Hvad skal man se i Costa Rica
En rejse til Costa Rica er aldrig en dårlig idé!
Costa Rica er nemlig et super fantastisk rejseland.
Med de postkortværdige strande, smukke vandfald, frodige grønne jungler og det rige dyreliv er det ikke overraskende, at Costa Rica er det mest fascinerende feriested i Mellemamerika.
Vi oplevede landet i 24 dage med egen bil, som du kan læse mere om her -> Roadtrip i naturskønne Costa Rica
Men vi kunne sagtens have brugt meget mere tid i Costa Rica.
Efter vores hjemkomst har vi oplevet rigtig mange der er interesseret i vores rejse og vi har fået rigtig mange spørgsmål, men et bliver der dog spurgt om flere gange og det er: Hvad skal man se i Costa Rica?
Og det er et rigtig, rigtig, godt spørgsmål.
For der er super mange lækre ting at se i Costa Rica.
Landet har faktisk det hele. Lige fra super lækre badestrande til fantastiske nationalparker og rygende vulkaner.
Derudover så har Costa Rica også et at de mest fascinerende og farverige dyreliv.
Costa Ricas biodiversitet er storslået. Landet udgør kun 0,1% af verdens samlede areal, men dets biologiske mangfoldighed udgør 5% af dyr og planter på verdensplan.
Vi har sammensat en liste over de ting man skal se i Costa Rica – lige fra must-see-stederne til de små eventyr væk fra hovedvejene.
En rigtig god liste så du kan begynde at planlægge din rejse til Costa Rica!
Så hvad skal man så se i Costa Rica?
Man skal se rigtig meget – hvis der selvfølgelig er tid til det.
Strande
Costa Rica har over 300 lækre strande at vælge imellem fordelt på både Stillehavssiden og den Caribiske side.
Nogle af vores favoritter er:
Whale Tail Beach
Uvita Beach og Hermosa Beach grænser op til den fascinerende "Whale's Tail"-beach på Punta Uvita i Marino Ballena National Park på den sydlige Stillehavskyst. Ved lavvande former den 100 meter brede strand sig til en hval-hale set oppefra hvor man kan gå den 1,5 km lange tur helt ud. Det er et fortryllende smukt syn ind mod den store national park i baggrunden.
Manuel Antonio Beach
Det er ikke underligt at Manuel Antonio Beach er en af Costa Ricas smukkeste og populæreste strande. For at komme til stranden skal du betale indgang til den populære nationalpark af samme navn. Ca 30 min gang fra indgangen, så er du på den mest lækre og indbydende strand.
Samara Beach
På den nordvestlige Nicoya halvø, finder man rigtig mange lækre strande, vi faldt for den rolige og stemningsfyldte Samara beach. Med sit rolig vand og kilometer lange sandstrand er det nemt at bare døse hen og nyde tilværelsen her.
Manzanillo Beach
Manzanillo beach er den sydligste strand på den Caribiske side. Det er absolut ikke her du vil blive overrendt af andre strandgæster, vi gik i lang tid ned af stranden uden at se et menneske. Endnu engang en lækker hvid sandstrand, bølgerne var der dog lidt gang i her.
LÆS MERE OM STRANDPARADISET VED SAMARA: Samara i Costa Rica – Skøn strandby med udsigt til Stillehavet
Hvad skal man skal se i Costa Rica – Nationalparker!
Costa Rica har i alt 28 nationalparker, hvoraf 3 er på UNESCOs verdensarvsliste.
De har alle noget forskelligt at tilbyde. Monteverde Cloud Forest er et mystisk, tåget tilflugtssted i skyerne. Corcovado Nationalpark er blevet kaldt det sted på jorden med den største biodiversitet i forhold til sit areal pga sin tykke, frodige regnskov og rigelige dyreliv. Tortuguero Nationalpark på den nordcaribiske side er et paradis, der tiltrækker naturentusiaster fra hele verden.
Her er vores favoritter – vi fik ikke besøgt dem alle, men så er der blot en grund til at komme tilbage.
Kan du beslutte hvilke parker der skal inkluderes på din rejse?
Manuel Antonio Nationalpark
Den mest populære park i Costa Rica er Manuel Antonio national park. Parken er dog landets mindste, men det betyder ikke noget, når den både kan byde på lækre strande, et betagende dyreliv og underskønne jungle-billeder.
Hvis du vil se hvad vi fandt af dyreliv i Manuel Antonio National Park kan du se vores video, hvor vi tilbragte en hel dag derinde.
Tortuguero Nationalpark
Tortuguero National Park er en af de parker vi virkelig gerne ville have besøgt på vores tur i 2021, men det bliv bare ikke denne gang. Det er en virkelig unik nationalpark, da den kun er tilgængelig med fly eller båd. Tortuguero er populær blandt andet pga. de mange havskildpadder, der hvert år vender tilbage til strandene for at lægge æg.
OPDATERING: På vores anden rejse til Costa Rica i 2022 kom vi forbi den smukke Tortuguero Nationalpark.
Du kan læse om vores oplevelser og vores tips og forslag til lodge her i På eventyr i Tortuguero Nationlpark
Monteverde Tågeskov
Denne park er en af de mest populære nationalparker i Costa Rica. Omkring 2,5% af verdens biodiversitet er at finde i dette lille område, og omkring 10% af de planter, der findes der, kan ikke ses andre steder i verden. Desværre så vi ikke meget dyreliv i parken, men det var dog her vi fangede et glimt af en af verdens smukkeste fugle, Quetzales fuglen.
Corcovado Nationalpark
Vi havde læst rigtig meget om denne nationalpark og var klar på at komme ned og opleve Costa Ricas største national park. Den lød virkelig fascinerende – den er sågar kaldt det sted på jorden med den største biodiversitet i forhold til sit areal af National Geographic.
Den dækker næsten halvdelen af den smukke og uberørte Osa-halvø. Den indeholder et af de sidste tilbageværende områder af tropisk lavlandregnskov i verden. Dyrelivet i parken er helt unikt.
Det kan være besværligt at komme frem til sin destination, da der ingen veje er i nationalparken.
Parken lyder helt fantastisk, men vi kom desværre ikke forbi, så den er også på listen til næste gang.
Opdatering 2022 – Vi har nu også besøgt Corcovado Nationalpark og vi kan kun sige at det er et paradis – også selvom det regnede i næsten 4 dage.
LÆS MERE OM CORCOVADO: Et vådt jungleeventyr i Corcovado Nationalpark i Costa Rica
Lige for at nævne, var vi ikke helt så begejstret for Arenal national park, den var en smule ”flad” i forhold til de andre nationalparker i Costa Rica vi var i. Vi så ingen dyr – det er helt sikkert med til at trække ned. Har du en anden opfattelse af Arenal national park, så skriv endelig til os nederst på siden, vi vil rigtig gerne høre hvordan du har oplevet parken.
Vandfald
Vi jagter næsten altid vandfald uanset hvilket land vi kommer til og Costa Rica var bestemt ikke nogen undtagelse.
Der er bare noget fængslende ved vand der strømmer ud over kanten i massevis og dramatisk falder fra regnskovens baldakin ned i en pool.
I Costa Rica er det endda muligt at tage en dukkert under nogle af disse smukke vandfald, hvilket er ret indbydende, da flere af vandfaldene ligger en god vandretur inde i regnskoven.
Vi kom forbi rigtig mange vandfald, men i denne kategori er der også skrevet nogle på listen til næste gang.
La Fortuna vandfaldet
Med sine 75 meter er La Fortuna et af de mest populære vandfald i Costa Rica. Dette kunne man tydeligt se, da der er bygget fine faciliteter omkring, både med stor parkeringsplads og souvenir butik. Der er bygget en fin trappe med omkring 500 trin til at komme ned til vandfaldet.
Selve vandfaldet var super flot, men alle faciliteterne omkring ødelægger charmen – desuden kostede det også 18 USD pr person (2021) at komme ind. Måske lige lidt for hypet til os – men, flot vandfald.
Uvita vandfaldet
Derimod var Uvita vandfaldet mere vores stil – helt afslappet inde i junglen.
Dog er det et af de mindre, men det gjorde det bare endnu sjovere, da Uvita vandfaldet er blevet en naturlig slide. Så man kan klatre op på toppen og rutsje ned med vandfaldet.
Derudover er der en fin gangsti langs vandet, hvor du både går langs floden, men også kommer lidt ind i junglen.
Der var bygget et lille hus ved grusvejen hvor stien ned til vandfaldet begyndte – der ville de dog gerne have en betaling på 2 USD pr person (2021)
Nauyaca vandfaldet
Nauyaca vandfaldet er helt sublimt – og et sted på din rejse, du ikke må gå glip af.
For at komme til vandfaldet skal du lige have en lille gåtur på omkring 4 km (hver vej), du kan også vælge at sætte dig op på en 4×4 eller hvis du er hesteglad så kan turen også tages på hesteryg – du skal trods alt tilbage igen. Du kan læse mere om Nauyaca vandfaldet og mulighederne her.
Vi tog budget versionen og gik de 4 km frem og tilbage. Den kostede 10 USD pr. person (2021), men det var absolut det hele værd, for da vi ankom til vandfaldet var det muligt at komme ud og svømme en tur og faktisk komme helt ind under vandfaldet.
Hvis du er interesseret i mere omkring Nauyaca vandfaldet kan du se vores video her.
Hvis du både er til fortryllende vandfald og ønsker at se en masse af Costa Ricas dyreliv, så læs med her: Tæt på Costa Ricas dyreliv og smukke vandfald i La Paz Waterfall Gardens
Dyrelivet i Costa Rica
Vi ved vidst alle at Costa Rica stod forrest i køen, da der blev uddelt flora og fauna og dyreliv.
Jeg havde 5 dyr jeg meget gerne ville se på vores rejse til Costa Rica – dog var 3 af dem fugle…
De 5 dyr var dovendyr, slanger (en god lang flot vild slange), araer (de store flotte røde papegøjer), tukaner og til sidst, havde jeg et ønske om at se en af verdens flotteste fugle, nemlig en Quetzales fugl
Og jeg fik set 3 af dem!
