemer. Det var kun Botanisk Have, at vi oplevede ikke tog kreditkort.
  • Så derfor hæv lidt penge når du lander i lufthavnen, til at have på dig. Også hvis du finder på at købe noget fra gadesælgerne, så tager de også kun kontanter.
  • I Rio er de meget afslappet omkring kultur og påklædning. Der er plads til alle, uanset farve, størrelse og sexualitet. Omkring Copacabana går mange lokale meget letpåklædt rundt. 
  • Mange suser rundt på løbehjul og cykler. Og det kunne være skægt at komme omkring på den måde, men vi knækkede ikke koden til dem. Brasilianerne har et CPF-nummer, som de bruger til at registrere sig til mange ting – inkl. til disse. Så vi måtte bare se misundeligt på.
Løbehjul med strandudsigt

Kom med på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Vi håber at vores lille rejseguide til Rio de Janeiro, Brasilien med seværdigheder, hoteller og hvad vi fik ud af byen som førstegangsbesøgende kan hjælpe dig med at få en fantastisk tid i Brasiliens hyggeligste storby.
Hvis du har spørgsmål til Rio de Janeiro, Brasilien eller blot finder denne post hjælpsom, så skriv endelig en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.

Del gerne denne post på din:

Find flere posts om fantastiske Brasilien her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *