Godt at vide inden turen går til Costa Rica
Er du så heldig at turen går til Costa Rica snart? Så er vi bare drøn misundelige.
Costa Rica kan simpelthen bare noget med dets mangfoldighed og biodiversitet.
Aldrig har vi set så meget jungle, så mange dyr og så mange lækre strande på vores rejser, som vi gjorde da vi tilbragte 3½ uge i Costa Rica.
Inden vi rejste til Costa Rica vidste vi ingenting om landet og selv jeg (Christina, som har været rejsekonsulent) blev faktisk utroligt overrasket over hvor fantastiske strande der er i Costa Rica. (Jeg havde en idé om at Costa Rica havde klippestrækninger)
Derfor har vi her samlet en række spørgsmål og tips om hvad du bør vide om Costa Rica inden din rejse går til dette fantastisk smukke land.
Hvor ligger Costa Rica?
Vi har bemærket at mange famler lidt rundt i hvor Costa Rica egentlig er beliggende, så vi starter her med et lille geografi-minut.
Costa Rica ligger i Mellemamerika og grænser op til landene Nicaragua i nord og Panama i syd. Landet ligger med det store Stillehav mod vest og det flotte Caribiske Hav i øst.
Kom med på eventyr!
Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!
Hvor lang tid tager det at flyve til Costa Rica?
Dette spørgsmål kommer meget an på hvem du flyver med og hvad din flybillet koster. KLM er nogle af dem der kan gøre det hurtigst på 15 timer og 30 minutter med en enkelt mellemlanding i Amsterdam på 2,5 time.
Vi tog selv turen med 2 mellemlandinger (Amsterdam og Panama City) og med en rejsetid på omkring 29 timer.
Vores billetpris lød på omkring 4.700 kr pr. person i marts 2021.
Billetterne til vores rejse i oktober/november 2022 med udrejse til San Jose, Costa Rica og hjemrejse fra Cancun, Mexico kostede i april omkring 6000 kr pr. person. Denne gang har vi taget den “nemme” flyvning med KLM, med ét enkelt stop i Amsterdam.
Hvordan er klimaet i Costa Rica?
Klimaet i Costa Rica er lidt spøjst. Hvis vi deler landet op horisontalt, så har vi Stillehavssiden og højlandet mod vest og på den østlige side har vi den Caribiske side.
Højsæsonen (hvor der kommer mindst regn) ligger fra omkring midt december til ca. slut april for Stillehavssiden og højlandet. Derimod er det regnsæson for den Caribiske side i den samme periode.
Vi rejste i marts og havde fantastisk vejr på stillehavssiden, lettere overskyet i højlandet med nogle få dryp og på den caribiske side, havde vi de lange regnskyl – men vi havde også timer på dagen med sol og blå himmel, så ingen fuldstændig heldagsregn.
Temperaturen kan godt falde en del i højlandet (omkring Arenal og Monteverde) og der behøves en let jakke eller tykkere trøje.
Er der meget kriminalitet i Costa Rica?
Kort sagt: Nej!
Costa Rica er et meget veludviklet og sikkert land.
Hvad der er godt at vide om Costa Rica her, er at de har en god forståelse for klima og turisme. De ved de skal passe på turisterne og det gør de virkelig. Selvfølgelig skal man altid have sin sunde fornuft med sig og ikke stå og vifte med hele penge-bundtet.
Vi har dog læst at man skal være opmærksom på, ikke at gå rundt i San José på egen hånd. Der er det bedst at benytte en taxi, når du skal rundt til attraktioner i hovedstaden. Vi havde selv kun én nat i San Jose inden vi tog ud på roadtrip, så vi kan hverken be –eller afkræfte dette.
Er Costa Rica et kør-selv-land?
Det kan vi absolut kun sige ja til!
Efter et lækkert roadtrip i Costa Rica, kan vi fortælle at det er nemt at komme rundt og vejene er nogenlunde fornuftige. De store hovedveje er tip-top og så er der de små grusveje med floderne du kan risikere at skulle krydse. Men de er blot med til at gøre det til et fantastisk eventyr.
Du kan læse om hvor vores roadtrip i Costa Rica tog os hen og hvad der skal ses i Costa Rica her.
Vær opmærksom på floderne i regnsæsonen, de kan blive ret voldsomme og ikke mulige at krydse.
I og omkring San Jose kan det være en udfordring at køre, da de lokale er lidt for loose i deres kørsel. Vær blot ekstra opmærksom på det.
Desuden kan det være lidt svært at finde en adresse i San Jose, da de ikke rigtig bruger vejnavne. I stedet kan en adresse lyde ”nummer 22 overfor det gule hus og til venstre for supermarkedet”.
Læs også: Billeje i Costa Rica – alt du skal vide til en god kør selv ferie.
Kan man drikke vandet i Costa Rica?
Ja, det kan du faktisk godt, men det kan nogle steder godt smage ekstra meget af klor.
Vi er dog stadig fan af, blot at købe en dunk vand til køleskabet og fylde op i vores vandflasker til vores udflugter.
Et lille “sødt” tip: Hvis du som os, godt kan blive træt af at drikke vand en hel dag, kan vi anbefale at tage forbi et supermarked og finde disse små pulverposer fra enten mærket Zuko eller Tang, de fås i mange forskellige smage. Bland en lille smule sammen med vand og du har en ikke-brusende slags saft/limonade. De smager rigtig godt – vi kan anbefale ananas (piña).
Er Costa Rica dyrt?
Når turen går til Costa Rica er det ikke det samme som dets naboer til den nordlige side. Selvom mange forveksler Costa Rica med Mexico, Guatemala eller Nicaragua – så er dette helt forkert.
Som skrevet tidligere så er Costa Rica et meget veludviklet land og det betyder at pengene ikke rækker lige så langt som hos dets nordlige naboer. Vi vil sige, at det er noget lignende hvis du tager på ferie til Spanien.
Det er relativt billigt at tage ud og spise, mens udflugterne rundt omkring i landet er dyre.
Hvis du er nysgerrig på hvad vi brugte af penge på vores 25 dage i Costa Rica, kan du læse vores Rejsebudget for Costa Rica.
Hvilket slags stik bruges der i Costa Rica?
I Costa Rica bruger de samme stik som i USA. De typiske stik med tre flade ben, så du skal medbringe en adapter for at oplade mobil og andre elektroniske sager du har taget med.
Tip: Hvis du rejser med rigtig meget elektronik, som vi f.eks gør, kan vi anbefale at medbringe en forlængerledning med 3-4 stik, så kan både mobil, batterier til kamera, tablet og computer blive opladt over natten.
Telefoni, data og internet i Costa Rica
Begge dele fungerer rigtig fint i Costa Rica.
Det kan være super dyrt at have sin danske telefon tændt i Costa Rica, hvis du ikke får slået dataroaming fra inden du lander. (Vi taler af erfaring)
At foretage opkald og modtage opkald er muligt, men vær opmærksom på hvad din udbyder har af priser, inden du tager den lange snak med et familiemedlem om hvordan rejsen til Costa Rica forløb.
Internettet er rigtig fint rundt omkring på de forskellige hoteller, så der var det nemt at logge på og chatte med familien og arbejde remote med Teams-kald.
Da vi skulle køre rundt i Costa Rica, downloadede vi (inden vi tog afsted) Google Maps på vores smartphone, så vi kunne bruge gps´en på den måde. Det fungerede perfekt og kræver ikke voldsom meget plads på telefonen.
Når turen går til Costa Rica
Hvis du er ligesom os og ønsker at naturen skal erobre verden igen og al plastik burde forsvinde fra jordens overflade, så er Costa Rica det perfekte rejseland for dig.
Costa Rica har nemlig et langvarigt engagement i miljøet.
Landet er nu en af de førende nationer inden for bæredygtighed, biodiversitet og anden beskyttelse.
En af deres mest utrolige bedrifter indtil videre, er at formå at generere næsten al landets strøm fra udelukkende vedvarende kilder. Såsom vulkaner, geotermisk energi, floder, vind- og solenergi.
I 2017 kørte landet på 100 % vedvarende energi i 300 dage i træk.
Og i 2021 var deres plan at være fuldstændig kul- og plastfrie.
Derudover har Costa Rica, efter årtiers skovrydning, fået stoppet dette – og har efterfølgende “bygget” regnskoven op igen, som det første land i verden.
Dette har resulteret i en fordobling af skovarealet på tværs Costa Rica i de sidste 30 år.
Det skovdække er i stand til at absorbere en stor mængde kuldioxid fra atmosfæren og bekæmper klimaændringer for os alle.
Vi håber og krydser fingre for, at resten af verden vil følge i Costa Ricas spor.
Forventninger til Costa Rica
Inden vi tog turen til Costa Rica havde jeg en forventning om et voldsomt rigt dyreliv og høje klipper ved havet (lidt ala Møns Klint.)
Dyrelivet har de, dog ikke så voldsomt som jeg havde forventet, men Møns Klint klipper var ingensteder at finde.
I stedet kan du forvente lækre indbydende sandstrande, flotte grønne jungler og nationalparker. Et rigt og farverigt dyreliv. Og så er der selvfølgelig dovendyret.
Er dovendyr at finde, så snart du ser et træ?
Dovendyret er måske det dyr der er kendetegnet for Costa Rica. Men forvent ikke at se det hængende fra ethvert træ.
Du kan være heldig at de sidder lige til at se dem, men de fleste gange skal du virkelig have synet rettet mod trætoppene for at være heldig, for at se disse nuttede væsner.
Et godt tip: Tag gerne en kikkert med i tasken, til når du skal i de forskellige nationalparker.
Og en god zoom-linse hvis du er en foto-nørd som os 😉
Det eminente dyreliv
Costa Rica har omkring 500.000 dyrearter, 300.000 er dog insekter – og jeg skal hilse og sige at insekterne godt kan være 2-3 gange større end i Danmark.
I Costa Rica finder du ikke de store landdyr. Men de har nogle af de farligste kryb af både slanger og edderkopper.
De dyr de fleste ser på en rejse til Costa Rica er forskellige abe-arter, dovendyr, næsebjørn, tukaner, araer og en masse farvestrålende frøer.
De heldige ser også jaguarer og den flotte Quetzales fugl.
I havet omkring Costa Rica er det let at finde havskildpadder og delfiner og i den rigtige sæson, er hvaler også på den liste.
Nåh ja, og så er der krokodillerne… de lever i floderne – også i de floder der løber ud i havet, lige der hvor en masse badegæster (inkl. os og måske dig) nyder det lune vand. Vær opmærksom på skilte omkring på strandene.
Vi vil absolut ikke afskrække dig på nogen måde. Du skal bare være opmærksom på det, hvis du har børn med, der gerne vil i det rolige vand der munder ud i havet.
Det bliver tidligt mørkt i Costa Rica
Dette er måske mere et godt råd end det er forventning eller spørgsmål til Costa Rica.
Men ret vigtigt at vide, hvis du er på roadtrip rundt i landet.
Solen står op ca kl 6 hver morgen og går ned ca kl 18 hver aften. Der er ikke meget regulering i dette, da Costa Rica kun ligger ca 10 grader nord for ækvator.
Så et godt råd er ikke at begive dig ud på længere køreture sent om aftenen – nyd i stedet de super fortryllende solnedgange du kan få liggende i det lækre varme vand på Stillehavssiden.
Hvad betyder det dersens ”Pura Vida”?
Pura Vida betyder, oversat fra spansk, ”rent liv”. For Costa Ricanerne er det blevet mere en livsstil og det bruges i rigtig mange sammenhænge.
Det kan for eksempel både bruges som et tak, et hej, en hilsen, en hurtig undskyld ud af kørende bil og til at fortælle at alt er iorden.
Alle er på Pura Vida-bølgen og alt skal nok gå med smil og Pura Vida.
Hvis du er nysgerrig på hvad en rejse til Costa Rica kunne løbe op i, er du velkommen til at kigge forbi vores rejsebudget for Costa Rica
Vi er stadig mega misundelige over at du planlægger en tur til Costa Rica. Det synes vi bare du skal vide 🙂
Men vi ønsker at du skal have en fantastisk rejse og vi håber at du har har fået et større indblik i landet inden turen går til Costa Rica.
Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller bare synes at denne artikel var nyttig, så skriv os en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.
Del gerne denne post på din:
Find mere om skønne Costa Rica her:
Billeje i Costa Rica: Alt du skal vide til en god kør selv ferie
At leje bil i Costa Rica er nok den bedste måde at opleve dette smukke land på. Costa Rica er et af vores absolut favoritlande.
Samara i Costa Rica – Skøn strandby med udsigt til Stillehavet
Byen ligger lidt udenfor den almindelige rute rundt i Costa Rica, men vi kan virkelig anbefale at komme forbi den hyggelige strandby, Samara i Costa
Et vådt jungleeventyr i Corcovado Nationalpark i Costa Rica
På den afsidesliggende Osa halvø i det sydvestlige hjørne af Costa Rica finder du den største og mest koncentrerede nationalpark i landet. Selv National Geographic
14 Responses
Hej
Vi ankommer til San Jose kl. 8 om aftenen og skal finde overnatning, inden vi skal hente lejebil næste dag. Hvor vil I anbefale overnatning? Vi har ikke lejet bil endnu, så det behøver ikke nødvendigvis at være fra lufthavnen.
Tusind tak for en rigtig god rejseside.
Vh Birte
Hej Birte
Mange tusind tak og tak for at du læser med på bloggen – håber du har fået en masse inspiration til jeres Costa Rica rejse.
Ang. hotel og billeje, så vil jeg anbefale at booke bilen, se adressen (hvis ikke det er lufthavnen) og booke hotel i nærheden af biludlejningen, så I ikke skal bruge al for meget Uber-tid igennem byen.
Vi har både lejet bil inde fra et by-udlejning og fra lufthavnen. Af en eller anden grund var der billige biler ved by-kontoret – det plejer ellers normalt at være fra lufthavnen.
Da vi lejede bil fra lufthavnen har vi både boet vi på Melrost Airport Bed & Breakfast – det var billigt og der var gratis shuttle og på Berlor Airport Inn – også billigt, men meget små værelser. Deres gårdhave var dog lille og hyggelig. Jeg kan desværre ikke huske vores hotel, da vi hentede bil inde i byen, da vi flyttede væk fra et dårligt hotel (som vi anmeldte til Booking.com og er blevet fjernet)
Håber det kunne give jer lidt inspiration.
Hvis vi kan hjælpe med andet, så skriver du bare 🙂
Rejsehilsner fra
Christina
Spændende hjemmeside med svar på mange af de spørgsmål vi lige selv sidder med, men jeres beskrivelse af krokodiller fik mig da lige gjort bekymret. Kan man risikere en krokodille har forvildet sig ud i Stillehavet ved Manuel Antonia fx? Er der risiko i alle floder i regnskoven ved vandfald hvor der kan bades?
Vi skal selv afsted i 15 dage, det er ikke for meget, men vigtigt at rejse medens man kan, selvom arbejdet gør at der ikke kunne blive plads til mere end de 15 dage.
Hej Britta
Tusinde tak og glad for at du læser med.
Til dit første spørgsmål; Ja, desværre. Det er sket så sent som i dec 2023. Du kan læse artiklen her: https://ticotimes.net/2023/12/17/crocodile-goes-for-dip-in-costa-rica-tourist-hot-spot
Det er dog ikke normalt at de er der, så det bliver rapporteret med det samme og stranden lukkede indtil de var sikre på at krokodillen var væk.
Det farligste sted hvor der kan være krokodiller er i floderne der ikke er langt fra havet.
Vi har badet ved mange vandfald og der er ingen skilte om krokodiller – heller ikke ved Rio Celeste floden, hvor vi også kunne bade.
Vær blot obs på skiltene og de lokale, så skal alt nok gå.
Vi ønsker jer ihvertfald en dejlig rejse og på 15 dage kan man sagtens nå at få en fantastisk ferie.
