Året der gik 2024 – 24 tanker og tilbageblik fra RejseKompasset

Disse “Året der gik” er nu blevet en tradition her på RejseKompasset. Dette er den fjerde udgave og jeg tror Kenneth og jeg er enige om, at det er et af de bedste rejseår vi har haft.

Så denne “Året der gik 2024” indeholder en masse mindeværdige oplevelser, som vi har fået ude i verden i år.

Men ikke nok med det, så er vi også begge startet selvstændigt i år, familien var i fokus over sommeren og vi fået nogle spændende samarbejder i gang.

Vi har rejst i godt og vel 4 måneder i 2024 og alle vores rejser har i den grad haft fokus på naturen. Det er vidst ved at være et gennemgående tema for os. 

Nedenfor kan du læse med, om hvordan 24 tanker og begivenheder har formet sig om året der gik 2024 for os.

Fantastiske oplevelser på Sumatra Indonesien

24 ting som 2024 har budt på af tanker, oplevelser og udfordringer 

1. En masse rejsearrangementer 

Fra min tid som rejsekonsulent, så ved jeg at der findes en masse rejse-arrangementer rundt omkring i landet (og i udlandet)

Til disse arrangementer samles forskellige turoperatører, hoteller, flyselskaber m.fl. så man kan komme ud og få en snak med dem og få et forhold til dem.

I starten af året var der en masse af disse arrangementer, som vi tog til, for at forsøge at gøre os mere synlige i rejsebranchen. 

Men det er svært at være rejseblogger til disse arrangementer, for rejsebloggere har et ry for bare at ville have alt gratis. Så der bliver ofte set lidt skævt til os.

Men som du kan se på vores “Rejsebudgetter“, så betaler vi alt selv, så vi er ikke på jagt efter gratis ting. Vi er på jagt efter viden, nye muligheder og vinde nogle af de gode præmier der er. Ligesom de rejsekonsulenter som også deltager på arrangementet.

Året der gik 2024 - til rejsearrangementer

2. Vi er blevet “selvstændige”

I januar rykkede Kenneth ind i et partnerskab med tidligere kollegaer og skabte deres egen IT-virksomhed.

Ligesom Kenneth, så er de alle hjemmefra eller remote. Så ingen udgifter til dyre lokaler og de kommer alle fra forskellige dele af Danmark + deres CFO sidder i USA. Så de får det til at fungere via hyggelige Teams kald. Et set up lige efter vores hoveder.

Kunderne bliver selvfølgelig besøgt, når der skal implementeres nyt system, men det bliver planlagt og klares i de måneder vi er hjemme.

Og jeg selv startede min egen lille Travel & Media-biks i april med CVRnr og det hele. Jeg fik stablet et par hjemmesider på benene i starten af året, hjulpet Kenneths firma med web og tekster og så er det bare super at være rejseblogger.

Det er de bedste beslutninger, vi har gjort os.

Selvstændige i året der gik 2024

3. Tilbragte en hel uge i Kuala Lumpur

I starten af foråret kunne vi stikke af mod Malaysia. Det var lækkert efter at have oplevet en kold vinter i Danmark.

Vi tilbragte en hel uge i Kuala Lumpur, hvor vi slog os ned i en lejlighed med udsigt til Patronas Tower. Herfra fik vi både arbejdet remote og oplevet alle de skønne steder Kuala Lumpur kan tilbyde.

Hvis du er nysgerrig på Kuala Lumpur, så har vi skrevet denne: Rejseguide til Kuala Lumpur: Seværdigheder, hoteller og hvordan du kommer omkring

Rejse til Malaysia med budget

4. Fandt paradis i Malaysia

Vi besøgte en del øer omkring Malaysia, men vi fandt et lækkert paradis.

Og det er hverken Penang eller Langkawi. Paradiset hedder Perhentian Islands og ligger i det nordøstlige “hjørne” af Malaysia.

Med båd sejlede vi ud til den mindste af de to øer, hvor vi havde et skønt ophold i en hyggelig træhytte.

Det mest utrolige var, at vi kunne arbejde remote derudefra.

5. Oplevede orangutanger på Sumatra

Vi er begyndt at værdsætte at tage nogle feriedage, når vi arbejder remote, på den måde er det ikke fjollet kun at tage en uge eller 10 dage langt fra DK og vi bruger ikke ferie på at komme frem og tilbage.

Da vi oplevede Malaysia, tog vi en tur til Sumatra, Indonesiens største ø.

Her tog vi på en 3 dages vandretur helt ind i junglen og gik på jagt efter “mennesket i skoven”. Og vi fandt dem.

Det var en fornøjelse at komme helt tæt på disse flotte skabninger.

Vi har også fået skrevet om vores oplevelse – og om hvordan du selv kan booke lignende tur i Vi finder orangutanger nær Bukit Lawang på Sumatra i Indonesien

Orangutanger Sumatra Indonesien

6. Vi besteg en af Sumatras vulkaner

En andet højepunkt på Sumatra, var vores bestigning af Sibayak vulkanen.

Vi startede inden solen stod op, så vi kunne nå op på toppen og se en formidabel solopgang fra toppen.

Turen tog et par timer og det var en lille smule hårdt, men alle strabadserne var det hele værd, da vi stod på toppen af vulkanen og kunne se ud over landskabet og de omkringliggende vulkaner. 

Fantastisk oplevelse på Sumatra Indonesien

7. Fik overnattet i en grotte i Sumatras jungle

På Sumatra havde vi booket et helt autentisk ophold langt væk fra alfavej. 

Vi var de eneste turister i miles omkring og vi fik oplevelser for alle pengene.

På vores vandring igennem junglen i søgen efter de rigtig vilde orangutanger tog vi en nat i en grotte. Her havde vi en madmor med som lavede lækkert mad til os og det er virkelig en oplevelse for livet.

Er du nysgerrig på sådan en autentisk oplevelse så kan du læse mere her: Et vildt eventyr i Sumatras jungle i søgen efter vilde orangutanger

Sov i grotte i året der gik 2024

8. Har tilladt os selv lidt luksus

I forbindelse med Kenneths partnerskab, fik vi flyttet til en bank, som tog rigtig godt imod os. 

Vi fortalte vores rådgiver om vores rejseliv og arbejde remote og fik derigennem mulighed for at tilføje et Priority Pass til vores samling af kort.

Et Priority Pass giver adgang til forskellige lounges i lufthavne rundt om i verden, som vi i den grad gør brug af når vi har tid til det. Inde i de forskellige lounges er der gratis drikkevarer, snacks og mad – og i nogle lounges kan man også tage et bad.

Du behøver dog ikke at have en god bank eller eje et firma. Du kan også købe kortet udenom en bank – læs mere her

Året der gik 2024 med Priority Pass

9. Fra oplevelser til minder på væggen

Da jeg, Christina, har en hel del nomadeblod i årene, har jeg lidt svært ved at slå mig ned ét sted. Hvilket betyder at jeg ikke har behov for at bore ting op på væggene eller eje ret mange ting.

Kenneth er lidt omvendt. Han kan lide at bygge hule og hygge. Og i et hyggeligt hjem er der sjæl og varme – det giver jeg ham ret i.

Så da Print & Rammer havde et godt tilbud, måtte jeg bøje mig. Kenneth fik sin vilje og vi fik lidt billeder på vores ellers meget hvide væg.

Og selvfølgelig, var det billeder vi selv har taget i Costa Rica.

Hvis du også synes, at du skal have nogle personlige billeder på din væg – så kan vi varmt anbefale Print & Rammer

Plakater på væggen med Print & Rammer

10. Nød sommeren hjemme

Familie betyder meget for os og hen over sommeren var der en rund fødselsdag, et familie-havearrangement og et bryllup.

Plus, så flyttede ældstedatteren til Jylland, så hun kunne starte på Media College Denmark i Viborg.

Disse “events” ville vi rigtig gerne være en del af, så vi tog sommeren hjemme i Danmark og bonus var bare at vi fik alle de andre fødselsdage med. 

Havehygge i året der gik 2024
Bryllup i året der gik 2024

11. Kontaktet af Momondo

Det er fantastisk når læsere finder vej til bloggen, men det er endnu mere lækkert, når vi bliver fundet af nogle som har lyst til at betale os for vores viden om det at rejse.

I sensommeren blev vi kontaktet af Momondo, som meget gerne ville lave et betalt samarbejde med os, hvor vi skulle skrive nogle artikler om lufthavne og flyselskaber for dem.

Det sagde vi bestemt ikke nej til. Vi har her i december lige afleveret den sidste artikel.

Så har vi ialt skrevet 12 artikler for dem om de lufthavne og flyselskaber som vi kender og har besøgt/fløjet med.

Du kan finde vores Momondo-side her.  De har jo ret til at bruge teksten som de vil – og da de er en søgemaskine, så bruger de naturligvis teksten i den forbindelse.

13. Krydser 6. kontinent af

Selvom vi var hjemme hen over sommeren i året der gik 2024, så er vores (eller måske mest mine) tanker stadig i rejsemode.

Så vi fik naturligvis booket flybilletter hurtigt efter vi landede hjemme efter vores Malaysia-rejse. 

Denne gang til et land i Sydamerika, som vi begge har drømt om at besøge i evigheder. Så det betyder at vi begge kunne krydse vores 6. kontinent af, da det er første gang vi begge sætter fod i Sydamerika.

Året der gik 2024 - i Sydamerika

14. Tilbragte en hel uge i Rio de Janeiro

Ligesom på vores rejse til Malaysia, hvor vi tog en hel uge i Kuala Lumpur.

Så gjorde vi det samme i Rio. Vi havde booket en fin lejlighed med udsigt over Copacabana stranden hvorfra vi arbejdede remote og havde den som base, så vi kunne opleve mange af de ting Rio de Janeiro kunne tilbyde.

Vi har selvfølgelig skrevet om vores oplevelser og en lille guide til dig her: Vores miniguide til Rio de Janeiro, Brasilien – seværdigheder, hoteller og tips

Udsigt over Rio de Janeiro Brasilien

15. Besøgte et af verdens største vandfald!

I året der gik 2024 kunne vi på vores Brasilienrejse også krydse et af de helt store vandfald af.

Vi har lidt en svaghed for vandfald -de er bare så flotte, mægtige og kraftfulde.

På vores rejse brugte vi hele to dage ved Iguazu vandfaldene, hvor vi både fik set dem fra den brasilianske side og den argentinske side.

Wow, det var flot!
Læs mere om vores besøg og hvordan du selv kan få et nemt besøg: Oplev Iguazu vandfaldene fra både den brasilianske og argentinske side

Iguazu vandfaldene - en kæmpe oplevelse

16. Store oplevelser i Amazonas

En brasilien rejse uden at opleve Amazonas – er som at tage til Egypten uden at se pyramiderne.

Verdens lunger – Amazonas, bør du bare opleve, når du kommer på disse kanter.

Vi fordybede os i hele 9 dage i Amazonas, hvor vi både fik oplevelser 200 km nord for og 80 km syd for Manaus.

Der var er verden til forskel på de to steder vi besøgte, men begge besøg bragte oplevelser og eventyr helt tæt på. Specielt vores sidste ophold, hvor vi oplevede en masse dyreliv inkl. den lyserøde amazon-delfin.

Der vil komme posts på bloggen om vores oplevelser i Amazonas meget snart! 

Oplevelser i Amazonas
Sov i Amazonas i året der gik 2024

17. Så vilde jaguarer i Pantanal

Hvis du ikke har lyst til at flyve hele vejen op til Amazonas, så kan vi i den grad anbefale at tage forbi Pantanal. 

Pantanal er stor, men vi vil sige at du skal opleve den nordlige del, for det er nemlig der du har mulighed for at opleve vilde jaguarer!

Jaguarer! Det lyder helt skørt, men det var hvad vi oplevede. 

På en bådtur (for du ser dem fra vandet) på omkring 7-8 timer oplevede vi ikke mindre end hele 7 jaguarer på én dag.

Det var vildt – en helt fantastisk oplevelse i året der gik 2024.

Hvis du er ekstra heldig ser du muligvis en jaguar der får fanget sig en caiman – det gjorde vi desværre ikke.

Vi kan ikke vente mere at skrive om denne oplevelse, for det var virkelig en af de helt store!

Vilde jaguarer i Pantanal

18. Endnu et barn flytter til Jylland

Mens vi var i Brasilien fik ældstesønnen også sneget sig til Jylland – jeg var dog forberedt på det 🙂

Mine børn har hele deres fars familie derovre, så det er slet ikke underligt at de ønsker at komme derover. 

Faktisk er ældstesønnen flyttet tilbage i den lillebitte by udenfor Videbæk, hvor han voksede op. Da han var omkring 7-8 år “blev jeg nødt til” at komme tilbage til Hovedstaden – og hele familien flyttede heldigvis med.

Men nu er han tilbage og han trives – hvilket er det der betyder mest.

Året der gik 2024 - to børn i Jylland

19. Reklamesamarbejde med JourneyLife            

Igen blev vi fundet og kontaktet af et spændende firma.

Denne gang rakte JourneyLife ud til os og hørte os til om de måtte sende mig en kuffert, hvor vi så promovere kufferten for dem.

Det siger vi ikke nej til.
Vi vil lige understrenge at når vi laver sådanne samarbejder, så kan du regne med at få vores helt ærlige mening om produktet. 

Men da vi modtog kufferten, så var den faktisk i rigtig fin kvalitet – og da vi alligevel begge skulle have en kuffert, så bestilte vi selv en anden.

Så nu har vi to fine kufferter fra JourneyLife – en blå og en sort.

De har kufferter i flere størrelser og farver – find din egen kuffert her: Lækker kuffert fra JourneyLife

20. Vi rejser tilbage til favoritland nr.1: Costa Rica

Igen i år ønskede vi at stikke af fra julen, så da vi landede hjemme fra vores Brasilien-rejse, var jeg ret hurtig til at kigge efter billetter.

Egentlig, så var vi ret hooked på at tage på en god rundrejse i Egypten – og jeg havde også planlagt meget af rejsen, indtil jeg ikke synes det var en god idé alligevel.

Vi havde gået og snakket om at Costa Rica snart skulle besøges igen og da vi har nogenlunde planlagt vores rejseår for 2025, så skulle Costa Rica være nu.

Så det blev det – 3. gang i Costa Rica på 4 år – og vi elsker det stadig. 

Året der gik 2024 - I Costa Rica

21. Samarbejde med hotelophold i Costa Rica

Da flybilletterne var bestilt, så begynder det store arbejde – nemlig at sammensætte rute, finde hoteller, booke bil og alle disse praktiske ting, så rejsen går op i en højere enhed.

Denne gang kontaktede jeg et par hoteller for at høre om de ville lave et samarbejde (dette er meget nyt for mig) – og der var et ophold der bed på – Isla Chiquita.

Isla Chiquita ligger ovre ved Nicoya halvøen, hvor man skal have en lille båd ud til. Det var et rigtig fint ophold.

Vi blev indlogeret i et Premium Tent med udsigt over havet og egen lille pool – virkelig lækkert.

Service var i top, glamping-teltene var luksus og vi havde fantastisk ophold.

(Igen, vil vi lige pointere at vi vil sige vores egne meninger om stedet – samarbejde eller ej. Vi er ikke blevet betalt noget – vi har blot modtaget et gratis ophold med morgenmad imod at vi skriver en blogpost om opholdet. Mad (udover morgenmad), snacks, drinks og ture har vi selv betalt. 

Året der gik 2024 - samarbejde med Isla Chiquita

22. Corcovado Nationalpark version 2.0

En af de ting der stod højt at opleve igen var Corcovado Nationalpark. Det mest biodiverse sted på kloden. 

Sidst vi var i nationalparken var tilbage i 2022. Der så vi at det var muligt at overnatte inde på Sirena Station, som er der hvor man kommer til, på en tur. Det ville vi virkelig gerne opleve – så det gjorde vi denne gang.

Corcovado gav os virkelig mange dyreoplevelser i 2022, men vi er lige for et par dage siden kommet tilbage fra vores tur i parken og vi kan sige at vores tur ind i Corcovado Nationalpark anno 2024 gav os endnu flere dyreoplevelser.

Wow!
Vi så en tapir, vi så alle fire slags aber Corcovado kunne byde på, vi så en boa og en Fer-de-lance-slange – en af verdens farligste. Og mange andre dyr. Det var fantastisk – kan slet ikke vente med at skrive alle vores oplevelser ned.

Tapir i Corcovado Nationalpark

23. Remote workers passer os fint

2024 har været et godt år for os. Vi elsker det liv vi har fået skabt, med at vi kan rejse 3-4-5 måneder om året i 1-1½-2 måneder af gangen.

Vi rejser altid med computeren i tasken. Men ikke på den stressende måde, for uanset hvilken verdensdel vi rejser i, så tilpasser vi selv vores hverdag. Mails bliver besvaret og opgaver bliver lavet på alle dage og alle tider af døgnet (her går vi ikke så meget op i om det er søndag eller onsdag) og Kenneth når at snakke med kollegaerne og kunderne, når vores tidszoner krydser arbejdstimerne i DK og US. 

I år har vi arbejdet remote fra Malaysia og Indonesien som er hhv. 6 og 7 timer foran DK. Vi har arbejdet remote fra Brasilien som var 5 timer bagud og Costa Rica som er 7 timer bagud. 

Selvom det er udfordrede med at ramme den korrekte tid, når der skal planlægges Teams-kald, så synes vi selv at vi har vi fået meget godt styr på det. 

Arbejde remote i Malaysia

24. Nytårsaften over Atlanten

Da vi sad og kiggede flybilletter, så vi at billetterne var en smule billigere, hvis vi rejste over nytåret.

Så dem tog vi – det var kun et par hundrede kroner, men alt sparet på flybilletterne, kan bruges på eventyr.

Så med Air Canada flyver vi den 31. dec fra San Jose op til Toronto – og senere samme aften flyver vi fra Canada mod CPH, hvor vi lander dagen efter.

Så vi fejrer nytår et sted over Atlanten – hvor? Tja… det ved vi ikke, men vi håber der bliver serveret champagne – det kunne være hyggeligt 🙂

Året der gik 2024 - nytårsaften i luften

Og med disse tanker og tilbageblik for året der gik 2024 ønsker vi dig, vores familie og venner rigtig Godt Nytår.
Håber dit 2025 bliver fyldt med gode minder og skønne oplevelser.

Pas på dig selv derude.

Læs også om vores tanker og tilbageblik fra de forgangne år:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *