Et kør selv eventyr i Sydafrika med safari, vandfald og skønne ophold
Efter at have oplevet Cape Town og den smukke Garden Route i det sydlige Sydafrika, tog vi en indenrigsflyver til nye eventyr i den nordlige del af landet.
Vi er stadig ude på en af vores største drømmerejser, hvor vi tilbringer 6 uger i Sydafrika. De første par uger kan du læse om her i vores Cape Town og Garden Route-post.
Nu er vi fløjet fra Port Elizabeth på østkysten til Johannesburg som kun tog lidt under 1½ time – og efter at hentet vores monstrum af en bil, så skal der opleves.
På vores Garden Route tur fik vi nogle super skønne oplevelser, men i den nordlige del glædede vi os til at opleve den ægte vilde Sydafrika safari.
Og udover safari i Kruger Nationalpark, så skulle der også være nogle fantastiske udsigter langs Panorama ruten som er en del af Drakensbjergene i det nordlige Sydafrika.
Vi ved godt vi har udnævnt Garden Route som en af de smukkeste kør selv ruter, men vi må sige at Panorama ruten ligger på en tæt andenplads.
Kom med og se hvorfor…
Sådan blev vores rute i det nordlige Sydafrika
Der er to faktorer der gjorde at vores nordlige rute blev lidt skør.
For det første, så landede vi sent i Johannesburg og med advarsler i tankerne om ikke at køre når det er mørkt, så skulle vi finde et ophold tæt på.
Gerne lidt lækkert, for…
For det andet, så havde vi bryllupsdag dagen efter og den ville vi selvfølgelig godt tilbringe et skønt sted, når nu vi var på de kanter.
Og for det tredje, så kunne vi bare ikke vente med at komme ind i Kruger Nationalpark og spotte en masse dyreliv.
Okay, det var tre faktorer… 🙂
Så sådan blev vores rute:
Kom med ud på 2½ uges eventyr i Sydafrika med safari og smukke udsigter
Vores 17 dages kør selv eventyr blev en kæmpe oplevelse vi meget sent glemmer.
Ruten tog os forbi fantastiske udsigter, lækre vandfald, utroligt dyreliv og nogle skønne ophold.
Vi ankom, som skrevet, til Johannesburg lidt sent og inden vi fik hentet vores lejebil – som i øvrigt gik rekordhurtigt – så var mørket allerede ved at falde på.
Men der var ikke noget at gøre, vores ophold var booket på forhånd, så vi måtte bare klare det så godt vi kunne. Heldigvis blev trafikken mindre tæt ret hurtig, så vi fandt vores ophold uden problemer.
Vores lejebil havde vi booket hjemmefra på Discover Cars (reklamelink). Denne gang havde vi lejet en stor Toyota Crossover til at kunne klare bjergene og grusvejene inde i Kruger Nationalpark, men den skulle vise sig at være god mange andre steder også.
Hvis du er nysgerrig på hvad denne rejse kostede, så læs med her: Rejsebudget for vores 17 dages rejse til Sydafrika – inkl. Kruger Nationalpark (åbner i ny fane)
Bryllupsophold i bushen
Distance og køretid: Ca. 90 km fra Johannesburg lufthavn og tog næsten 1½ time at køre.
Her boede vi: 3 nætter på Zebra Nature Reserve (reklamelink)
Efter at have bekæmpet de asfalterede veje i mørke, triller vi til sidst ned af en mørk bumpet grusvej. Vi krydser fingre for at vi er det rigtige sted, selvom det ser en smule tvivlsomt ud.
Men det var rigtigt – heldigvis. Zebra Logde er et fint sted, men også en lille smule slidt.
Vores værelse var i ren Sydafrika safari stil og vi havde blot bestilt et ”stable room”, som vi godt kunne fornemme havde været et par stalde i deres tidligere liv.
Vi havde booket opholdet med morgenmad og aftensmad, for der er virkelig ingen spisesteder i nærheden.
Opholdet er lidt som en lodge. Vi boede inde i et reservat, hvor vi oplevede gnuer og impalaer gå rundt. Der er ikke farlige rovdyr i reservatet, så vi kunne gå lidt ture i området på egen hånd. Vi så f.eks. også den farverige, men forladte Ndebele Village.
Derudover så tog vi også på en eftermiddags game drive på deres grund, hvor vi fik set zebraer, giraffer og strudse. Vi fik også en lille oplevelse med de små mongustere der bor på grunden.
Tips og noter til dig:
- Vi følte lidt at 3 nætter var for meget her. Så meget er der heller ikke at se/opleve. 2 nætter ville have været mere optimalt.
- Und dig en tur til reptil centeret. Vi fik en rundtur med god information og slangerne var meget nysgerrige og aktive.
Første Sydafrika safari i Kruger Nationalpark
Distance og køretid: Ca. 400 km fra Zebra Lodge med stop og tog omkring 5,5 time
Her boede vi: 2 nætter på Riverview Inn (reklamelink)
Vi tager strækningen med et enkelt kaffe/snack-stop, men ellers er der ikke meget at se på vejen.
Så vi ankommer til vores ophold lidt sent om eftermiddagen.
Det er et simpelt hotel, men vores værelse var rigtig fint og udsigten var fænomenal. Vi havde nemlig udsigt direkte til Kruger Nationalpark og faktisk kunne vi lige spotte nogle elefanter derovre, da vi ankom.
Det var helt perfekt.
Krokodillerne og flodhestene i Crocodile River der flød stille ved hotellets have var de eneste der gjorde at vi ikke bare kunne vandre ind i parken.
Næste dag stod vi op før solen og gjorde os klar til at indtage Kruger.
Med kun 15 minutter til Malelane Porten, som er en af de sydlige indgange til parken, var det hurtigt og nemt at komme ind til vores første rigtige Kruger safari.
Vores første besøg i Kruger tilbragte vi 10½ time i egen bil og vi fik lidt en føling med hvordan parken skulle håndteres.
Det var fantastisk endelig at opleve den store park. Vi fik set en masse dyr og vi samlede selvfølgelig på The Big 5-dyrene.
Vores første besøg i parken gav os 3 af The Big 5 – vi fik set elefanter, vandbøfler og et næsehorn.
Dyr som vi dog allerede havde set på vores eventyr på Garden Route – nu ønskede vi at se løver og leoparder, som skulle fuldende vores Big 5.
Tips og noter til dig:
- Opholdet var rigtig fint. Vi kunne godt have brugt en nat mere.
- Der er køleskab på værelserne.
- Der kan købes måltider på hotellet.
- Malelane er en lille by der kun ligger 5 minutter væk og har både et SPAR supermarked og flere fastfood steder.
Vandfald og meget bumlede grusveje nær Graskop
Distance og køretid: Ca. 150 km fra Malelane, som tog over 5 timer med en masse stop
Her boede vi: 1 nat på Rustique (reklamelink)
Helt høje over vores safari i Kruger Nationalpark dagen før, starter vi i dag vores køretur af Panorama ruten.
Panorama ruten har en masse stop som man bør se, både udsigter, vandfald og vandreruter.
Mens vi kører ud til nogle af vandfaldene nævner vi flere gange at det var en rigtig god idé at have en større bil, for grusvejene der førte derud var i virkelig dårlig stand.
Men vi kom ud til både Mac Mac Falls, Lone Creek Falls og Horse Shoe Falls – alle rigtig fine. Specielt vejen ind til Horse Shoe Falls var virkelig en udfordring, så kører man i en mindre bil bør man springe det over.
Vores ophold på Rustique var unikt. Det var et helt lille hus, vi havde for os selv, med køkken/stue, bad og soveværelse.
Og derudover så havde vores vært informeret os om da vi bookede opholdet, at han havde lavet en middags-reservation på The Glass House – en restaurant i byen.
Dette var vi yderst glade for, for da vi sad og fik middag hørte vi at han var fuldt booket de næste 3 dage og mange kom forgæves forbi.
Desuden var det et lille hyggeligt sted med god mad og når du ønsker et glas vin – så er det et HELT glas vin du får.
Tips og noter til dig:
- 1 nat her til at opleve panorama ruten er fint.
- Der kan opleves rigtig meget ved Graskop, så du kan også tage et lille ophold her.
