Vores ultimative guide til Pantanal Brasilien og hvor du finder jaguarerne

Kender du til Pantanal i Brasilien?

Vi vil gerne være ærlige og sige at det gjorde vi ikke, før vi researchede hvad vi skulle opleve på vores rejse til Brasilien.

Hvis du læser med på vores rejseblog, så ved du at naturen primært er i fokus for os på vores rejser – og det var den også på vores Brasilienrejse.

Men når vi tænker på naturen i Brasilien, så falder alles tanker nok først og fremmest på Amazonas. Og den fik vi bestemt også fordybet os i – i hele 10 dage. Men der er faktisk et sted i Brasilien, hvor du kan finde meget mere dyreliv.

I Pantanal, som er verdens største vådområde, er dyrelivet helt fantastisk. 

Landskabet er primært domineret af floder, sumpområder og åbne sletter. Men hvis du drømmer om at se en jaguar i det fri, er der intet bedre sted, end i Pantanal.

Jaguar smiler på safari i Brasilien
Et smil til fotografen 🙂

Dette sted måtte vi selvfølgelig se med egne øjne. 

Så da vores rejseeventyr tog os til Brasilien i august/september 2024, så var dette unikke område med på vores rejseplan.

Vores oplevelse i Pantanal overgik alle vores forventninger. Vi har aldrig oplevet så meget vildt dyreliv omkring os. Det vildeste var dog, da vi sad i vores båd kun 5 meter fra en vild jaguar. Men vi så ikke kun 1 – vi så hele 7 jaguarer på én dag!

I lyset af vores egne oplevelser (og research) har vi her sammensat vores guide til Pantanal, som vi håber kan hjælpe dig med at forstå og planlægge dit eget eventyr i Pantanal Brasilien.

Vi kommer både forbi hvor det er bedst at opholde sig, i forhold til jaguarerne og forståelsen af Pantanal. Hvordan du kan gribe den an og hvad der ellers er at opleve i verdens største vådområde.

Vådområde i Brasilien
Kaimaner og fugleliv overalt i Pantanal

Hvor ligger Pantanal – Verdens største vådområde

Pantanal er et af verdens mest imponerende naturområder og samtidig nok et af de bedst bevarede hemmeligheder i Sydamerika.

Det ligger i den sydlige del af Brasilien, hvor det strækker sig over cirka 195.000 km² på tværs af både Brasilien, Bolivia og Paraguay. Dermed er Pantanal verdens største tropiske vådområde.

Det er stadig relativt ukendt sammenlignet med Amazonas, men det er præcis det, der gør oplevelsen så meget mere speciel.

Men hvad skal man så se: Pantanal eller Amazonas og hvad er forskellen helt præsist?

Vi danskere forbinder hovedsagligt Brasilien med Amazonas, som er kendt for at være verdens største regnskov og „verdens lunger‟.

Amazonas er en tæt, frodig regnskov med en utrolig biodiversitet.

Da Amazonas tætte vegetation kan gøre det svært at opleve det store dyreliv, så tilbyder Pantanal derimod en helt anden type naturoplevelse.

Som nævnt, så er Pantanal et stort åbent vådområde og med sine åbne sletter, er dyrelivet meget lettere at få øje på. 

Verdens største sumpområde
Grusvej og træbroer i det nordlige Pantanal

Et af verdens bedste steder at opleve dyreliv

I Pantanal er der en helt enestående koncentration af dyreliv, hvilket gør det til et af de bedste steder i verden at opleve dyr i deres naturlige omgivelser.

Pantanal huser en utrolig biodiversitet og er hjemsted for over 550 fuglearter, 260 fiskearter, 150 pattedyr, 120 reptiler og mere end 2.000 plantearter. (Ifølge bog købt i Pantanal 2024)

Pantanal er især kendt for sin store bestand af jaguarer – det siges at der findes imellem 5-7.000 jaguarer i området. Og derfor er området det bedste sted i verden, at opleve denne sky og majestætiske kat i dens naturlige habitat.

I modsætning til Amazonas, hvor den tætte skov gør det svært at få øje på jaguarer, giver Pantanals åbne landskab og mange floder, langt bedre mulighed for at spotte dem. De kan ofte findes på flodbredderne, hvor de enten ligger på lur eller vandrer efter deres næste bytte.

Jaguar Pantanal Brasilien
Jaguar på slentretur

Ud over jaguaren er Pantanal også et nemt sted at se kaimaner, kæmpeoddere, kapivarer, kæmpe myreslugere, tapirer og et væld af fuglearter som tukaner, flotte araer, jabirustorke og mange andre flotte og eksotiske fugle.

Også den gule anakonda kan findes i Pantanal, men du skal alligevel have en lille portion held med dig for at se den – det havde vi ikke…

Kapivar
Kapivar med dets "ligegyldige" ansigtsudtryk
Kæmpe oddere
Kæmpe oddere ude og finde føde

Hvordan skal man gribe Pantanal an?

Under min research til vores rejse til Brasilien, faldt jeg med det samme for Pantanal.

Men det viste sig, at jeg måtte i gang med en bredere undersøgelse af hvordan vi fik oplevet stedet. For som nævnt, så er det et kæmpe stort område og en masse spørgsmål kom op. 

Hvor ville det være bedst at placere sig, hvor er det bedst at se jaguarer, hvad kunne vi opleve på egen hånd og alle sådanne spørgsmål. Vi har nu været forbi Pantanal Brasilien og vil her forsøge at hjælpe dig på vej.

Transpantaneira
Pantanal - verdens største vådområde

Der er to muligheder for at opleve Pantanal:

Der er det nordlige Pantanal via Cuiabá lufthavn og det sydlige Pantanal via Campo Grande lufthavn. 

Der er ca. 700 km og ca. 9,5 times kørsel imellem disse to byer, ifølge Google Maps (hvis du som os, overvejede at køre imellem for at opleve begge steder)

Begge steder har deres fordele og unikke oplevelser, men fælles for dem er en fantastisk mulighed for at komme tæt på Pantanals skønne dyreliv.

Vi vil nedenfor forsøge at forklare forskellene mellem de to steder…

Pantanal område i Brasilien
Lysegrønne område er Pantanal

Det nordlige Pantanal – Fra Cuiabá til Porto Jofre

Den nordlige del af Pantanal er som nævnt, kendt for at være det bedste sted i verden at opleve vilde jaguarer. Og lige præcis derfor, valgte vi at tage dertil.

Vejen til Pantanal er super nem. Eller nem i den forstand at det egentlig bare er ligeud i 250 km. Hvoraf de sidste 147 km er på den legendariske Transpantaneira, som er en lang bumpet grusvej.

Når du starter din kørsel på Transpanteneira er hele området som en stor åben zoo (eller måske ikke helt, men tæt på.) Grusvejen går gennem Pantanals nordlige vådområde. 

Her kommer du ud på vakkelvorne træbroer, hvor kaimaner ligger i hundredevis nedenunder. Og en overflod af skønt fugle- og dyreliv er at finde på hele strækningen.

Eventyr Pantanal Brasilien
Kaimaner ligger langs bredden - og kan se vi også fik en ørn med der sidder på broens side

Sådan kommer du dertil?

Book din flybillet fra en af de større byer i Brasilien til Cuiabá lufthavn (CGB – Marechal Rondon International Airport)

Herfra skal du ud til Transpantaneira og opholdene der ligger derude.

Så du har 3 muligheder:
1. Du har planlagt det hele selv, lejet bil og booket ophold – og så er det bare afsted mod den lille by, Poconé og derfra starter Transpantaneira grusvejen. 

2. Du har planlagt det hele selv, men har med i din planlægning også bestilt en transfer fra dit ophold, der kommer og henter dig.

3. Eller du kan blive en del af en lille gruppetur som bliver hentet i lufthavnen. Disse ture kan have forskellige varigheder og også forskellige ophold. Fælles for dem alle, er at måltider og udflugter vil være inkluderet.

Vi har her listet 2 udflugter, som ser fornuftige ud til dig, som ikke ønsker besværet med at sammensætte eventyret selv.

4 dages gruppetur med ophold på Rio Claro inklusiv udflugter og måltider – prisen pr. person
(reklamelink)

6 dages intens jaguar tur inklusiv udflugter og mad – prisen pr. person.
(reklamelink)

Sådan gjorde vi:

Vi lejede bil som vi hentede ved ankomst til Cuiaba lufthavn og derfra kørte vi til Poconé.

Opholdene havde vi selv booket (med lidt besvær, men det kan du læse om i vores personlige beretning.) Vi havde 4 nætter i/omkring Pantanal. 1 nat i Poconé, 2 nætter i Porto Jofre og 1 nat på et Pousada på Transpantaneira.

Du kan her læse om vores personlige beretning: På jaguar safari i Pantanal: Vores kør selv eventyr til Brasiliens vildeste dyreliv

Kørsel ud til Pantanal

Uanset hvilket mulighed du har valgt, så skal du i bil ud mod det nordlige Pantanal – enten i egen lejebil eller med en transport.

Fra Cuiaba til Poconé er der en meget fin (vil næsten sige nylagt) asfalt. Fra Poconé starter Transpantaneira – den lange bumpede grusvej.

Transpantaneira ender i Porto Jofre ved Sao Laurenco floden, hvor de fleste jaguar safari både sejler på. Der er ingen civilisation i Porto Jofre, så du skal have booket ophold på forhånd.

Vi har her anbefalet et par ophold til dig som ønsker at booke ophold selv (uden besvær) og hvor du kan få et episk eventyr i det nordlige Pantanal:

(reklamelink)

Pousada Rio Claro

Vi boede selv på Pousada Rio Claro som ligger tæt ved Transpantaneira grusvejen. Et charmerende ophold som er omgivet af frodig natur og et rigt dyreliv. Det er muligt at komme ud på kajakture, bådsafari og jeepture, hvor du kan spotte jaguarer, kapivarer og tukaner.

Aymara Lodge

Aymara Lodge ligger i det nordlige Pantanal, omgivet af et privat naturreservat. Her kan du tage på bådsafarier, vandreture og fuglekiggeri med chance for at se tapirer, ozelotter og jaguarer. Lodgen tilbyder komfortable suiter med aircondition og verandaer.

Santa Rosa Pantanal Hotel

Santa Rosa Pantanal Hotel ligger midt i Pantanal og tilbyder autentiske natur- og dyreoplevelser. Tag ud på bådture, jeepsafarier og vandreture med mulighed for at spotte jaguarer, kaimaner og eksotiske fugle. Hotellet kombinerer komfort med vilde eventyr.

Det sydlige Pantanal – Fra Campo Grande til lodges ved Aquidauana og Miranda

Den sydlige del af Pantanal er mere varieret og kendt for at være et område med klassiske fazenda-oplevelser. Altså, hvor du bor på en traditionel brasiliansk gård midt i naturen.

Området er perfekt til dig, der ønsker at tage på jeepsafari, rideture i naturen eller sejle på floder for at spotte spændende dyreliv.

Det er også muligt at spotte jaguarer i den sydlige del, men det er mere sjældent end i den nordlige del. Det vil derimod være nemmere at opleve andet spændende dyreliv, som f.eks. kæmpe myreslugeren og de nuttede bæltedyr.

Fantastisk natur
Floder krydser igennem Pantanal både i nord og syd

Sådan kommer du dertil?

Book din flybillet til Campo Grande (CGR – Campo Grande International Airport)

Herfra skal du ud mod byerne, Aquidauana og Miranda. Der er fine veje fra lufthavnen dertil. For at komme ind i naturen i den sydlige del af Pantanal, vil vi anbefale at kigge efter et ophold af de grusveje der går ind i Pantanal derfra.

Herfra vil du ligeledes have 3 muligheder:

1. Du har planlagt det hele selv, lejet bil og booket ophold – og så er det bare afsted mod dit ophold i Pantanal.

2. Du har planlagt det hele selv, men har med i din planlægning også  bestilt en transfer enten fra dit ophold eller fra en ekstern shuttleservice, der kommer og henter dig.

Det er også muligt at tage en lokal bus fra lufthavnen til en af ovenstående byer. Så skal du så bare sørge for at komme frem til dit ophold derfra.

3. Eller, du kan også her blive en del af en lille gruppetur som bliver hentet i lufthavnen. Også her kan disse ture have forskellige varigheder og forskellige ophold. Og alle måltider og udflugter vil også være inkluderet her.

Vi har nedenfor listet 2 ture, som dog begge er private – så det er kun dig og din familie. De ser fornuftige ud til dig, som ikke ønsker besværet med at sammensætte eventyret selv.

En privat 5 dages tur der både inkludere udflugter i det sydlige Pantanal, samt måltider – prisen pr. person
(reklamelink)

8 dages privattur med et flerdags jaguar-ophold på Caiman Ecological Refuge + ture og fritid i Bonito – prisen pr. person.
(reklamelink)

Forslag til det sydlige Pantanal Brasilien

Vi tog ikke selv forbi det sydlige Pantanal.

Men vi undersøgte en del om begge områder – og vi må sige at „næsten-garantien‟ for at opleve vilde jaguarer i den nordlige del, var mere spændende for os.

Men vil da gerne indrømme at vi var hooked på begge områder. For selvom jaguarer er sjældne i den sydlige del, så er det stadig muligt at spotte dem. Samt, det er meget nemmere at kombinere den sydlige del med f.eks. Bonito, hvor flere spændende oplevelser kan fåes – det kan vi garantere, for der kom vi selv forbi.

Vi har her anbefalet et par ophold til dig, som ønsker at booke selv, i den sydlige del. Ophold vi selv kiggede på, da vi var i planlægningsfasen. Men husk evt. også et tage et ophold i Bonito, når du er på disse kanter…

(reklamelink)

Pousada Aguape

Pousada Aguape ligger i det sydlige Pantanal. En traditionel kvægfarm omgivet af vild natur. Her kan du komme på rideture, jeepsafarier, bådture og se fantastisk dyreliv som blå araer, tapirer, tukaner og jaguarer, hvis du er heldig.

Pantanal Ranch Meia Lua

Pantanal Ranch Meia Lua ligger nær Miranda og tilbyder en autentisk oplevelse i Pantanal. Du kan nyde ridning, fiskeri, naturvandringer og natsafarier. De komfortable værelser giver en behagelig base efter dagens eventyr.

Pousada Pequi

Pousada Pequi ligger i det sydlige Pantanal på en kvægfarm. Oplev rideture, safari i jeeps, bådture og fuglekiggeri med mulighed for at spotte jaguarer, kaimaner og kapivarer. Lodgen kombinerer hygge og autentisk brasiliansk gæstfrihed.

Hvilken del af Pantanal skal du vælge?

Som skrevet tidligere, så har begge steder deres fordele og unik-heder, men de kommer også med forskellige prisklasser.

Det nordlige Pantanal er dyrt. Men hvis du ønsker at opleve vilde jaguarer, føle at du befinder dig i en gigantisk åben zoo og forsvinde fra masseturismen, så er dette stedet vi vil anbefale.

Vil du derimod have en billigere oplevelse, hvor du stadig vil se en masse dyreliv, men også have mulighed for at tage ud til flere oplevelser som f.eks. vandfald, grotter, flotte floder m.m.
Så vil vi anbefale at tage til det sydlige Pantanal.

Begge muligheder byder på spektakulære naturoplevelser. Så uanset hvilken del af Pantanal du vælger, venter der med garanti et uforglemmeligt eventyr.

På eventyr i Pantanal Brasilien
Fantastiske oplevelser venter

Så garanteret er du næsten for at se jaguarer i det nordlige Pantanal Brasilien 

Jaguarene har fået navne og guiderne kender dem.

Da vi sejlede rundt på floden og så de mange jaguarer, kunne guiden genkende dem og fortælle os navnene på dem vi så.

Der er også lavet en bog med jaguarene, som han fint viste os. 

Det er ikke fordi at jaguarerne har mærker i øerne eller halsbånd at de ved hvem de er. Nej, de genkender dem på deres pels og deres aftegninger, som er et individuelt print – ligesom et fingeraftryk.

Dog var ikke alle 5-7000 jaguarer nævnt i bogen, men der var nok omkring 50-70 styks. Jaguarer som har fundet sig tilrette og ses jævnligt i det nordlige Pantanal.

Jaguar safari Pantanal Brasilien
Vores guide mente at det var Tainara vi fik et billede af

Ønsker du at leje bil til Pantanal, Brasilien?

Som nævnt, så lejede vi selv bil og kørte ud til Porto Jofre i det nordlige Pantanal.

Det er super nemt at køre selv i den del af Brasilien. Og vi kunne tage oplevelsen helt i vores eget tempo.

Men vi lejede faktisk også bil fra Campo Grande. Ikke for at tage til det sydlige Pantanal, men i stedet for at tage til Bonito, hvor der er andre fantastiske oplevelser at finde.

Her kan du snorkle i klare akvariske floder, finde flotte vandfald og opleve hundredevis af smukke flyvende araer på ét sted. Og som skrevet kan du kombinere disse oplevelser, hvis du ønsker at leje bil og opleve den sydlige del af Pantanal.

Vi anbefaler til hver en tid at booke billeje igennem Discover Cars. (reklamelink)

De er simpelthen vores go-to bil-bookingportal. Vi har ingen problemer haft, ud af alle de biler vi har lejet rundt omkring i verden.

På begge vores billejer ved Pantanal inkluderede vi Full Coverage forsikringen, så vi var fuldt dækket. 
Ved afhentning begge steder blev vi informeret om at der ville blive tillagt et gebyr for rengøring af bilen. Klag ikke over det – når du ser bilen ved aflevering, forstår du hvorfor. Beløbet er ikke højt.

Billeje Pantanal Brasilien
Beskidt bil - og vi er ikke engang nået ud til vores ophold endnu

Hvornår er det bedst at besøge Pantanal?

Der er to markante sæsoner i Pantanal i Brasilien; der er tørketiden og der regntiden.

Hvis du drømmer om at se vilde jaguarer, så er tørketiden fra juni til oktober det ideelle tidspunkt at tage afsted. Det siges at midt juli og indtil midt september er allerbedst.

Jaguarerne søger mod flodbredderne for at jage kaimaner og kapivarer, hvilket gør dem lettere at få øje på. Specielt i den nordlige del af Pantanal, nær Porto Jofre er chancerne for at se en jaguar ekstremt høje og næsten garanteret i disse måneder.

På en bådtur i denne periode kan du ofte opleve flere jaguarer på en enkelt dag, enten når de vandrer langs floden eller hviler sig i skyggen.

Jaguar i Brasilien
På jaguar safari Brasilien

Tørketiden er også generelt den bedste sæson hvis du ønsker mere ud af dyrelivet. Det koncentrerer sig nemlig omkring de tilbageværende vandhuller og landskabet gør, at det er nemmere at spotte dyrene.

Regntiden, der ligger fra november til april forvandler Pantanal til et frodigt, men meget oversvømmet landskab. Det er et paradis for fuglekiggere, da området tiltrækker rigtig mange trækfugle i den periode.

Vandstanden stiger betydeligt, hvilket giver mulighed for at opleve mere af landskabet fra en båd, men gør det samtidig vanskeligere at komme rundt på land.

Vi vil ikke anbefale at køre selv i den nordlige del i denne periode, da Transpantaneira kan være oversvømmet og broer skyllet væk.

I regntiden er chancerne for at se en anakonda større, da de trives i de oversvømmede områder. Men til gengæld bliver det sværere at få øje på jaguarer, da de bevæger sig længere væk fra flodbredderne og længere ind i Pantanals tætte skov i midten.

Caracara ørn
Gulmasket Amazone papegøje
Sydamerikansk gøg

Praktiske tips til dit eventyr i Pantanal Brasilien

En rejse til Pantanal kræver lidt ekstra planlægning, især fordi området er afsides og præget af et unikt klima.

Pantanal er varmt og fugtigt det meste af året, men vi oplevede det faktisk også en smule køligt.

Anbefaling til hvad du skal medbringe?

En let softshell jakke og/eller regnjakke/poncho

Alt efter hvor du kommer til at bo og hvilke udflugter du tager på, så kan et par gode vandresko med godt greb være gode

En bredskygget hat eller kasket, specielt til bådture og vandreture

Solbriller, solcreme og myggespray (der er mange ved solnedgang)

Dyrene kan være langt væk, så en god kikkert gør det lettere at spotte fugle og andet dyreliv

Note: Vi var selv i Pantanal i slut august, men selvom det betyder sommer og de siger 32 grader, så havde vi et par dage med 17 grader. Så vær opmærksom på at tage lidt lunt tøj med og et tørklæde.

Når du skal ud og spotte jaguarer i det nordlige Pantanal, så bliver der sejlet rigtig stærkt på floden – og når det er lidt køligt, så bliver vinden meget kold.

Koldt i Pantanal Brasilien
Ja, vi frøs lidt - specielt da båden kom op i fart

Prisniveau – Hvad koster en tur til Pantanal?

Priserne for en rejse til Pantanal varierer afhængigt af, hvordan du rejser og hvilken type oplevelse du ønsker.

Også igen – den nordlige del er dyrere end den sydlige.

Det er svært at komme med en præcis pris for hvad en tur til Pantanal koster, for vi alle ønsker lidt forskelligt.

Fly: Indenrigsfly til Cuiabá eller Campo Grande fra en af de større byer i Brasilien: ca. 500-1.700 DKK pr. person pr. vej.

Ophold: Kan ligge imellem 500-10.000 DKK pr. overnatning – alt efter hvad der inkluderet og hvad slags ophold du ønsker. Kan fortælle at dem til 2-3000 pr. nat, bestemt ikke er luksus.

Men de fleste lidt afsiddesliggende Pousadaer/Fazendaer har måltider inkluderet – nogle har endda all inclusive.

Ophold i Porto Jofre
Vores ophold i Porto Jofre - ikke noget fancy, men ingen hegn ud til jaguarland

Safariture og aktiviteter: De fleste ophold tilbyder jaguar safari ture, vandreture, rideture m.m. Disse aktiviteter koster ved siden af.

Der tilbydes både hel- og halvdags jaguar-safari som ca. er 1.000-2.500 DKK pr. person.
Guidede natteture eller flodsafarier ca. 500-1.500 DKK pr. person

Dyreoplevelser i Pantanal Brasilien er bare dyrt!

Hvis du ikke „bare‟ booker en arrangeret tur hvor alt er inkluderet for dig, så skriv sammen med dit overnatningssted om priserne til aktiviteterne. Da vi bookede vores ophold gennem Booking.com, kom der en automatisk besked fra Pousadaen med hvad der var inkluderet af måltider og hvad udflugterne kostede.

Alt i alt kan et flerdags eventyr i Pantanal koste mellem 6.000-25.000 DKK pr. person, afhængigt af hvor I Pantanal du ønsker oplevelser, opholdets varighed, overnatningsted og valg af aktiviteter.

Vi henviser igen til vores post om vores eventyr i det nordlige Pantanal, hvor vi også har detaljeret ud hvad det kostede os med billeje, overnatninger, mad mm. som vi selv arrangerede. 

En rejse til Pantanal er en investering i en unik naturoplevelse. For selvom det kan være en dyr fornøjelse, er det nok et af de bedste steder i verden, hvor vi har fået SÅ unikke dyreoplevelser.

Tapir i Pantanal Brasilien
Denne fine fyr kom forbi vores ophold i Porto Jofre

Kom med på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Vi håber at vores guide til Pantanal Brasilien kan hjælpe dig med at få en fantastisk oplevelse i verdens største vådområde.
Hvis du har spørgsmål til Pantanal , Brasilien eller blot finder denne post hjælpsom, så skriv endelig en kommentar nedenfor – vi vil rigtig gerne høre fra dig.

Del gerne denne post på din:

Find flere posts om naturskønne Brasilien her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Review Your Cart
0
Add Coupon Code
Subtotal