Tæt på Costa Ricas dyreliv og smukke vandfald i La Paz Waterfall Gardens
En af grundene til at du rejser til Costa Rica er nok at du ønsker at se så meget at det fascinerende dyreliv, som landet har at tilbyde.
Vi foretrækker altid at se dyrelivet i deres naturlige habitat, men da vores vej krydsede den privatejede La Paz Waterfall Gardens blev vi alligevel nødt til at se om de kunne tilbyde mere af Costa Ricas dyreliv end vi allerede havde set.
Og faktisk kan vi informere, at hvis du synes, at du ikke har set nok af Costa Ricas dyreliv i nationalparkerne, måske mangler at se et dovendyr eller bare ønsker at se noget mere dyreliv, så er La Paz Waterfall Gardens en rigtig fin park at tage forbi.
Ikke alene får du set nogle af de dyr som du måske ikke har fået set på din rejse og som bonus får du set de fem flotte vandfald, der udgør det populære La Paz vandfald.
Om La Paz Waterfall Gardens
Da La Paz Waterfall Gardens er beliggende på den bagerste skråning af Poas vulkanen, ligger den i en højde på omkring 1.200 meter over havets overflade.
Parken er på i alt 28 hektar inklusiv dyrepark, frodig regnskov, vandfald og lidt græsarealer, men du kommer slet ikke rundt i det hele. Til sammenligning er vores zoo i København omkring 11 hektar.
Traditionelle zoologiske haver er forbudt i Costa Rica.
Det betyder, at alle dyrene i La Paz Waterfall Gardens enten er blevet konfiskeret som ulovlige kæledyr eller såret og ude af stand til at vende tilbage til naturen.
(Frøerne og sommerfuglene er dog undtaget, da de opdrættes på stedet)
Vi vil gå mere i detaljer nedenfor, men det der gør dette sted specielt, er dets separate sektioner af de forskellige dyreliv.
Du kan læse meget mere her waterfallgardens.com.
Kom forbi næsten al Costa Ricas dyreliv på et par timer
Vi kom lidt tilfældigt forbi La Paz, da vi skulle krydse landet fra Tortuguero Nationalpark til Corcovado Nationalpark.
Smukke vandfald er altid på vores radar, så derfor søgte vi naturligvis efter at se nogle af disse på vejen og La Paz dukkede frem. At vi fik en hel dyrepark med i pakken, var bare en kæmpe bonus.
For os kom vi for vandfaldene, men vi må sige at dyreparken er et lige så stort højdepunkt her. Det er i hvert fald en fantastisk måde at se Costa Ricas dyreliv tæt på, som normalt kan være svær at se i naturen.
Det er en selvguidet tur imellem de mange bure, men der er en masse personale omkring, som kan fortælle dig om de forskellige dyr og som gerne svarer på dine spørgsmål.
Derudover er der også en masse informationstavler rundt omkring.
Som skrevet tidligere, så er ingen af dyrene blevet taget fra deres naturlige habitat. Mange af dem er blevet konfiskeret som ulovlige kæledyr og kan ikke længere klare sig i naturen.
Dyreparken er opdelt i forskellige sektioner af dyreliv. Der er sektioner for eksotiske fugle, et sommerfuglehus, en kolibrihave, aber, dovendyr, slanger, frøer og smukke junglekatte, inklusive pumaer og jaguarer!
Fuglesektionen
Der er flere store bure hvor tukaner og store grønne og røde papegøjer kan flyve rundt.
Det er muligt at komme ind i det store bur hvor tukanerne holder til og hvor du kan få et nærbillede af disse smukke fugle og mange andre fascinerende fugle.
De flotte grønne og røde papegøjer havde lige fået mad da vi kom, så de sad og fik noget morgenmad, mens vi tog en masse billeder af dem.
Udenfor, nær abe-indhegningen er der et skønt område med blomster, et lille vandfald og hængende sukkervandsdispensere. Her holder de flotte og hurtige kolibrier til.
De er ikke i bur, de flyver frit og kommer der blot for at nyde blomsterne og sukkervandet.
Der stod en lille pige der havde fået udleveret en dispenser af en medarbejder, som blot stod og ventede på at en lille fin kolibri kom og satte sig på hendes ”bræt”.
Sommerfuglehuset
Hvis du kan lide sommerfugle, vil du elske det gigantiske sommerfuglehus.
Tag dig tid til at gå rundt for at se de mange forskellige arter som den store smukke blå morfoer, den klassiske monark og den der ligner er stor ugle, når vingerne er slået ud.