- Hvis ikke dit ophold booker restaurant til dig, så sørg for selv at gøre det, da der ikke mange muligheder i byen
Flere flotte udsigter på Panorama ruten
Distance og køretid: 52 km fra Graskop – tog omkring 6 timer inklusiv en masse stop
Her boede vi: 1 nat Blyde Canyon, A Forever Resort (reklamelink)
Vi blev klar til endnu en dag på Panorama ruten.
Inden vi kørte ud af Graskop, tog vi en tur ned i kløften med lift, hvor der er en fin gangbro gennem lidt tropisk jungleskov. Det var hyggeligt.
Og så tog vi også en meget mættende pandekage ved det berømte Harries Pancakes sted i Graskop.
Derefter havde vi kun en 50 km køretur foran til næste ophold, men vi skulle endnu engang lige forbi en masse udsigter og vandfald som ruten byder på.
Tæt på Graskop finder du Pinnacle Rock, God´s Window, Lisbon Falls og Berlin Falls. Alle et visit værd.
Ruten mere nordpå er utrolig flot og lige inden vi ramte vores ophold, kørte vi forbi Bourke´s Potholes. Et virkelig spektakulært område.
Vi trillede ind på vores ophold lige til at se solnedgangen gå ned over de tre rondavels.
Desværre, lever dette ”resort” højt på deres udsigt og deres mulighed for at komme ud og vandre i området. For der starter ruter herfra som man skal ind og registrere sig på.
Resortet er et stort sted med camping og hytter i alle prisklasser. Vi havde fået en meget slidt og gammel hytte, men den havde køkken, bad og et stort soveværelse – det var ok for 1 nat.
Restauranten på stedet var virkelig dårlig. Dårlig service og desværre var maden heller ikke i top.
Tips og noter til dig:
- Prøv at undgå at komme forbi vandfald og udsigter i en weekend. Vi oplevede virkelig mange mennesker.
- Desværre er der ikke rigtig andre muligheder for ophold i nærheden.
Fantastiske udsigter ved Blyde Canyon og flodheste oplevelser ved Hidden Valley
Distance og køretid: Lidt over 75 km fra Blyde Canyon resort, som tager omkring 1½ time
Her boede vi: 2 nætter i træhytte i The Hidden Valley
Vi stod op og pakkede bilen, men kun for at køre til receptionen og registrere os på en 10 km vandretur ned i Blyde Canyon.
Det var ikke nogen nem rute. Der er ikke anlagt stier, broer eller andet – det var en vandretur i rå vild natur med nogle imponerende udsigter.
Der kommer en beskrivelse af vores tur ned i kløften senere.
Vi havde naturligvis godt med vand og snacks med for hele turen tog os omkring 6 timer med fotostop, trække-vejret-stop og dronestop.
Fra Blyde Canyon kørte vi op til The Hidden Valley. Endnu engang blev vi bekræftet i at en stor SUV var et godt valg.
Ud af de 1½ time turen tog at køre, havde vi ca. 20 minutter på endnu en nådesløs grusvej.
Men turen var det hele værd.
Vi fik tildelt en af træhytterne, som var smukt indrettet med udendørs køkken på terrassen, et næsten udendørs bad og et fint værelse.
Fra vores terrasse havde vi udsigt til den brusende Blyde River, hvor også flodheste kunne komme forbi.
Endnu engang havde vi lokaliseret os i et reservat. Her kunne vi også gå ture og finde giraffer, zebraer og impalaer.
Tips og noter til dig:
- Virkelig et lækkert ophold, hvor vi godt kunne have tilbragt mere tid – man kommer helt ned i gear her.
- Der er ingen supermarkeder på vejen fra Blyde Canyon til Hidden Valley og du er langt udenfor alt ting – kør en omvej forbi Hoedspruit for at købe forsyninger til dine dage.
- Hvis du kører lidt op af floden inde i reservatet, kan du komme ud på en bro, hvor flodhestene holder til i floden.
- Kom ud og gå i reservatet på egen hånd, der kan du se en masse dyreliv.
Et flodhestekys og en Sydafrika safari med løver!
Distance og køretid: 70 km fra The Hidden Valley og det tog omkring 3 timer med stop
Her boede vi: 3 nætter på Thornhill Safari Lodge (reklamelink)
Efter 20 minutters bumletur ud af The Hidden Valley, havde vi travlt med at komme ud til en meget populær flodhest i området.
Jessica the Hippo er en berømthed på disse kanter. Hun blev reddet fra en stormflod som lille og er nu er del af familien.
Vi kunne komme tæt på hende, give hende lidt te, æblestykker og endda et kys. Det var lidt utroligt at komme så tæt på afrikas farligste dyr.
Men apropos afrikadyr, så vendte vi efter Jessica endnu engang vores køreretning mod Kruger Nationalpark.
Og endnu engang kom vi ud på bumlende grusveje… i 30 minutter, hvor vi skulle igennem to reservater og vise tilladelse til at komme ind og ud.
Vi ankom tidligt til vores første safari lodge og det gav mulighed for at komme ud på en eftermiddags game drive.
Den game drive blev virkelig en kæmpe oplevelse. Ikke nok med at vi så kæmpende han-elefanter, så fik vi også set en flok løvinder, der lå mætte ved siden af deres nyligt nedlagte bytte – en stor vandbøffel.
Imens vi sad og kneb os i armen over oplevelsen, sværmede gribbe og hyæner rundt i området i håb om noget at spise.
Næste dag tog vi en self-drive. Det tog os ca. 50 minutter at komme til Orpen Kruger Gaten. Vi kørte ind med håbet om, at kunne krydse den sidste Big 5 af på listen, nemlig leoparden.
Det lykkedes dog ikke denne gang.
Vi var ikke helt fan af Thornhill opholdet, det var nogle fine hytter der er på stedet, men det virkede som om personalet var meget opsat på sælge ture og ivrige for at få drikkepenge.
Tips og noter til dig:
- Der er rigtig mange muligheder for at få et godt ophold enten udenfor Kruger eller indenfor i parken, læs med her i vores komplette guide til ophold og safari i Kruger Nationalpark
Sydafrika – safari med The Big 7
Distance og køretid: Ca. 110 km og tog omkring 3 timer inklusiv et tank-stop og shoppetur i Hazyview
Her boede vi: 3 nætter på Sabie River Bush Lodge (reklamelink)
Vi landede ved vores sidste Kruger lodge lidt over middag. Vi ville egentlig have været på en eftermiddags drive, men temperaturen kom tæt på 40 grader, så vi valgte i stedet at nyde poolen.
Vores indkvartering denne gang var i glamping style, men med terrasse ud over poolen, floden og Kruger Nationalpark.
Det var helt perfekt. Flodhestene i floden gav os et show hver dag og flere dyr kom forbi på parkens side af floden.
Vi var opsat på at se vores leopard nu, så vi bestilte en heldags game drive i parken. Og den gav pote!
Vi så endda to leoparder på turen!
Men vores sidste self-drive opløftede lige vores Big 5 oplevelse til en Big 7. Vi fik nemlig geparden med i pakken også og så tælles flodhesten også med.
Tips og noter til dig:
- Vi kan bestemt anbefale dette ophold – det var hyggeligt, der var dyreliv og det tog kun 20 minutter til Paul Kruger Gaten.
- Ved denne gate oplevede vi flest dyr.
Skøn udsigt over bjergene
Distance og køretid: Ca. 30 km, men tog 4 timer fordi vi ikke kunne holde os væk fra Kruger.
Her boede vi: 1 nat på Lions Rock Rapids (reklamelink)
Det ville kun tage os en halv time at køre til næste ophold, så vi overbeviste hinanden om at det var en god idé at tage omvejen. Nemlig at køre ind i Kruger igen, men køre ud af en anden udgang.
Så vi fik lige et par ekstra timer derinde. Vi så dog ikke noget specielt, men bare at være derinde er en god Sydafrika safari følelse.
Vores ophold ved Lions Rock var lidt specielt. Vi havde et fint værelse med privat pool og en helt fantastisk udsigt, som vi fik udnyttet til både billeder og dronen.
Dog var værelset lidt slidt med gamle møbler.
Opholdet var med aftensmad og der skulle vi starte bilen og køre 5-7 minutter ned i dalen. Der fandt vi deres telt-ophold og restaurant lige ud til en flot brusende flod.
Tips og noter til dig:
- Hvis du vælger at bo her, så vælg værelse med privat pool – udsigten er fænomenal.
- Det er muligt at tage på Kruger safari derfra, da der kun er 20 minutter til Phabeni gaten.
- Byen Hazyview der kun ligger 10 minutter væk byder på det kæmpemæssige Lowveld Mall med over 100 butikker. (vær obs. på at du kan være den eneste hvide person derinde)
Kom med på eventyr!
Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!
De sidste udsigter
Distance og køretid: Ca. 430 km, som tog næsten 6 timer med pauser
Her boede vi: 1 nat på St. Andrews Hotel & Spa (reklamelink)
Vi siger for alvor farvel til oplevelserne i Kruger, da vi nu starter bilen og kører mod Johannesburg lufthavn.
For at få de sidste udsigter med fra Drakensbjergene tager vi den lange, men meget smukke rute op gennem Long Tom passet. Her kommer vi forbi det højeste punkt på disse kanter som er 2150 meter over havets overflade.
Vi tager et stop i byen, Dullstroom, hvor vi holder ind på Seattle Coffee Shop for at få en let panini og en sodavand.
Senere på eftermiddag afleverer vi bilen uden problemer. Vi informerer endda om at vi ikke har fået bilen tanket – intet problem. Og vi er kun blevet trukket for et beskedent beløb senere.
I Sydafrika er Uber meget udbredt, så der er ingen problemer i at få et lift. De har endda deres egen afhentning stop i p-huset overfor lufthavnen på level 2 ved søjle 2E. Det var super nemt.
Vi havde lige en enkelt nat i J-burg inden vi næste dag skulle med vores fly hjem mod Danmark.
Vores ophold blev dog ikke helt i Johannesburg, da vi synes det var spild at bruge 1 time hver vej i en Uber og lufthavnshotellerne er virkelig dyre. Så vi slog os ned 30 minutter væk, som var til at betale.
Det var et fint sted.
Tips og noter til dig:
- Byen Dullstroom er stedet du skal til hvis du er til fiskeri – hele byen var plastret til med flue-fiskeri-ture, hvor der kunne fanges store ørreder.
- St. Andrews er et fint ophold, hvis du ligesom os gerne vil væk fra de dyre lufthavnshoteller.
Den bedste tid at opleve panorama ruten og safari i Sydafrika
Da Sydafrika er på den sydlige halvkugle, er årstiderne modsat end her på den nordlige halvdel.
Det betyder, at de varmeste måneder er fra november til april, hvilket også betyder at det er højsæsonen for Panorama ruten og Kruger nationalparken.
Men du må ikke overse ydersæsonerne som ligger i deres forår og efterår – specielt ikke hvis du ønsker at se en masse dyr.
Vores 2½ uge i det nordlige Sydafrika, lå fra midten af september til starten af oktober, så begyndelsen af deres forår.
Og selvom vejret var meget omskifteligt med næsten 40 grader den ene dag til 18 grader den anden, så er ydersæsonen den bedste tid for dyreoplevelser.
Vi håber at vores kør selv eventyr i nordlige Sydafrika kan hjælpe dig med at få nogle fantastiske oplevelser langs panorama ruten og med god Sydafrika safari.
Hvis du har spørgsmål til panorama ruten, om at køre selv i Sydafrika eller blot finder denne post hjælpsom, så skriv endelig en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.
Del gerne denne post på din:
Find flere posts om spændende Sydafrika her:
14 seværdigheder i Cape Town, Sydafrika der byder på fantastiske oplevelser
Vi startede vores rejse til Sydafrika ved at tilbringe en uge i Cape Town og oplevede en masse af Moderbyens seværdigheder. Cape Town er flere
Roadtrip på Garden Route i Sydafrika – en kør selv ferie med eventyr i topklasse
Der findes rigtig mange smukke strækninger rundt om i verden, men en kør selv ferie langs den sydlige kyst der også inkluderer Garden Route i Sydafrika har…
Rejsebudget for vores 17 dages rejse til Sydafrika – inkl. Kruger Nationalpark
Vi er nu nået til anden del af vores rejse til Sydafrika. Ligesom du har fået et rejsebudget for den første del af vores rejse,