Rejsehilsner fra Christina
hej
jeg overvejer en tur til Costa Rica i januar md. rejseselskaber melder udsolgt. men jeg har spottet gode flybilletter. Er det svært at købe udflugter og komme rundt hvis man ikke lejer bil?
jeg forestiller mig at lande i San Jose og hjemad fra Liberia. Mvh Anni
Hej Anni
Tusind tak for at du læser med her på vores rejseblog.
Super cool med gode flybilletter – og så lige i højsæsonen. Fedt!
Det er ikke svært at købe udflugter derude. At komme rundt kan være lidt mere besværligt – dog skal det siges at vi altid har lejet bil.
Så vi kan fortælle at der er busser der kører rundt i landet, men vi kan ikke sige noget punktlighed eller komforten på dem, desværre.
Vi har tidligere haft en transport med Caribe Shuttle og det fungerede rigtig fint. Vi bookede turen på deres hjemmeside caribeshuttle.com – så det kunne evt. være en mulighed.
Håber du kommer afsted – og får en fantastisk rejse.
Rejsehilsen fra Christina
Hej
Sikke en fantastik blog, det er lige hvad vi har brug for 🙂
Vi skal til Costa Rica (med rejsebureau) i midten af december
Jeg har kæmpe angst for malaria og den gule feber – men kan se på jeres fine billeder at I står i shorts og top… Vil det sige, at det ikke er stor nødvendighed med mygge beskyttelse (altså andet end myggespray?)
Hvad er jeres erfaring med mygge beskyttelse de forskellige steder? Vi skal en tur fra San José til Tortuguero, Mongeverde, La Fortuna og Samara
Tak for en fin blog, som vi vil gemme og bruge jeres anbefalinger på vores tur
Hej Rie
Tusind tak for dine skønne ord og mega tak fordi du læser med!
Årh, det er ikke en rar angst at have, men du skal slet ikke være bekymret. Der er slet ikke gul feber i Costa Rica og malaria smitte er meget meget lille.
Vi har ikke oplevet mange myg i Costa Rica og slet ikke i løbet dagen…
I kan godt opleve lidt flere myg i Tortuguero, men du skal ikke være bekymret omkring sygdomme.
Vi har bare brugt almindelig myggespray når vi har været ude i jungle og om aftenen.
Det lyder som en skøn rejse og vi ønsker jer den bedste af slagsen.
Rejsehilsner fra Kenneth & Christina
Hej
Min datter og jeg har besluttet os for en kør selv ferie i Costa Rica i påsken. Vi regner med at leje en bil, 4 hjulstrækker, i lufthavnen i San José og køre til Montezuma på Nicoya halvøen.Jeg har lagt mærke til at de fleste Airbnbs ikke har aircondition. Hvordan havde I det med det?
Der er også en anden ting jeg er lidt betænkelig ved, da alle slags myg og insekter bare elsker at stikke i mig, og jeg har hørt at der er rigtig mange myg i Costa Rica. Har I et godt råd desangående?
Hej Poul Erik
Tak for din besked og for at følge med på bloggen.
Det var da en dejlig beslutning! Costa Rica skuffer aldrig.
Omkring Airbnbs uden aircondition, så kan det godt gå, men vi har altid som minimum fundet ophold med en fan i loftet, for lige at få lidt luft. April er en meget varm måned at rejse i, så alt efter hvordan I har det med varme, så vil ophold med A/C næsten altid være at foretrække for os, ihvertfald. Ang. myg, så er jeg selv én de elsker at stikke i, men vi mindes ikke at de er så slemme i Costa Rica. Nu har vi ikke været helt nede i enden på Nicoya halvøen, så vi ved ikke hvordan situationen med myg er der, men fra Coco Beach ned til Samara – havde vi ingen problemer med myg. Men hav selvfølgelig altid en myggespray med (selvom jeg synes ikke de er til meget hjælp, når der er meget sultne myg) 🙂
Håber I får en fantastisk rejse og nyd det.
Rejsehilsner fra Christina
Hej med jer
Det lyder virkelig som et skønt eventyr – dejligt at I vil dele ud omkring både de store og små ting man bør overveje! Det er en kæmpe hjælp! Tak!
Jeg skal selv afsted lige om lidt på en lille rundtur i Mellemamerika, og Costa Rica er et længe ventet stop for mig. Det lyder så virkelig fantastisk. Jeg glæder mig sådan!
Jeg har blot brug for at få uddybet fra nogle der har været der – hvor meget ser man til de der forbandede edderkopper?
Jeg er så hunderæd for edderkopper. Selv de små i dk;-) Bare tanken kan gøre mig helt angst. Så blot for enten at forberede mig, eller berolige mine nerver:
Hvor udbredte er de? Ser man noget til dem eller er de så skjult at man ikke opdager dem? Så I nogen?
Slanger, skorpioner, frøer, myg, kakerlakker, mv. er intet problem for mig – hverken om de er giftige eller ej. Men pyyyh – edderkopper uanset om de er giftige eller små eller store.
Jeg håber I kan uddybe en smule så jeg ved hvad jeg kan forvente:)
På forhånd tusind tak.
Mvh Sara
Hej Sara,
Tusind tak for din besked og fordi du læser med.
Hvor lyder det bare fantastisk med en lille rundtur rundt i Mellemamerika – vi er lidt misundelige.
Omkring edderkopperne.
Vi oplevede dem ikke meget på vestkysten, der så vi omkring 4-5 “garden spiders”, men mest i deres spind omkring hegn, vi kom forbi på stierne i junglen.
Men da vi kom til den caribiske by, Puerto Viejo de Talamanca, fik jeg næsten selv hjertestop. De var overalt!
De hang i deres kæmpe spind overalt. I lygtepæle, i el-ledninger, imellem træer, selv i grøfterne – der var hundredevis af dem.
Vi fik af vide at det “bare” var almindelige “garden spiders”, men de var ca på størrelse med en kvindehånd (inkl. ben) så det var lidt intimiderende for danskere som os, der prøver at vende os til små kors-edderkopper.
Vi har selv analyseret lidt på, hvordan det kunne være at vi fra at se næsten ingen på vestkysten til vi var omringet af dem på østkysten. Og vores eneste konklusion blev at det kunne være pga. regnsæsonen der var på den caribiske side.
Vi boede heller ikke inde i Puerto Viejo by – vi boede udenfor i det frodige grønne område, måske også derfor. For jeg synes ikke vi så nogen, da vi var inde i den lille by.
Det blev til en længere fortælling her, men vi håber du kan bruge det.
Og så ønsker vi dig bare rigtig god rejse. Vi er kæmpe misundelige!
Mvh Christina (og Kenneth på sidelinjen)
Hej.
Min kæreste og jeg skal på en 3ugers ferie til oktober 2022.
Vi overvejer meget Costa Rica da vi begge er dybt interesseret i landets natur og dyreliv. Dog er vi i tvivl om det er bedst at vente med at tage til lige netop Costa Rica pga. vejret i oktober.
Vi har researchet lidt, og kan se at det ikke oktober som udgangspunkt ikke er den måned hvor det anbefales at rejse til Costa Rica ift. vejret. – Mit spørgsmål er, vil du/i anbefale at tage til Costa Rica i oktober? Selvfølgelig gør det ikke noget med nogle dage hvor det småregner lidt, men vi ser helst en tur med sol og varme.
Vh. Cecilie
Hej Cecilie.
Tak fordi du kiggede forbi. 🙂
Og hvor lyder det fantastisk med en tur til Costa Rica!
Som I nok har læst, så er september og oktober de mest regnfulde måneder i Costa Rica. Ihvertfald på Stillehavskysten.
Hvis I rejser til den Caribiske side vil der ikke være meget regn i de måneder.
Vi har hørt om nogle rejsende, der oplevede 2-3 fulde dages regn/overskyet og andre dage var der fuld sol med lidt regn om eftermiddagen. Det var dog stadig varmt.
Og priserne for overnatning er helt i bund – så det er også en fordel.
Vejret kan man aldrig regne med, men hvis I ønsker lækker høj sol uden bekymring om vejret, så vil vi nok anbefale jer, at rykke rejsen tættere på højsæsonen (dec-apr)
Men uanset hvad I vælger, så kan I glæde jer.
Vh Christina