Det hele er sat op som en botanisk have, så der er også flotte tropiske planter at finde derinde.
Du har også mulighed for at lære om livscyklussen fra æg, til larve, kokon og til sidst den flotte store sommerfugl.
Frøhuset
Costa Rica har nogle af verdens mest farverige frøer, men chancerne for at se dem i naturen er ret lille. Det skyldes, at mange frøarter er aktive om natten og lever langs floder eller dybt inde i junglen.
I hvert fald synes vi at det var lige så svært at finde dem i frøhuset – ellers gav vi os bare ikke tid til det, da vi allerede har set nogle virkelig flotte frøer i naturen.
Den mest kendte er den rødøjede løvfrø, som du sikkert genkender fra plakater og reklamer rundt om i landet.
Andre flotte frøer du har mulighed for at se i frøhuset er den flotte grønne pilegiftfrø og jordbærfrøen som ser ud til at have blå bukser på.
Abe og dovendyrs sektionen
Costa Rica har fire forskellige abearter: brøleaber, edderkoppeaber, kapucinaber og den nuttede dødningehovedabe. Da vi kom forbi La Paz havde de kun de akrobatiske edderkoppeaber.
Vi har dog haft fornøjelsen af at se alle abearter rundt om i Costa Ricas nationalparker – dog er brøleaber og edderkoppeaberne de mest almindelige at se.
Dovendyrburet, kunne vi se var helt nyt. Vi fandt kun en enkelt der sad oppe over indgangen til buret og sad og sov, så det var ikke helt så sjovt, men lækkert stort bur til dem.
Slangehuset
Vi var i La Paz Gardens en halv time efter de var åbnet og havde ret meget af parken for os selv. Som nævnt ovenfor så er personalet super venlige og vil rigtig gerne fortælle om deres forskellige sektioner.
Da vi trådte ind til slangerne kom der straks en medarbejder og fortalte os vidt og bredt om de forskellige slanger de har i La Paz Waterfall Gardens.
De har lige nu omkring 25 forskellige arter af både giftige og ikke-giftige arter.
Mens han fortalte en masse om slangerne, fik han ”vækket” en del af dem for vores skyld, ved at sprøjte vand ind på dem, så vi kunne få nogle gode billeder af dem. Og det må vi bestemt sige at vi fik. Slangerne har i øvrigt godt af vandet, som nogle af dem optager gennem deres skæl.
Han gjorde lige det ekstra for os – det var fantastisk.
Junglekatte sektionen
Selvom Costa Ricas dyreliv er vildt og varieret så er junglekatte en gruppe dyr, som du skal være yderst heldig med at se i naturen.
Junglekattene i La Paz er alle blevet konfiskeret fra folk, der har holdt dem ulovligt som kæledyr. La Paz Gardens har givet dem et godt hjem, da de aldrig vil være i stand til at vende tilbage til naturen og klare sig selv.
Gennem de store glasvinduer beundrede vi først den trætte ocelot. Den var der ikke meget sjov ved.
Dernæst gik vi videre til de to pumaer, som egentlig bare lå og nød hinanden og så ud som om at de havde erobret paradis i et kinesisk maleri.
Til sidst kom vi hen til jaguarene. Hvor var de flotte – og enormt aktive. De var meget kontaktsøgende, så her brugte vi mest tid og fik en masse flotte billeder af dem igennem den store glasfacade.
Tilmeld dig vores rejseunivers, hvor vi skriver om rejser, oplevelser, udfordringer på rejser og mange andre spændende rejserelateret ting.
Den hyggelige del af La Paz
Efter du har set meget af Costa Ricas dyreliv og forhåbentlig lært en masse fra de engagerede dyrepassere kommer der en lille orkidéhave. Der var nogle virkelig smukke orkideer og nogle sjove banantræer – lyserøde bananer der groede opad – det havde vi aldrig set før!
Lige ved siden af ligger der en lille casita, hvor der stod en mamacita og serverede en lille gratis smagsprøve på sød te af sukkerrør og en slags kage.
Det var meget hyggeligt og skønt indrettet casita.
Huset skal forestille en kopi af et gammelt landsted som fra flere hundrede år siden. Udenfor er en stald med et par store okser.
Fem virkelig smukke La Paz vandfald
Vandfaldene langs La Paz-floden er helt fantastiske og nogle af de flotteste vandfald i Costa Rica.
Af en rute som starter inde i La Paz Waterfall Gardens går du en omkring 1 kilometer sti, som følger floden og derfra kan du se de fem smukke vandfald.
De fem vandfald du kan se i La Paz Waterfall Gardens er:
Templo som er 26 meter høj
Magia Blanca, som er 37 meter høj
Encantada som er 20 meter høj
Escondida, som kun er 5 meter
La Paz, som er 34 meter høj
Dog har du kun mulighed for at se det ikoniske La Paz vandfald oppefra på ruten. Vi forklarer nedenfor hvorfor.
Templo
Det første vandfald, du kommer til, er det 26 meter høje Templo vandfald. Du går ned af lidt snoet trapper for at komme til udsigtsplatformen, hvorfra du kan komme helt tæt på vandet der bare strømmer ned i floden nedenfor.
Når du går mod det næste vandfald, har du mulighed for at komme helt ned til floden og derfra vil du have en fantastisk udsigt med Templo vandfaldet der ligger der midt i den frodige regnskov. Derfra kan du få nogle virkelig flotte billeder.
Magia Blanca
Når du går tilbage af samme trappe, fortsætter du via en anden trappe under trappen, som tager dig til næste vandfald, Magia Blanca. Dette 37 meter høje vandfald strømmer perfekt ud over kanten lige over dig. Du går helt tæt på det voldsomme vandfald via trappen.
Lidt længere nede er der en fin platform hvor du kan få nogle rigtig gode billeder. Platformen er også et populært sted til bryllupsbilleder.
Encantada
Via gode stier og flotte trapper kommer du ned til Encantada vandfaldet. Fra platformen kan se se vandfaldet helt tæt på, men du får også en lækker udsigt ud over regnskoven, det forrige vandfald og det næste vandfald.
Escondida
Det mindste vandfald i parken med en højde på kun 5 meter er Escondida. Desværre er det lidt i skjul, da det falder i en kløft bag Encantada vandfaldet.
La Paz
Det er lidt fjollet at parken har taget navn efter vandfaldet som du IKKE kan se i parken. Eller det vil sige at du har mulighed for at se det fra oven og så har du en udsigt over dalen, hvor floden bruser igennem.
Hvis du ønsker at se La Paz vandfaldet ordentlig, kan du dreje til venstre når du kører fra parken. Ca 1,5 kilometer af lidt snoede veje, men der finder du det.
Dette vandfald er faktisk helt gratis at se på fra rute 126.
Info omkring vandfaldene: Vi besøgte parken i oktober som er Costa Ricas mest regnfulde måned, så der var godt tryk på alle vandfaldene. Hvis du rejser i højsæsonen, vil du højst sandsynlig opleve at vandfaldene er lidt mindre.
Bus tilbage
For enden af denne ca. 1 km lange sti, der tager dig langs vandfaldene, går du til sidst ind i en stor souvenirshop, der har alt det bedste til en god souvenir-shopper. Fra chokolade og kaffe til krus og t-shirts.
Derefter kan du sætte dig ud på bænken og vente på bussen som kommer og tager dig tilbage til receptionen. Bussen som parken tilbyder er helt gratis.
Det praktiske om La Paz Waterfall Gardens
Parken ligger kun lidt over time væk fra San Jose lufthavn, så du kan tage det som sidste stop på rejsen eller du kan bruge det som et hop, hvis du f.eks. krydser landet fra Tortuguero Nationalpark.
Det koster 49 USD + tax at besøge parken som turist.
Vi betalte 106 USD for 2 personer i 2022.
Det er en smule dyrt, men det er en flot og velholdt park. Dyrene har det godt og vandfaldene er virkelig smukke.
Parken har åbent fra kl 8 til kl 17.
Når du køber indgangen, spørger de samtidig om du vil have frokost inkluderet, som du kan indtage i deres restaurant midt i parken.
Hvis du ankommer med bil, så er der gratis parkering, (2022) men drikkepenge modtager parkerings-fyrene selvfølgelig gerne. (Vi gav 2000 Colones (ca. 25 kr) til ham, da vi kom tilbage til p-pladsen)
For at gøre dit besøg i La Paz Waterfall Gardens endnu mere bekvemmeligt, så blev der i 2005 bygget et rigtig fint lodge i forbindelse med parken, som har nogle fordele. Som f.eks. at komme ind tidligere eller opholde sig i parken efter lukketid.
Det 5* Peace Lodge er kendt for sine luksuiøse værelser, lækre pool og deres fantastiske udsigt ud over den grønne regnskov. Udover at være et godt udgangspunkt for La Paz, så er det også en god base for at udforske den aktive Poas vulkanen.
Se om der er ledigt på Peace Lodge på dine datoer her
Godt at have med til La Paz Waterfall Gardens?
Vandrestierne ved La Paz Waterfall Gardens udgør næsten 4 km, med enten grussti og glatte sten- og træstier, så du har helt sikkert brug for behagelige lukkede sko.
Luftfugtigheden er høj, så tøj af åndbart materiale er rarest. En let langærmet trøje er godt at have med og specielt en regnjakke, hvis du rejser udenfor højsæsonen som ligger fra midt dec-apr eller bare hvis du vil tæt på de brusende vandfald.
Vi håber du har lyst til at kigge forbi La Paz Waterfall Gardens og komme tæt på Costa Ricas dyreliv og nogle af landets flotteste vandfald.
Hvis du har spørgsmål til La Paz eller bare synes at denne post er god og brugbar, så skriv os en kommentar nedenfor – vi vil meget gerne høre fra dig.
Del gerne denne post på din:
Find mere om smukke Costa Rica her:
Billeje i Costa Rica: Alt du skal vide til en god kør selv ferie
At leje bil i Costa Rica er nok den bedste måde at opleve dette smukke land på. Costa Rica er et af vores absolut favoritlande.
Samara i Costa Rica – Skøn strandby med udsigt til Stillehavet
Byen ligger lidt udenfor den almindelige rute rundt i Costa Rica, men vi kan virkelig anbefale at komme forbi den hyggelige strandby, Samara i Costa
Et vådt jungleeventyr i Corcovado Nationalpark i Costa Rica
På den afsidesliggende Osa halvø i det sydvestlige hjørne af Costa Rica finder du den største og mest koncentrerede nationalpark i landet. Selv National Geographic
På eventyr i Tortuguero Nationalpark med jungle, floder og rigt dyreliv
Vores første stop på vores anden rejse til Costa Rica tager vi op i det nordøstlige hjørne af landet, hvor de store krokodille-fyldte floder skærer
Rejsebudget for Costa Rica – 2 pers, 25 dage, 35.000!
Vi har her samlet vores rejsebudget for vores Costa Rica rejse, for at vise at det er muligt at rejse til Costa Rica for 2
Godt at vide inden turen går til Costa Rica
Er du så heldig at turen går til Costa Rica snart? Så er vi bare drøn misundelige. Costa Rica kan simpelthen bare noget med dets
4 Responses
Wow har lige opdaget jeres fuldkommen beskrivende og fantastiske blog i har. – Hold op et liv I har fået formet jer.
Tak fordi jeg må følge med.
Bh
Nina
Ps. Har netop planlagt en tur til Costa Rica til februar, og kan bruge ufattelig meget fra denne blog.
Hej Nina
Sikke en dejlig besked at “møde ind til”! 🙂
Tusind mange tak og tak til dig for at have fundet vej til vores rejseblog og for at have lyst til at læse/følge med.
Vi er super glade for at du kan bruge vores posts til at planlægge din rejse. Og du kan bestemt glæde dig til Costa Rica – det er blevet et af vores favoritlande, så vi tager selv afsted igen i december (om kun en måned).
Hvis der er noget du er i tvivl om omkring Costa Rica, så skriver du bare! Vi hjælper gerne, hvis vi kan.
Ihvertfald, rigtig god rejse til Costa Rica til februar.
Rejsehilsner
Christina
Tak for en god artikel. Det ser godt nok lækkert ud. Vi kunne godt overveje at tage dertil for vi har lidt tid til overs i San Jose inden vi skal hjem. Vi har to drenge med på 6 og 8 år, de vil sikkert synes slangehuset er spændende. Er det samme pris for dem som for voksne?
Hej Sanne
Først tusind tak for du læser med på bloggen.
La Paz er et rigtig fint sted og vi er sikre på jeres drenge vil elske det. Hvis I har mulighed for at komme tidligt, så vil vi anbefale det. Kan se på deres hjemmeside at priserne i 2023 er 50 USD for voksne og 34 USD for børn under 12 år + nogle taxes.
Vi synes det var en hyggelig oplevelse at gå og opleve dyrene og ikke mindst at se de flotte vandfald.
Rigtig god rejse til vores favoritland 🙂
Rejsehilsner fra Christina