Men derudover så er Costa Rica jo et fantastisk land, hvor der er mulighed for at se rigtig mange andre eksotiske og fascinerende dyr.
Havet
I havet omkring Costa Rica flokkes pukkelhvaler – især omkring Uvita. Sæsonen lyder fra dec-mar og igen fra juli-dec. Desværre var vi der udenfor sæson, ellers ville dette absolut stå som nr. 1 på vores liste.
Vi tog dog en delfin tur, da vi var i Samara, hvor vi kom ud og så nogle akrobatiske og legesyge delfiner. Der er delfiner omkring Costa Rica året rundt. Men deres officielle sæson lyder fra dec-mar.
Derudover så er der havskildpadderne. Der er så mange forskellige havskildpadder der kommer op på strandene – på både øst og vest kysten. Vi så desværre ikke nogen komme op på strandene, men har hørt at der faktisk et sted i Costa Rica udklækkes små baby skildpadder hver evig eneste dag.
Trætoppene
På vores vandreture i nationalparkerne holdte vi godt øje med trætoppene for at spotte aber og ikke mindst dovendyr.
Det er muligt at booke turguider ved parkernes indgang, som tager dig med rundt i parken og leder efter dyr. Vi brugte ikke denne service og i Manuel Antonio nationalpark gik det rigtig godt for os. Vi fandt både dovendyr og aber.
Faktisk så vi to dovendyr inde i parken og om aftenen da vi sad ved vores bord på restauranten, kom et tredje dovendyr kravlende hen ad el-kablerne.
I de andre nationalparker var vi knap så heldige.
Insekter, edderkopper og slanger.
Costa Rica har nogle imponerende insekter – og det skal man bestemt også prøve at nyde at se i Costa Rica.
Vi lagde mærke til at insekterne i Costa Rica lige er 3 gange større end dem i Danmark. Store flotte sommerfugle, larver med forskellige former for forsvarsmekanismer og store, måske lidt skræmmende græshopper.
Derudover så har vi fået respekt for myrer – der er både den hårdtbidende bullet ant og de små aggressive skovmyrer der ”angriber” dine fødder, hvis du træder på dem.
Edderkopper er der rigtig mange af… mange helt fredelige og meget farverige.
Men så er der også Brazilian wandering spider, som man ikke ønsker at blive bidt af – eller overhovedet ønsker at komme i nærheden af.
Og så er der slangerne… jeg ville ønske vi havde set en slange…
Der er 140 forskellige arter af slanger i Costa Rica, hvor 23 af dem er giftige.
Men vi så ikke nogen… eller, okay, vi så en meget, meget lille slange, der var alt for højt oppe på palmen til at vi kunne se den ordentligt… så den gælder ikke rigtig, gør den?
Vi tog en night walk omkring La Fortuna i håbet om at se slanger og fugleedderkopper. Det var desværre et flop. Vores guide var mere interesseret i at fortælle om de forskellige frøer.
Og misforstå mig ikke, frøerne i Costa Rica er bestemt et kapitel for sig… flotte og farverige, men nu var det slanger og edderkopperne vi rigtig ville se i naturen.
For de adrenalin søgende
Hvis vandreture i nationalparker og svømme i vandfald ikke er nok for dig, så skal du ikke fortvivle for Costa Rica kan også byde på rigtig mange sjove og adrenalinfulde aktiviteter for både børn og voksne.
F.eks. er det flere steder muligt at komme ud og køre på ATV, zip-line over jungler og floder, riverrafte ned af floder og mange andre sjove ting.
Derudover er der også mulighed for at lære at surfe eller andre havaktiviteter som paddle boarding, komme ud i kano eller kajak, vandski mm.
Du kan evt. søge på byerne La Fortuna og Tamarindo på Getyourguide (reklamelink) – så kommer der mange gode ting op som du kan lave i Costa Rica.
(reklamelink)
Kom med på eventyr!
Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!
Vi håber virkelig, at denne lille guide “Hvad skal man se i Costa Rica” kan hjælpe dig med at få nogle fantastiske oplevelser i det smukke land.
Hvis du har spørgsmål til Costa Rica, hvad der ellers kunne være at opleve eller hvis du bare synes at denne post var nyttig og brugbar, så skriv os en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.
Find mere om lækre Costa Rica her:
På eventyr i Tortuguero Nationalpark med jungle, floder og rigt dyreliv
Vores første stop på vores anden rejse til Costa Rica tager vi op i det nordøstlige hjørne af landet, hvor de store krokodille-fyldte floder skærer
Tæt på Costa Ricas dyreliv og smukke vandfald i La Paz Waterfall Gardens
En af grundene til at du rejser til Costa Rica er nok at du ønsker at se så meget at det fascinerende dyreliv, som landet
Vores roadtrip i naturskønne Costa Rica – 3 uger i paradis!
Vi har fuldstændig tabt vores hjerter til Costa Rica.
Den enorme biodiversitet, det mangfoldige dyreliv og Costa Ricanernes afslappede ”Pura Vida” livsstil har virkelig sat…
Del gerne denne post på din: