Vi lister efter vilde elefanter i Periyar Nationalpark i Indien

Vi triller ind på parkeringspladsen til Periyar Nationalpark i det sydlige Indien efter en lang køretur fra Munnar og de smukke teplantager.

Vores chauffør (som ikke er ret god til engelsk siger ”boat tour Periyar National Park”.

I forsøget på at fortælle ham at vi ikke tager bådturen, men i stedet ønsker naturvandring, smiler han blot mærkeligt og siger ”Not possible, only boat tour”

Han er meget sød, men vi ønsker ikke at komme på nogen bådtur. Vi har nemlig endelig læst på lektien og ved at der i Periyar nationalpark i Indien er flere muligheder for at se parken og dyrelivet på.

LÆS OGSÅ: om vores udfordringer og oplevelser på vores Sydindien rundrejse

Dog er vi først lidt skeptiske om det egentlig er her vi skal være, men vi hører en ranger sige at det er det eneste sted til Periyar parken.

Så vi stiger ud af bilen, aftaler med vores chauffør at han finder noget frokost til sig selv og ellers bare venter på os på den store parkeringsplads.

Derefter går vi hen til det lille hus med bliktaget, hvor der holder nogle busser ventende.

Vi skal åbenbart betale for at komme med bussen ind til startstedet i Periyar nationalpark i Indien.

Vi er stadig ikke helt med på hvordan det fungerer, men vi betaler, får en billet og når lige at stige ombord i en af busserne, som er ved at trille afsted.

Busser til Periyar Nationalpark Indien

Bådturen i Periyar Nationalpark, Indien – den foretrukne tur…

Efter 10-15 minutter ankommer vi til start stedet, hvor der ligger et par gule huse ud til en stor sø. Vi ser skilte i forskellige retninger og de fleste mennesker fra bussen går over mod ”Ticket to Boat Tour”.

På Periyar nationalparks hjemmeside havde vi læst om flere forskellige måder at opleve parken på og vi havde besluttet os for at tage en 3-4 timers ”nature walk”.

Nu skulle vi bare lige finde ud af hvordan tingene fungerede her og hvordan vi kunne komme på turen… alle kiggede underligt på os, da vi ikke stillede os op i køen til bådturen.

Nogle kom også hen og spurgte og de kunne hjælpe, da vi nævnte vores ønskede tur, blev de kort for hovedet og kunne ikke hjælpe os.

Vi gik bagom det store gule hovedhus og fandt en ranger, som vi spurgte til vores ønskede tur. Tror ikke de var klar til at der rent faktisk var nogle der tog andre ture, end bådturen.

Men det gjorde vi. Skøre turister.

Vi betalte endnu engang – denne gang for den tur vi ville på.

Der er faste planlagte tider på turene og vores tur startede omkring kl. 14, så det passede perfekt med den tid vi var der.

Da vi havde betalt, spurgte den stadig lidt forvirrede ranger om vi havde lange bukser til at tage på.

Det havde vi ikke, vi havde overhovedet ikke skænket det en tanke at der kunne være igler, selvom Kenneth samme morgen kom tilbage efter en hurtig fototur i hotelhaven med hele 11 igler. Kun én havde dog fået hul på ham.

Rangeren beroligede os dog og sagde at vi ville få udleveret iglestrømper.

Jeg havde taget mine trekvartbukser på og med iglestrømperne på, så var mine ben heldigvis dækket helt til. Kenneth havde dog bare sine sport shorts på, så han havde et stykke med bar hud… det måtte gå så godt det nu kunne.

Bambusflåde i Periyar NP

Spotter dyreliv med det samme

Vores ranger kom til os og det var fint at se at han også var iført grimme iglestrømper.

Det var åbenbart kun os og ham… det var perfekt – lige som vi ønsker det.

Med vores lidt usædvanlige udseende fulgte vi vores ranger ned til vandet og mod en bambus tømmerflåde, kun bundet sammen med et par bambusstænger og snørre.

Mens vi går ”ombord” pipler vandet op mellem bambusserne og vi forsøger ikke at få alt for våde sko. Vi sætter os på opsatsningen og vores ranger begynder at trække os over med rebet der ligger i vandet, bundet op på hver side af bredden.

Black monkey Indien
Nilgiri Langur i Periyar Nationalpark Indien

Ved ankomst til den anden bred, stiller vores ranger sig op og lytter til naturen. Han er super skarp og han spotter hurtigt en kingfisher fugl og nogle aber han kalder ”black monkeys”. 

(Vi har senere fundet ud af disse hedder Nilgiri Langur. De er endemiske og er meget udrydningstruet.)

Vi går videre og drejer forsigtig rundt om ”junglehjørnet” hvor søen følger med ind og bliver til en slags sumpområde. Vores ranger går lidt foran og kigger om hjørnet.

Der er ikke gået 10 minutter siden vi gik fra bambusflåden.

Han vender sig smilende og siger ”it´s your lucky day”. I al vores overraskelse udbrød vi begge ”Oh, really, do you see elephants?”

”Yes!”

Lister efter elefanter i Indien
Vi spotter vilde elefanter i Periyar Nationalpark Indien

Vi lister efter vilde elefanter i Periyar Nationalpark i Indien!

Imens vi lister rundt om junglehjørnet, åbner Periyar Nationalpark sig op, hvor søen går hen og bliver til et stort sumpområde med mudrede græsarealer og med jungleskov på begge sider.

Dér, omkring 200 meter foran os ser vi to elefanter, der er på vej væk fra søen og ind i et mindre buskads.

I rask gang med jungle til den ene side og sø-sumpen til den anden, går vi mod elefanterne.

Da vi kommer frem til buskadset som elefanterne gik ind i, er de gået over et meget mudret område, hvor vi ser dem kun 100 meter fra os.

De har ikke set os og står bare og gnasker løs af de lækre grønne buske og træer.  Vi står bare og beundrer dem fra buskadset.

Det er en enlig elefantmor med sin unge, der er omkring 7 år gammel.

Elefanterne går videre og vi lister lidt efter dem, på afstand.

Elefantmor med sin unge i Indien

Vi møver os over det mudrede græsområde og over mod det sted hvor elefanterne lige har været. På vores vej finder vi bevis på at livet har sin naturlige gang i Periyar Nationalpark i Indien.

Rangeren tager sin hånd op for at signalere at vi skal stoppe, så han selv lige kan liste i forvejen og se hvor langt elefanterne er kommet.

Han vifter os over mod junglen og i meget rask tempo går vi igennem jungleskoven og igennem fugtigt krat og mine tanker begynder at handle om igler. Jeg kiggede et par ekstra gange på både mine og Kenneths grimme strømper mens vi bevægede os gennem skoven, men der var ikke noget at se.

Skelletter i Periyar
Mon det er en af de få tigere der har fået et godt måltid?
Vi holder os på afstand, men kan hele tiden se dem

Vi bliver holdt øje med af junglens vilde dyr

Vores ranger søgte endnu engang ud mod det åbne græsareal.  Og tog os igennem mudret til vi fandt en lille tør græsbanke.

Han havde ført os foran elefanterne. 

Vi stod længe og beundrede dem, mens de stille kom tættere.

Vandreture i Periyar nationalpark

Mens vi stod der midt i det åbne stille intethed, kun med buldrende tordenskyer over os, hvisker rangeren os til sig.
Han peger ind i skoven. 

I en tæt mørk plet stod der en stor bison og holdte øje med os.
Den så lidt skræmmende ud. Vi kunne kun fornemme dens øjne, horn og lidt af hovedet.

Et vildsvin kom også ud fra en anden del af skoven, så os, men smuttede hurtigt igen.

Det var fantastisk. Selvom vi dog følte os lidt udsatte herude – alt kunne lure på os fra skoven.

Bison i junglen i Indien
Kan du se bisonen i skoven?

Elefanterne var efterhånden kommet godt tæt på og vi gik hen mod skoven igen – og elefanterne fulgte med.

De havde set os nu og holdte også lidt øje med os, men så os ikke som nogen fare.

Vi gik hurtigt ind i skoven og ville ikke forstyrre dem mere.

I en lysning i skoven stoppede vores ranger pludseligt. Vildsvinet fra tidligere havde samlet sin familie og kom løbende. De stoppede op 6-8 meter fra os, kiggede på os og løb videre ind i skoven.

Hvor var det vildt!

Men det vildeste var dog ikke sket endnu…

Vilde elefanter i Periyar Nationalpark Indien
Vildsvin i Periyar Indien

Bliver vi jagtet af vilde elefanter?

Mens vi hviskende går igennem skoven og lytter til de forskellige fugle og spotter flere aber (og tordenskyerne over os bliver mere og mere intense), hører vi pludselig først et lille elefanttrut, vi klukker lidt af det og går videre.

Men så kommer der et ordentlig langt elefant”brøl”. Vores ranger vender sig til os og hvisker stiller ”come, run” og vifter med sin arm.

Lige i det sekund da vi begynder at løbe tænker man det værste. Har vi vrede elefanter efter os? Eller er der andre skræmmende dyr vi skal væk fra? (vi er vel i et tiger reservat)

Vi løber nu igennem skoven. Der er heldigvis ikke nogen vrede elefanter efter os, men rangeren vil blot have os væk fra ”situationen”.

Han fortæller bagefter at elefanterne kan have stødt på vildsvinene og elefantmor vil skræmme dem væk.

Puha, med hjertet oppe i halsen går vi videre ind i skoven. Lidt dråber er begyndt og falde.

Selvom vi kun er 2 timer inde i vores tur, spørger vores ranger om vi skal gå tilbage og det er nok en god idé. Der kommer helt sikkert en masse regn meget snart.

Løber igennem skoven i Periyar nationalpark Indien

Himlen åbner op for alle sluser

Tordenskyerne buldrer over os, som var de igang med en kæmpe diskussion.

Vi finder tilbage af samme sti i skoven og kommer ud til de åbne mudrede græsarealer.

Dér står pludselig en flok bisoner og græsser. De ser op og holder et nøje øje med os. Da vi begynder at gå videre, løber de videre ind i buskadset.

Vi prøver at følge med, men de er hurtige og vi mister dem af syne.

Inden vi drejer om jungle”hjørnet” spotter vi en anden lille vildsvin-familie der er ude og lufte deres fire små grislinger. 

Tilbage på bredden af søen sidder der et par black monkeys/nilgiri langurer som får en eftermiddagssnack. De er hyggelige. Nogle er lidt bange for os og hopper op i træerne, mens andre er ligeglade og spiser videre på bredden.

Bisoner i Periyar Indien
Vildsvin familie i Periyar

Vi går tilbage til vores bambusflåde, hvor tre kvinder står i deres farverige kjoler og en stor bylt af et eller andet og venter.

De vil bare gerne med over på den anden side.

Vi stiger alle ombord og mens vores ranger endnu engang trækker os over søen, begynder store dråber at falde foroven.

Heldigvis tager det kun 3 minutter at komme over og vi skynder os op til deres rangerhytte.

I læ for regnen binder vi forsigtigt vores sko op, for at få iglestrømperne af.

Rigtig mange igler havde fundet vej ned i både vores sko, på strømper og desværre var der også en der havde fået godt fat i Kenneths knæhase, så der var blod over det hele.

Iglen var ikke at se, så den havde sikkert fået nok og sluppet selv. Det gør de nemlig. Det irriterende er, at de efterlader et blodigt hul som har svært ved at stoppe med at bløde.

Vi takker vores ranger for en god tur, giver ham lidt drikkepenge og løber ud i den silende regn for at finde bussen tilbage til parkeringspladsen og dernæst vores chauffør.

Regnvejr i Indien

Bonusdyr – men dog lidt skræmmende

Vi chekker drivvåde ind på vores hotel for natten.

Abad Green Forest Resort er et super fint hotel lige ved Periyar Nationalpark – og kan sagtens anbefales, hvis turen går dertil. (reklamelink)

Værelset var skønt og vi åbner ud til balkonen for at suge junglen til os.

Men dér… i grenene ikke langt fra vores værelse, sidder der et dyr. Vi kan ikke genkende det. 

Det sidder i ly for regnen, men da den ser vi holder øje med den, bliver det ekstremt nysgerrigt. Den ryster sin pels som en hund og går langs grenen der er ud for vores værelse og retter så blikket lige imod os. 

Den er på størrelse med en kat, har flere farver, store gnaver-fortænder og nogle ret store “finger”poter med klør.

Vi fandt ud af at det var et indisk kæmpe egern.

Som det sad der og stirrede på os, blev vi lidt skræmte, så vi gik ind på værelset igen og lukkede pænt balkondøren efter os. 

Kæmpe indisk egern i nationalpark
Kæmpe indisk egern

Info om Periyar Nationalpark

Periyar National Park & ​​Wildlife Sanctuary, ligger i Thekkady, omkring 4 timers kørsel fra havet og ind i landet. Nationalparken er en af de mest kendte i det sydlige Indien og et perfekt sted at komme ud og opleve dyrelivet, på din rejse til Kerala.

Periyar Wildlife Sanctuary blev taget under ”Project Tiger” i 1978 og blev det 10. tigerreservat i Indien og fik navnet Periyar Tiger Reserve. Det samlede areal af reservatet strækker sig til 925 kvadratkilometer.

Der er omkring 40 tigere registreret i reservatet og imellem 900-1000 elefanter, samt en masse andet dyrevildt.

Info om de forskellige ture i Periyar Nationalpark

Turen som vi tog og som du har læst om ovenfor hedder en ”nature walk”, men der tilbydes mange andre ture i parken.

Hvis du er til vandring, så kan du finde både korte og lange vandreture med guide. Du kan tage på dagsture, men det er også muligt at komme ud i parken når mørket falder på.

Det er muligt at komme ud at sejle enten med båd eller hvad med en stille bambus raftetur?

Mens du glider stille over vandet, får du mulighed for at betragte det rige dyreliv, der kommer ned til søens bred. 

En anden kæmpe oplevelse vil være at følge “Tiger Trails” i parken – disse er med en overnatning eller to inde i nationalparken. For dette tilbyder Periyar nemlig også.

Men tag selv et kig på mulighederne der er i Periyar Nationalpark – husk at planlægge efter hvilke tider turene går på. Det overholder de nemlig.

Elefanter i Periyar Indien

Hvad koster det er komme ind i Periyar Nationalpark, Indien

For overhovedet at komme ind i Periyar Nationalpark skal du betale et nationalpark entrégebyr.

Vi betalte 1085 INR (ca. 90 kr) i 2023 for 2 personer for denne entré.

Når dette er betalt tager du bussen ca. 10-15 minutter ned til Periyar Lake, hvor du skal booke den tur du ønsker.

Vi betalte 1600 INR (ca. 132 kr) i 2023 for 2 personer for vores ”Nature Walk”. Turen står til 400 INR, men fordi der er et minimum antal på 4 personer og vi kun var 2 – så skulle vi betale prisen for 4 personer.

Turenes priser ligger imellem 400 INR for vandreture og 10.000 INR for ”Tiger trail med 2 overnatninger”.

Du kan selv se priserne under turene inde på deres officielle hjemmeside.  

Tag med os på eventyr!

Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Vi rejser ud 2-3 gange om året i et par måneder af gangen til forskellige steder i verden.
Så kom med ud på eventyr!

Frie elefanter i nationalpark

LÆS OGSÅ:

Vi håber at vores oplevelse i Periyar Nationalpark i Indien, kan inspirere dig til at komme forbi parken og måske få en uforglemmelig oplevelse.
Hvis du har spørgsmål omkring Periyar NP, Indien generelt eller bare synes at denne post var nyttig og brugbar, så skriv os en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.

Del gerne denne post på din:

Find mere om interessante Indien her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *