Hotelanmeldelse: Holiday Island Resort på Maldiverne
At Maldiverne er berømt for dets skønhed og afslappethed er noget vi alle kan nikke genkendende til.
Derudover så har Maldiverne også et rygte om at være en alt for dyr rejsedestination, som kun få mennesker har mulighed for at opleve.
Dette vil vi i denne hotelanmeldelse gerne slå til jorden.
For alle der har råd til at rejse, har også råd til at opleve dette billedskønne paradis. Flere hoteller rundt på Maldiverne gør det muligt, men vi koncentrerer os her om det smukke Holiday Island Resort og Spa.
Heldigvis findes der overnatningsmuligheder for alle rejsende rundt om på Maldiverne.
Telte til rygsækrejsende, turister på et stramt budget og næsten “udødelige” rejsende der har råd til de overdådige villaer i flere etager med både rutchebane og privat butler.
Holiday Island Resort hører til i kategorien ‘et-lille-stykke-paradis’ og det er helt bestemt til at betale for de fleste.
Et stykke af paradis
Ved ankomsten til lufthavnen i Male, som er hovedlufthavnen på Maldiverne, finder du en stor hal med skranker fra alle overnatningsstederne der er spredt ud over øgruppen.
Skranken for Villa Hotels, er den vi skal finde. Villa Hotels er en gruppe af fire-fem hoteller, der inkluderer Holiday Island Resort.
Her tjekkes det at du er på listen over dem der skal chekkes ind på de respektive resorter og du bliver derefter eskorteret til et indenrigsområde, hvor du efter kort ventetid stiger ombord på et lille hyggeligt propelfly.
Ventetiden var acceptabel og imens kan du med fordel drømme dig ud og snorkle i de azurblå laguner eller liggende i skyggen af en kokospalme.
Flyvetiden fra Male til Holiday Island Rosort er omkring tyve minutter og undervejs flyver du over smukke atoller, nogle med uberørte hvide sandstrande der bare venter på at blive udforsket.
Vi kan næsten ikke vente med at opleve dette paradis.
Note: Du må kun medbrige 20 kg bagage for din indtjekkede bagage og 5 kg for din håndbagage for denne flyvning. Det er nødvendigt for at holde vægten nede.
Ankommet til paradis
Det lille propelfly lander roligt på Villa Airport Maamigili.
En minimalistisk lufthavn hvor du selv henter din bagage fra en vogn, der lige har hentet tasken fra flyet.
Her dufter af saltvand og solskin.
Endnu engang bliver du mødt af folk med skilte. Du finder Holiday Island Resort og herfra behøver du ikke længere selv bære din bagage. Den bliver taget ud af din hånd og du nyder straks, den smule luksus du skal nyde de næste par dage.
De smiler til dig, men du smiler mere 🙂
En kort køretur fører dig fra den lille lufthavn til en lille havnefront, hvor små jettybåde sejler ud til de nærtliggende resorter.
Der fra tager kun små 5-7 minutter til din endelige destination, Holiday Island Resort & Spa.
Du er nu ankommet til paradis!
Smukke Holiday Island Resort
Du går mod øen ad en 100 meter lang bådebro omgivet af smukkeste turkisblå vand.
Længere inde på øen strækker smukke hvide sandstrande sig med grønne og frodige palmetræer til begge sider.
Du kommer ind i receptionsområdet og bliver tjekket ind fuldstændig gnidningsfrit og meget roligt.
Faktisk bliver du bare bedt om at tage plads i deres sofaarrangementer, hvor du bliver bydt på en forfriskende kølig drink, samtidig med at du kan udfylde papirerne i ro og mag.
Serviceniveauet er højt og efter alt er klaret følger du en ‘bell-boy’ under palmerne og går langs små bungalows der ligger side om side.
Imellem bungalowerne har du et smugkig ud mod havet og vandet der kun er 10-15 meter nedenfor husene. Du husker her hvor i din kuffert du lagde dit badetøj, for det skal på lige om lidt.
Vi anbefaler du på forhånd bestiller bungalow med numrene fra 174 til 185. De ligger på den sydlige side af øen og godt nok på den side der har udsigt mod hovedøen, hvorfra det lille propelfly måske 1-2 gange om dagen lander eller letter fra.
Det havde dog ingen betydning for vores ophold på øen og vores afslapning. Til gengæld er belønningen at du på denne side kun har 10-15 skridt ned til vandkanten!
Vi boede i nummer 175 og vil klart anbefale at du bor på den side af øen. På den anden side af øen er der ca. 100 meter fra de forskellige bungalows ned til vandet.
Tag evt. et kig på denne video som tager dig med indenfor i vores bungalow. Du kan se hvordan den er indrettet og hvordan vi kunne åbne bagdøren til en formidabel udsigt mod paradis.
Spise og drikke på Holiday Island Resort
Holiday Island Resort er en resortø. Det betyder at du kun finder dette ene hotel, intet andet.
Der findes ingen veje, ingen butikker (ud over en lille hotel-souvenir-shop) og ingen lokale ud over personalet på hotellet – det er ren paradis!
I hovedbygningen findes receptionsområdet, hvor der ligger to små butikker. En smykkeforretning og en souvenirshop.
Her kan du købe lidt nips, noget svømmegrej, hvis du skulle have glemt dit eget, lidt skønhedsprodukter og lidt snacks. Men ingen is eller sodavand i shoppen.
Forbundet med hovedbygningen finder du den store bar. Her kan du i den kølige brise nyde en kold forfriskning, en snack eller et let måltid mad.
Menuen vil apellere til de fleste med et udvalg af sandwiches, pizza, burgers og fritter.
Fra baren har du den skønneste udsigt ud over sandstranden, bådbroen og det uendelige skønne Indiske Ocean i baggrunden.
Lækkert mad overalt på Holiday Island Resort
Hovedrestauranten findes lige bagved receptionen.
Her vil du nyde de måltider du har inkluderet i dit ophold og det var bare exceptionelt lækkert!
Første gang du træder ind i restauranten, får du tildelt et bord, som vil være dit faste bord under hele dit ophold.
Hver morgen blev der disket op med et stort udvalg af morgenmadsprodukter, varme retter og en kok der kokkererede æg og vafler.
Vores favorit blev hurtigt den lækre omelet der blev lavet af kokken, godt fyldt med lækre ingredienser. Derudover var der forskellige juices, kaffe og the.
Ved middagstid, var der et stort udvalg af varme retter, altid veltilberedt og serveret med et smil.
Der var en fast pasta station med to forskellige valg af pastaretter og en kødstation. Der var altid frisk frugt og is tilgængeligt. Og desserterne og kagerne og…
Det var SÅ lækkert det hele.
Der var en god “varians” gennem hele opholdet, kvaliteten af maden var udsøgt og vi nød helt bestemt den afslappende atmosfære.
En 5-stjernet service og gæstfrihed.
Ude for enden af Holiday Island finder du en lille strandbar, hvor du kan nyde en kold drink i solen eller i skyggen af en palme.
Ture og aktiviteter
I hovedbygningen står tre skriveborde, alle dedikeret til ture og forskellige aktiviteter.
Der er ét til øens dykkercenter, ét til forskellige udflugter og den sidste til deres spa.
Hotellets eget dykkercenter hedder Oceanious, hvor du kan dykke hvis du allerede har et certificat, eller du kan tage dit PADI certificat her.
Centret ligger på øens østlige side, ikke langt fra et lille havneområde.
Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser og udfordringer, samt konkurrencer og mange andre spændende rejserelateret ting.
Udflugterne byder på alle slags ture, lige fra forskellige snorkelture, sejlads med katamaran båd og nærmest enhver tænkelig vandsport du kan forestille dig.
Der er også mulighed for at arrangere særlige oplevelser på stranden under middagen, f.eks. en romantisk middag omgivet af fakler eller måske sidde omkranset af et stort hjerte af blomster.
Du behøver dog ikke tage på en udflugt for at snorkle. Det kan du gøre direkte fra stranden.
Desværre er revet omkring øen, ligesom så mange andre steder i Det Indiske Ocean, blegnet som følge af klimaforandringer og korallerne er de fleste steder døde og hvide.
Du kan dog stadig have nogle unikke oplevelser ved at snorkle. Der er stadig farverige fisk, smukke skaller og naturligvis de fredelige unge sorttippede revhajer.
De helt små revhajer ynder at svømme tæt ind til stranden om morgenen, men er fuldstændig harmløse.
Hvis du er heldig kan du spotte de store rokker eller svømme ved siden af en havskildpadde mens den forsøger at finde noget føde.
Det blev en skøn rutine for os at gå i vandet efter morgenmaden. På med snorkel og svømmefødder som vi medbragte hjemmefra og så bare ud og hilse på lagunens fisk lige i vores ‘baghave’.
Det var vidunderligt!
Underholdning og fodring af hajer
Hvis du bliver mæt af indtryk fra lagunen og det turkisblå vand, kan du finde mere underholdning på midten af øen.
Der ligger en fin tennisbane og beach volley bane.
Ved siden af, ligger en bygning med fitness center, billardbord, bordtennis og sågar et lille rum med musikinstrumenter.
Hver aften omkring klokken 19, bliver hajer, rokker og andre havdyr fodret ude for enden af bådebroen.
De kraftige spotlys tændes og oplyser vandet som tiltrækker havets dyreliv.
Hvis du ikke er sart, kan du få lov til at smide fiskerester ud til dem og dermed fodre hajer.
Lugten er ikke super rar, men det var alligevel en stor oplevelse at se og være med til fodringen.
Fra klokken 21 arrangerer baren i hovedbygningen underholdning.
Nogle dage har arrangørerne for udflugterne noget information og konkurrencer og andre aftener er der musik og mulighed for at svinge benene til en dans på dansegulvet.
Maldiverne i September
Maldiverne kan besøges året rundt, men der er dog stadig en højsæson og en lavsæson.
Vi besøgte Maldiverne i september og selvom september traditionelt set er en lavsæson måned, hvor der godt kan være dage med kraftige regnskyl, er det bestemt stadig et besøg værd.
De første 3-4 dage af vores besøg havde vi det skønneste vejr med blå himmel og kun få eller ingen skyer.
Resten af vores ophold bød desværre på mere ustadigt vejr. Men når man ligger og snorkler i det lune vand er det fuldstændig ligegyldigt at der kommer en skylle eller to 🙂
Vi havde dage hvor det regnede i et par timer, nogle dage var bare lidt skyet og andre dage hvor solen tittede frem gennem store hvide skyer.
Alt i alt var vejret fint, det var stadig varmt og vejret satte ingen begrænsning for at vi kunne nyde øen og omgivelserne.
Holiday Island Resort – et specielt paradis for os.
Vi nød 10 vidunderlige dage i dette smukke paradis.
Det var ærlig talt et helt igennem fantastisk ophold.
Vi blev serviceret i både stort og småt og i alle situationer. Og vi havde faktisk nogle specielle situationer på øen.
Ved et uheld kom Kenneth til at træde på et søpindsvin og vi blev nødt til at tage over til en lægeklinik på naboøen for at han kunne få behandling.
De ansatte på hotellet var fantastiske og håndterede situationen super professionelt.
Holiday Island Resort blev ikke kun en feridestination for os, det blev også stedet hvor vi holdte vores bryllupsceremoni og dermed også vores brylluprejse.
Det var en magisk oplevelse at blive viet på den lækre hvide sandstrand.
Alt var perfekt arrangeret i bedste ‘wedding planner’ stil. Det er bestemt en dag vi aldrig vil glemmer.
Du kan her læse mere om vores dag her: fra hemmeligt frieri til et bryllup på stranden på Maldiverne.
Sidste ord om Holiday Island Resort
Vi havde i vores booking af opholdet kun inkluderet morgenmad, men ved ankomsten opgraderede vi til halvpension – morgenmad og aftensmad.
Det var helt klart den bedste beslutning, ikke alene sparede det os for en masse penge, kvaliteten af maden var høj og alt var super lækkert.
Øen omfavnede os med dens atmosfære med sit langsomme tempo og det nød vi.
Opholdet er perfekt til at komme ned i gear og til at kunne slappe fuldstændig af.
Vi sugede alle indtryk til os på øen. Fra de store myrer (ikke danske tissemyrestørrelse!) til øens flyvende hunde og de små babyhajer der kom ind til stranden hver morgen.
Om aftenen kiggede krabber frem fra deres små huller på strandbredden og tropiske fugler gav en hyggelig baggrundskoncert.
Vi var helt bestemt i paradis!
Desværre!
Vi har lige fundet ud af at Holiday Island Resort desværre lukkede i marts 2020 og påbegyndte derefter en større renovation af resortet. Derfor er det lige nu ikke muligt at booke et ophold her.
Hvis du planlægger en tur til Maldiverne, kan vi anbefale at tage et kig på de andre resorter hos Villa Hotels.
Vi håber du har nydt at læse om lækre Holiday Island Resort. Vi håber at resortet snart åbner igen, så det kan byde dig velkommen til paradis.
Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller bare synes at denne artikel var nyttig, så skriv os en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.
Del gerne denne post på din:
Find mere om lækre Maldiverne her:
Fra hemmeligt frieri til eventyrligt bryllup på stranden på Maldiverne
Du kommer her med på en romantisk og eventyrlig rejse med frieri, hemmelige tanker og et fortryllende bryllup på stranden på Maldiverne. Vi havde i
2 Responses
Booker i selv fly/hotel eller var det en pakkerejse?
Hej Kirsten
Tak for at du læser med her på bloggen.
Alle vores rejser sammensætter vi selv og booker selv fly, hotel og hvad der ellers skal bookes til rejsen.
Hvis vi kan hjælpe med noget, er du meget velkommen til at sende os en mail.
Rejsehilsner fra Christina